Årets konfirmander fra Klostermarksskolen er landet i sognet – og vi er i fuld gang med undervisningen – og i onsdags kastede vi os så over begyndelsen – det vil sige side 1 i biblen, som lyder: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden – sådan som der står skrevet i skabelsesmyten – og ganske hurtigt refereret sættes historien om Gud og mennesket i verden i bevægelse, og det hele sker rask og suverænt på bare 6 dage. Og så nåede vi ikke at dissekere og fortolke mere – vi fortsætter på onsdag med den 7. dag – som på hebræisk benævnes sabbat – den dag, hvor Gud endelig kunne læne sig tilbage for at nyde sit skaberværk – hvilket han på sin egen måde allerede havde gjort i løbet af processen, når han han kort og godt konstaterede og så, at det var godt. Den 7. dag var anderledes – Gud holdt fri og slappede af og velsignede den syvende dag og helligede den.
OG derfor hedder det helligdag – dagen er ophøjet – dagen er forbeholdt og reserveret til noget ganske særligt – og det særlige er, at den fra tidernes morgen i kristendommen er hviledag, hvor menneskene skulle komme til hægterne efter ugens slid og møje. De skulle holde fri – være sammen og glæde sig. Den 7. dag kan altså forstås som en glædesdag. En dag som – som med lidt store ord – kan beskrives som en hyldest til livet. Hvor vi fx. går i kirke – hvor vi taler om og undres over eksistensen – livet – hvor vi synger salmer – lytter til det store orgel – lader tankerne flyve – går til alters – sender bønner og tak til livets Gud. Hvor vi bliver tanket op til den kommende uge. Hvor vi igen og igen bliver mindet om Guds JA til os, som det lød i dåben – i nadver og som vi sendes ud af kirkeporten med, når den sidste orgeltone har lydt. Som vi kan trallede af sted på og som vi kan klamre os til, når tvivl, frygt og sorg tynger de søndagstrætte skuldre …
Søndag – sabbatten – er noget særligt! Og det var den også for Jesus. Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. (Mk2,27) – Søndagen er til for vores skyld. Det blev Jesus nødt til at gentage igen og igen, for hviledagen – søndagen – blev med tiden omklamret af et hav af regler og forordninger. Intet arbejde måtte der udføres. I alt 39 forskellige slags arbejde var forbudt i følge det gamle testamente – forbud der er gældende for jøderne. Jeg vil ikke nævne dem alle, men blot nogle få: det var forbudt at tænde ild, det var forbudt at pløje og så og høste. Det var forbudt at slå en knude på en snor og at skrive to bogstaver. At høste skulle endda forstås i videste betydning: det var forbudt at plukke en frugt – det var forbudt at rive en gren eller et blad af et træ. Ingen måtte bære noget og man måtte ikke gå mere end 1255,40 meter – 2000 alen -, dvs. 1,25 km fra sin by. Regler for alt. Det var med andre ord en alvorlig og kompliceret sag at fejre sabbat. I yderste konsekvens betød det, at reglerne meget vel kunne blive en radikal hindring for at hjælpe andre. Hvilket da netop bliver sat på spidsen, da Jesus stiller spørgsmålet: Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det var på en sabbat?
Sabbatten er til for livets skyld. Det er, hvad Jesus på denne søndag vil, at vi skal meditere lidt over. Så lad mig fortsætte. Vi er vidne til et ganske interessant setup. Jesus var inviteret indenfor hos en af de ledende farisæer – farisæerne var samlet i et parti og brugte al tid på at overholde alle reglerne og derfor ville de også gerne, at andre levede som dem. Men altså de havde så inviteret Jesus på mad på sabbatten – søndagsmiddag om man vil. Alle sad de så der og stirrede på Jesus – for midt i lokalet var der en syg mand. Normalt betragtedes syge mennesker som urene – nogen man skulle holde sig fra eller i hvert fald god afstand til – for de kunne jo smitte eller blot forpeste den gode stemning.
Jesus stiller nu spørgsmålet: Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej? Hvad skal man næsten svare. Ud fra regler, skikke og forordninger er det vel egentlig ikke – for det må jo betragtes som et stykke arbejde. Men omvendt her står en mand – ikke på venteliste – men i levende live, som måske slet ikke kan vente på, at det bliver i morgen. At det bliver hverdag. Bliver mandag morgen kl. 8, hvor lægen igen har telefontid. Der står han og kan ikke andet! Og de tilstedeværende kan eller må heller ikke noget – de kan ikke engang svare på Jesu spørgsmål. Jesus svarede da også selv på sit spørgsmål – ikke i ord – men i handling. Han rørte ved manden, helbredte ham og lod ham gå. Eller sagt på en anden måde. Han gav manden sit JA – det store JA til livet og dermed også svaret på, at sabbatten er til for livets skyld!
Lad mig nu for en kort stund vende tilbage til den syge – altså før han blev rask! For der er selvfølgelig en grund til, at han pludselig står der blandt de etablerede farisæer – de renskurede præster – uren står han der med vand i kroppen. Han er billedet på, at evangeliet er til for menneskets skyld. Samtidig med – og det er måske en af kristendommens klare pointer – at omkring Jesus er der virkelig plads til ALLE – både de rene og urene, de retfærdige og uretfærdige, de syge og de raske – og det på en gang. Her er hverken ventelister, telefontider eller faste pladser.
Når kirkeklokkerne lyder søndag morgen og organisten sætter tonen – er der plads nok. Vi behøver hverken et bestemt sindelag – en ophøjet moral eller en ren tanke – skulle vi alligevel så alligevel være udstyret med en, så betyder det altså heller ikke noget. Ingen behøver at redegøre for hvordan de tror eller bøvler med kødets opstandelse. Tro eller tvivl eller ganske almindelige undren over kristendommens mange historier og en sund fornuftsbåren skepsis over dogmernes historiske opstående betyder intet. Det skal nok gå – FOR du er velkommen lige præcis, som den du er her og nu! Her er vi ikke samlet om hvad vi selv kan og vil og hvad vi selv har tænkt os til i de geniale øjeblikke. For her er vi samlet om: ét håb – én Herre – én tro – én dåb – én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle. Vi kunne også sige, at i kirken er vi samlet om troen, håbet og kærligheden – som den kommer til udtryk i Jesu ord til os – og i den velsignelse som lød dengang Gud skabte himmel og jord – skabte mennesket i sit billede – og velsignede det! OG se, det er alt nok! AMEN
GÅ DA FRIT... 