Der på knæ sidder kvinden! Hun er skræmt fra vid og sans … for hvad skal der nu ske med hende … skal hun virkelig stenes til døde?
Nej, vi kender slutningen. Som vi hørte i evangeliet, går det hende – gudskelov – anderledes! Jesus vil, ,at hun skal leve! Han vil også, at mændene skal leve – leve på ny – i stedet for at lytte til alt det gamle – og gøre hvad andre synes eller har bestemt – så vil han, at de skal vende blikket indad – OG tænke sig om!
Jeg har ikke lyst til at gå i kirke, jeg går i kirke, fordi jeg trænger. Det har taget mig et halvt århundrede at nå dertil, selvom jeg kirkeligt set er barn af huset. Men det er heller ikke altid lysten, der driver værket, skriver sognepræst Lena Kjems
Jeg har aldrig gået i kirke af lyst. Som lille var jeg med mine forældre, lyst var ikke med i ligningen, og jeg har nok ikke åbent indrømmet, at det kedede mig, vel nok for at skåne mig selv for den uundgåelige bemærkning om, at det kun er dumme mennesker, der keder sig. Som stor pige tog jeg ganske frivilligt med min præstefar, når han havde gudstjeneste, så havde jeg ham nemlig for mig selv, ganske vist sammen med resten af menigheden, men dog ikke i konkurrence med mine tre små brødre.
Marianne Christiansen – bisp over Haderslev Stift skriver:
‘Tapperhed over for fjenden kender vi bedst, men tapperhed over for vennerne? I er digt taler om den østrigske digter Ingeborg Bachmann om at uddele en medalje for den tapperhed, der skal til for at modstå eller modsige vennerne, ens egne. Den tapperhed kan der være heftigt brug for i det nære liv og på det større plan, et mod til at sige imod og sige fra – ja, lad os bare tage det, som vi taler meget om, men også har svært ved at gøre noget ved, fordi det nemlig kræver tapperhed: Mobningen. Fællesskabet om at være de mange, der går imod den ene. Det kræver tapperhed at vende sig imod den flok, man selv er en del af og stille sig på mobbeofferets side.‘
“Far ikke vild” – sådan formaner forfatteren til Jakobsbrevet os – “Far ikke vild”!
Siden kirkens allerførste tid har der været rift om at styre gudsriget enten med ideologi eller pave eller andre selvbestaltede talsmænd/talskvinder – styre gudsriget som Kristus efterlod os. Styre i forhold til hvem, der skal sidde hvor og hvornår. Kort sagt hvem skal bestemme? Hvem skal arve fortællingen om gudsriget, når Jesus dør? Jesus er godt klar over, at det kan gå helt galt, når han ikke er iblandt sine disciple mere. For hvem skal så korrigere vildfarelser – korrigere os, når det render af med os?
Valdemarsdag er en sand festdag, hvor vi fejrer vort flag! Myten vil, at for 799 år siden d. 15. juni 1219 dalene Dannebrog ned over Kong Valdemar og hans hær, da de var allermest trængt, under slaget ved det nuværende Tallinn i Estland. Resultatet blev, at det himmelfaldne flag gav kongen og hans hær både kræfterne og troen tilbage på, at de kunne sejre! Hvilket de så gjorde.
C.A. Lorentzen (1746-1828), Dannebrog falder ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse (Tallinn) i Estland den 15. juni 1219, 1809
Den historie har vi taget til os! Der er vist flere udlægninger, men summasummarum jeg tror faktisk ikke, der findes et folk, der i den grad bruger flaget så meget, som vi gør her til lands! Mange af os flager så snart, det er muligt! Der er de officielle flagdage for kongehuset, så er der kristendommens højtider og d. 9. april og d. 5. maj – og ikke mindst d. 5. september, hvor vi mindes og ære de soldater, der faldt for Danmark – og så er der selvfølgelig også dagen i dag! Dertil er der alle de uofficielle, når vi i blandt familie og venner fejrer fødselsdage, begivenheder, mærkedage med dannebrog hejst til tops og/eller velplaceret i lagkagen. Der er de triste og sørgelige dage, når vore kære er døde. Så er der havnefester og fint besøg! Når vi afvikler idrætsstævner og når de frivillige organisationer er samlet! Continue reading “Valdemarsdag 2018”→
En af de Jesus-historier SOM konfirmanderne og jeg igen og igen er vendt tilbage til ER den jeg netop har læst (Johannes 8,1-11 se nederst) … interessant nok er den aldrig prædiken-tekst om søndagen, selvom det nok er en af de absolutte kerne-tekster i min teologiske optik.
Den er vigtig, fordi den vender op og ned på al religion. Jeg vil vove den påstand, at med dette stykke evangelium, I netop har hørt, får kristendommen en ny agenda! Tillad mig at folde det ud …
Se, prædikestolen her i Budolfi hviler ovenpå Moses! Dernede under mig sidder han med de 2 lovtavler – de 10 bud … som blot er et minimalt uddrag af de mange forbud og påbud, teologien i det gamle testamente rummer og ikke mindst fordrer. Faktisk er der over 600 regler for ALT mellem himmel og jord – nedskrevet … overfor denne nedmejslede lovgivning skrives der i dagens evangelium en ny lov. Jesus sidder stille og roligt og skriver med en finger i sandet … vi får ikke noget at vide om, hvad han skriver … måske det ikke er så vigtigt … måske vi i stedet skal løfte blikket fra alle regler, love og gammel sammenbrygget præste- og anden småborgerlig moral … og i stedet være i livet! For det er jo, hvad Jesus beder mændene, der kommer slæbende med kvinden, om! De henviser straks til Moses, der har “påbudt os at stene den slags kvinder”, som de slet og ret siger! Continue reading “Konfirmations-præk 2018”→
I løbet af december måned er godt og vel 7000 mennesker “igennem” Budolfi og Klosterkirken. Det være sig i kortere eller længere tid – og det være sig til: de forskellige juleafslutninger for både gymnasie- og daghøjskoler; sognets koncerter; Rørsangernes traditionelle luciaoptog; 2 gange de 9 læsninger – en på dansk og en på engelsk; sogneeftermiddagen hvor den hollandske julemand Sinter Klaas personligt møder op samtidig med, at Spirekoret oplyser og opliver i den mørke tid; højmessernes særlige adventsstemning; dåb, hvor de små som altid er med til at sætte stemning; juleaften, hvor mange går i Budolfi og Klosterkirken inden festen derhjemme kan begynde. Ja, og så alle de andre gode grunde til at lægge vejen forbi og igennem kirkerummet. Continue reading “Pitstop – juleklumme 2017”→
Fortællingen der bærer den voldsomme og på alle måder dramatiske titel: Kvinden der blev grebet i hor … har været en historie, som vi igen og igen er vendt tilbage til i undervisningen. Og det er vi, fordi det – efter min ringe teologiske mening – er en af kristendommens helt store kerne-beretninger – og det er den af hele 3 grunde – tillad mig at ridse dem op.
1)
Jesus gør i beretningen op med den “guddommelige” dødsstraf. At der skulle være gerninger som guden ikke bryder sig om og som derfor kræver, at det skyldige menneske skal bøde med sit liv – skal straffes – skal stenes ihjel.