For 2 år siden i Zürich i Schweiz blev Cybathlon for første gang afviklet! Jeg ved ikke, om I har hørt om eller fulgt med i denne på alle måder vigtige sportsbegivenhed?
Tillad mig lige at citere, hvordan et landsdækkende dansk dagblad (Politiken 24.10.2016) omtalte begivenheden:
“Det her må være det sløveste ræs i mands minde. De vakler af sted på rystende ben, støttende til deres krykker, mens de gennemgår discipliner som ’sæt dig i en sofa og rejs dig igen’ og ’åben hoveddøren’.
Den amerikanske deltager, Mark Daniel, sender et skævt smil ud til publikum, mens han puster og stønner. De tunge robotskinner, der er monteret på hans ben gungrer, når de rammer forhindringsbanens trægulv. 5.000 mennesker brøler deres begejstring ud i arenaen, da Mark Daniel og hans konkurrent fra Tyskland ligger side om side lige på de sidste meter. De nærmer sig målstregen med langsomme og determinerede skridt, som skildpadder, men de bliver hyldet, som var de frådende fuldblodshingste.
For det, vi er vidne til her, er enestående. Ingen af deltagerne kan nemlig bruge deres ben; de er lamme fra livet og ned. Men med et mekanisk exoskelet, har de igen fået kontrollen over deres ben. Det er teknologien mod naturen. Mennesket mod sygdommen. Det er Cybathlon 2016.”
Cybathlon bliver også kaldt “miraklernes olympiade”. Det er en konkurrence, hvor handikappede dyster i hverdagsproblemer – og det gør de ved hjælp af den mest avancerede teknologi, som forskningen verden over har frembragt. Vi taler om robotter – avancerede højteknologiske proteser – ja, hvordan mennesket og maskine kan arbejde sammen. Der konkurreres i hvad et almindeligt menneskeliv står overfor i det daglige – fx. folk uden arme nu med robotarm dyster i at skære et brød ud i tynde pæne stykker, ophængning af vasketøj etc. ! Men før jeg fortaber mig i flere detaljer, så må jeg hellere få evangeliet og Jesus på banen.
38 år har den lamme mand ligget der! Og ikke nok med at han har ligget der, han har også ligget med udsyn til, at andre lige så hårdt trængende har haft folk omkring sig. Folk der hjalp dem hen til dammen. Dammens vand, der oppisket af englen, kunne helbrede …
Lad os lige gør et holdt her! Dammen kan naturligvis symbolisere og bliver ofte tolket, som dåbsvandet! Vandet der er bundet op på de ord, der lyder ved enhver dåb og som lød lige før, da de to små blev døbt! Den treeniges dåb hvor vi ved navns nævnelse bliver forkyndt syndernes forladelse og det evige liv! Du er slet og ret i et og alt Guds, hvilket du faktisk også er uden dåb! MEN i dåben sættes du en gang for alle fri af at skulle behage guden med diverse religiøse krumspring, røgelse, tekstiler og andet hejs! Du sættes fri af at skulle gøre gode gerningerne for Guds skyld! Gode gerninger er godt men de skal udelukkende gøres for næstens skyld – for den lamme mands skyld! Når vi så ikke magter det og – som de andre – lader ham ligge i 38 år, fordi vi ikke orker det, eller fatter det, eller bare glemmer ham … så er vi alligevel sat FRI! I hvert fald i vort forhold til Gud – Gud holder fast i os. Noget helt andet er så det, der på grund af vores manglende indgriben eller bistand, måske bliver hængende i samvittigheden. Hvad er det lige, vi stiller op med den skyld, der produceres, når vi er i relation (lidt eller meget eller slet ikke) og er mere optaget af os selv og dermed forbløffende nemt reducerer den anden – næstens behov for hjælp – til det bare ingenting? Ja, skylden kan i mange tilfælde fortrænges, men der er også den skyld, der lammer, som sætter tiden i stå, som vanskeliggør, at relationen kan leve. Leves ud … Ja, da er det, at vi pludselig er den, der ligger der ensom og forladt … og trænger – bevidst eller ubevidst – til at høre Jesu ord: Tag din båre og gå! Gå ud i verden! Verden med al dens kaos og glæde og med det, vi forstår og magter og alt det, vi ikke fatter og ikke magter og ofte synes er for meget. Tag din båre – lige meget hvor meget din indre dåre går i selvsving – gå nu bare ud og vær din næstes næste!
Det spøjse – hvis man kan sige sådan – i fortællingen er så, at den lamme efter 38 år på langs som det første – efter at have fået gang i bentøjet – gør er at haste hen til tros-politiet! Dem fortæller han, at Jesus har helbredt ham! Det har han vel at mærke gjort på en helligdag, hvor enhver form for arbejde er bandlyst! Med andre ord så har Jesus overtrådt den religiøse lov! De religiøse mænd skrev derpå hans brøde ned i den sorte bog, hvor slutfacit endte med en dødsdom – med korsfæstelse langfredag …
Det kunne åbenbart ikke være anderledes for de lovkyndige, og heller ikke for Jesus der i kærlighedens navn fastholdt, at livet kommer før loven! Livet er altid vigtigere end regler og dogmer og hvad vi mennesker ellers finder på at lovgive om og udstede straffe for i gudens navn (alt lige fra social eksklusion over afhugning af lemmer til stening, hængning og anden umenneskelig adfærd)! Sådan er det også i dag … livet overtrumfer altid, hvad de forskellige religiøse retninger og institutioner hævder og beslutter – basta! … Og i en tid, hvor fundamentalisme på tværs af gudebilleder igen massivt vil hævde egen magt verden over, så ER det i min teologiske optik vigtigt, at vi huskes på, at livet er det vigtigste …
Sådan er det også i Zürich – ved Cybathlon-legene – her findes der ikke doping, da al teknologi er tilladt, så længe den er sikker og ikke skader brugeren. Hvad der bygger mennesket op, giver mod og støtter er GODT … og det for livets skyld!
Jeg vil slutte, hvor jeg begyndte hos Mark Daniel på 27 fra USA – ham der gik om kap på et exo-skelet – altså de mekaniske ben, som den lamme spændes fast til – og på målstregen blev han slået af tyskeren – og jeg tillader mig at citere:
Mark selv er »ikke noget særligt«, som han udtrykker det i sin bløde sydstatsaccent. Han har ingen unik eller mystisk historie at fortælle om sin lammelse. Ingen sjælden virus eller krigstraume. Han er bare en tidligere jern-og metalarbejder, der arbejdede for meget og sov for lidt.
En dag indhentede søvnen ham, mens han sad bag rattet af sin pickup-truck efter fyraften. Øjnene gled i. Bare et øjebliks hvile. Og så vågnede han til en ulykke, der brækkede hans ribben, fik hans højre lunge til at klappe sammen og splintrede hans rygsøjle ti steder.
Da hans mor besøgte ham på hospitalet, efter han havde fået beskeden om, at han aldrig ville gå igen, havde hun en kærlig, men også barsk besked med til sin søn.
»Hun sagde, at hun ville støtte mig, så længe hun levede, men at hun jo også ville dø, før jeg gjorde. Så jeg måtte også selv finde på en måde at leve med det her«, siger han.
Så da teknikerne fra IHMC (Institute for Human & Machine Cognition i Florida) en dag kom forbi det sted, hvor han genoptrænede, på jagt efter en pilot til deres exoskelet, meldte han sig med det samme.
»Han er frygtløs. Intet mindre«, konstaterer Peter Neuhaus der er hovedtekniker på projektet, hvilket får Mark Daniel til at rødme. »Derfor valgte vi ham. Og han har lige nu været med til at bevise overfor verden, hvorfor den her teknologi er så vigtig. Hvis udviklingen fortsætter, som den gør nu, vil han om 15 til 20 år helt kunne slippe krykkerne og bare nøjes med exoskelettet«, siger han.
»Ja, og så har de måske også lavet en løbefunktion til den – det mangler«, siger Mark Daniel. Men egentlig, så er selve bevægelsen ikke det vigtigste for den unge amerikaner.
»Da jeg kunne gå igen… nej.«
»Det at gå igen, var faktisk ikke det vigtigste for mig.«, fortæller han:
»Det var det, at kunne stå oprejst igen. At kunne se et menneske i øjenhøjde, uden at blive set ned på. Hver gang jeg faldt under træningen, så var det tanken om dét, der gjorde, at jeg rejste mig igen.””
Der findes et udtal af måder at tage sin båre og gå på! Dels kan evangeliet udlægges forskelligt og dels spænder graden af lammelse fra en fysisk tilstand over til en art handlingslammelse, hvor sorg og fortvivlelse sætter én i stå … men fælles for os alle er opdraget fra Jesus og det kræver mod at turde sætte sin vilje igennem og tage ansvar – løfte båren! Et mod som dåbens løfte giver os … og når det så svigter eller vi glemmer, så er det, at vi skal mindes om, at vi SKAL gå … også selvom vi igen og igen snubler og falder og i øjeblikke kun kravler afsted … afsted i håbet om, at et medmenneske vil se os, standse op og give os en tiltrængt hånd! AMEN
GÅ DA FRIT... 