Bjerge er langt mere end resultatet af vulkansk aktivitet eller forskydninger i jordskorpen. Bjerge er i myter og andre fortællinger ofte stedet, hvor himmel og jord mødes. I det gamle testamente bor Jahve f.eks. altid på toppen af bjerget og det gør han naturligvis, fordi det er det højeste sted på jorden og dermed nærmest himlen. Derfor stiger Moses op, da han skal hente stentavlerne.
I det nye testamente er det anderledes. Gud er flyttet ned på jorden, det sker julenat, da han fødes som et lille menneskebarn i Betlehem under stjernen i en stald. Dermed ændres eller udvikles bjergets betydning i hvert fald i bibelsk sammenhæng. Ikke fordi der ikke stadig søges opad. F.eks. den befaling som vi hørte ved døbefondet lige før: ”Gå ud i verden og gør alle til mine disciple” har Jesus givet os på et bjerg. Og bjerget Golgata danner rammen for langfredags korsfæstelse af Jesus. I dagens evangelium følger vi så 3 disciples vandring med Jesus op på bjerget.
Bjerget er et åbenbaringssted, men samtidig er det også et sted, hvor det dæmoniske kan søge hen. Det er på bjerget, at Jesus udfordres af djævlen, der lover ham hele verden, hvis bare han – altså Jesus – vil skifte herre og tilbede løgnens fader i stedet for kærligheden selv. Jesus er kærligheden tro og detroniserer dermed det onde med det gode.
Bjerget er altså langt mere end en geologisk kategori. Mennesker har alle dage på tværs af religioner søgt derop for at finde deres gud – og det vel at mærke afsondret fra resten af verden. Det er jo egentlig interessant, at vi åbenbart har en idé om, at vi skal være alene – fri af relationer – måske fordi de har det med at være besværlige og blokere for min ”ego-vækst” – i at finde Gud – eller i at finde mig selv – mit sande jeg. Indenfor psykologien optræder bjerget ofte som en metafor for et ”noget”, som skal forceres så vi kan gå igennem en eller anden form for bevidstgørelsesproces.
Umiddelbart er der naturligvis ikke noget i vejen med at ville finde hverken Gud eller sig selv. Fred være med det, men det, der undrer mig, er, at det ofte sker på bekostning af fællesskabet. Vi søger bort til øde egne eller høje tinder … Er det måske, fordi relationer også er angstfyldte eller bare kan være så enerverende – opslidende og udmattende – fordi de ind imellem kræver, at vi giver mere af os selv – end vi får retur? Ja, jeg spørger bare?
Tillad mig i dag – også at dvæle ved en bjergfortælling fra moderne tid. I Henrik Ibsens allersidste drama fra 1899 ”Når vi døde vågner” formår stykkets 4 centrale personer ”aldrig at etablere de menneskelige relationer til hinanden, der er selve betingelsen for oplevelsen af livets dybeste værdi”. (Jørgen Larsen, Berlingske 26.02.2003). Lad mig kort ridse stykket op:
Professor og billedhugger Rubek og hans frue Maja, som har giftet sig til en bedre stand, sidder på sommerhotellets terrasse et sted i Norge. De lever et konventionsægteskab, dvs. det virker udadtil, men indad er det tomt og kedeligt. Sådan har det ikke altid været. Der var engang, hvor der var søde ord og drømme. Det husker Maja og minder ham om det med replikken: ”Du sa’, at du vilde ta’ mig med dig op på et højt berg og vise mig al verdens herlighed.” Rubek husker det ikke og replicerer ligegyldig: “Det er sådant et mundheld, som jeg plejed bruge før i tiden.” Maja forsøger at fastholde sin mand i, hvad han engang lovede. Men han lukker arrogant samtalen med ordene: ”For jeg skal sige dig noget: du er ikke egentlig skabt til bergstiger, lille Maja.” I stedet foreslår han, at de gør en sejltur til Ishavet.
Godsejer Ulfhejm er også ankommet med sine jagthunde. Han slår sig ned ved et nabobord og da godsejeren og professoren genkender hinanden falder de i snak. Maja spørger til om han virkelig er bjørnejæger og han svarer, at han tager til takke med hvad slags vildt, der kommer. ”Både ørn og ulv og kvindfolk og elg og ren. Bare det er friskt og frodigt og blodrigt”. Snakken går og da han hører, at ægteparret dvs. professoren planlægger en tur til Ishavet, siger godsejeren henvendt til Maja: ”Nej, kom så heller med mig op på fjeldet. Der er menneskefrit og menneskerént.”
Den 4. og sidste af stykkets centrale personer er Irene som stod model til kunstværket OPSTANDELSENS DAG, der gjorde professoren verdensberømt. Hun nærede den ”kærlighed, som er jordlivets, det dejlige, vidunderlige jordlivs, det gådefulde jordlivs” til ham, men for ham var hun ren æstetik ”jordens ædleste, reneste, idealeste kvinde” – en muse – en nøgle til hans indre kreativitet. Denne asymmetri drev hende bort, hun måtte forlade ham, mørke tanker indhentede og fangede hende og bragte hende konkret ind i sindssygen. NU mødes de to igen – også på hotellet – fjernt fra de to andre (Maja og godsejeren) og de 2 ihukommer dengang de troede, at de i al evighed skulle skabe ideelle værker sammen, der skulle henrive – henrykke – verden. Efter at professoren fortæller om sin kommende rejse til Ishavet, må Irene småsmilende hviske ham i øret: ”Rejs heller højt op mellem fjeldene. Så højt op, du kan komme. Højere, højere, altid højere.”
Ibsen serverer 4 mennesker med koks i deres relationer. Hver især har de fundet en strategi til at overleve deres dysfunktion: Professoren vil til Ishavet. Godsejeren bryder sig kun om sine hunde. Irene har taget flugten ind i sindssygen og endelige Maja, som troede, at en verdensberømt og velhavende mand kunne give hende, hvad hun længtes efter.
For at gøre en lang historie – om hvordan ægteparret indser, at de intet har at give hinanden og slet ikke får noget tilbage – kort, så ender det med at alle 4 må op på fjeldet – op på bjerget. Professoren og Irene prøver at genfinde noget, der engang var, så HAN atter kan skabe kunst og hun – tja – hun søger en art hævn – MEN den detalje vil jeg overlade til de, der måske selv ønsker at læse dramaet. Her og nu har den ingen betydning. Maja mærker liv og lidenskab i mødet med godsejeren og han trænger til lidt jagt 😉 …
Før morgengry begynder godsejeren og Maja deres opstigen. Deres tur er præget af lystig snak og på et tidspunkt bliver godsejeren lidt blød, da han spørger: ”Kunde ikke vi to prøve på at flikke fillerne sammen hist og her, – så vi fik ligesom et slags menneskeliv ud af det?” Mens de drillende forhandler lidt frem og tilbage om muligheden for en relation af mere forpligtende karakter, møder de professoren og Irene. De 2 har valgt at gå på de umærkede og halvfarlige stier selvom de kan være dødens farlige. Alle 4 er de NU tæt på bjergets tinde. Vejret begynder at ændre sig radikalt. Vindstødende bliver kraftigere, men for professoren lyder det blot ”som forspillet til opstandelsens dag” og et skydække er på vej til at lægge sig over hele fjeldet som et ”liglagen” – en metafor som Irene så udmærket er bekendt med fra sit sinds skiftende ups-and-downs.
Maja og godsejeren vælger at gå ned. Ned i dalen, tilbage til det almindelig liv med alle dets banale trivialiteter og sikkert også besværlige relationer.
Irene og professoren fortsætter op igennem den nu livsfarlige storm. De vil op til ”tårnets tinde, som lyser i solopgangen”– deres forklarelsens bjerg. De længes efter en transformation – en forandring – hvor professorens desillusion og nihilisme kan forvandles til liv med stort L og Irene der søger en forløsning på den smerte – det mørke – som mødet med den store kunstner har givet hende i hjerte og sind. MEN deres desperate forsøg på at vågne fra de døde ender med, at en lavine går i skred og begraver dem … samtidig med, at Majas jubel nede fra dalen lyder. LIVET er på trods af alt … muligt at leve i dalen. Det er en af pointerne i stykket.
Når Jesus i dagens tekst tog de 3 disciple med op på bjerget, så mødtes de af et gådefuldt syn. Af Gud der i lys og vælde åbenbarede sig i sin egen søn – Jesus. Men kun i et glimt – et kort øjeblik – som et strejf af evigheden i tiden. De 3 måtte straks gå i gang med en mindre byplanlægning. De tænkte, at her skulle bygges huse – Jesus, Moses og Elias skulle bo godt. I et split-sekund havde de drømt og forestillet sig og allerede lagt planer for fremtiden … OG så – ja, og så var Jesus bare Jesus igen – menneskesønnen. Han blev født som et menneske, levede på jorden blandt mennesker og døde som et menneske. For på den 3. dag at genopstå til et levende håb for alle mennesker jorden over. For det er på jorden blandt mennesker, at livet leves sammen på kryds og tværs i en stor og ofte uoverskuelig mangfoldighed. Jeg tror ikke, at vi er skabt til at leve afsondret – frivilligt eller ufrivilligt. Jeg tror heller ikke på, at vi opnår en større indsigt i hverken Gud eller livet ved at fjerne os fra fællesskabet.
Erfaringer gøres der hvor tilværelsen kradser. Nogen gange omsluttes vi af mørke og mental fjeldtåge – sådan er livet også – og andre gange gribes vi af dagdrømmeri og illusioner, der flyver af sted med os for derefter at briste som sæbebobler … og i ny og næ er det bare nemmere at elske sin hund end naboen og resten af menneskeheden. At være jorden tro er barsk arbejde – ingen har lovet os andet. MEN igen og igen må vi da mindes om, at vi alle lever på fundamentet af et levende håb, sådan som det kom til udtryk i Jesu gang på jord. Ham der igen og igen inkludere enhver skabning i sin tilgivende kærlighed og som vil, at vi skal gøre lige så. AMEN
GÅ DA FRIT... 