På vej mod påske – på vej mod Jerusalem – på vej mod jubel og fællesskab siden afløst af kaos, forrådelse, korsfæstelse, død og opstandelse – bliver vi i dag rykket ud af den tidslinje, som vi normalt måler og lever og dør vort liv efter. Vi bliver med evangeliet ført tilbage til der, hvor det for vort vedkommende begyndte med Jesus: nemlig undfangelsen.
Vi er inviteret med ind i Marias bryggers, hvor hun får et absolut uventet og på alle måder skelsættende besøg – ikke kun for hende, men så sandelig også for os – som menneskehed – som folk – som enkeltindivider. Det evige – i skikkelse af Gabriel – overbringer Maria – og os – det himmelske budskab – det budskab, der har sit udspring, fra før verden blev grundlagt – budskabet der lyder: du skal blive med barn!
Med de ord mødes vi med en ny fortolkning af liv og død – et nyt gudsbillede undfanges for os i præcis det øjeblik, hvor Gabriel siger: du skal give ham navnet Jesus.
Og her er det, at jeg tillader mig at gøre en ekskurs til det brev som Paulus skriver til menigheden i Efesos – og jeg citerer indledningen:
“Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn.”
Gud har udvalgt Jesus til i ord og handling at fortælle os – dig og mig – om kærligheden – om Guds kærlighed til menneskeheden – tilgivelsen og nåden til os alle. Når vi skal høre om mødet mellem Gabriel og Maria præcis i dag, så er det ikke kun, fordi en graviditet varer 9 måneder og vi på tidslinjen 2021 vil kunne tælle os frem til, at i år går Maria – sådan litterært-liturgisk – 3 dage over tiden, for så passer det nemlig med, at vi igen sidder her i Budolfi eller Klosterkirken eller et tredje sted fredag d. 24/12 og synger om et barn, der er født os inden vi hver for sig valfarter hjem for at spise and og gris og gås og sovs og ris ala mande og marcipan og stollen og æbleskiver i en forhåbentlig coronafri juletid – nej, når vi hører om Gabriel og Maria i dag, så er det fordi undfangelsen og ordene: du skal give ham navnet Jesus – inkarnationen – ordet der blev til kød – OG opstandelsen hænger sammen.
Sammenhængen hedder menneskelighed! Guds søn Jesus kom til verden som menneske og han døde som menneske! Han delte vores eksistensvilkår i hvertfald rent lineært – tidsligt – fra undfangelsen til døden på korset.
SAMTIDIG med, at Jesu liv var og er og for altid vil være forbundet til evigheden – til forudbestemmelsen – til opstandelsen. At Jesus – og vi i ham – kan være evige og timelige på samme tid ER et paradoks – en selvmodsigelse – måske endda en absurditet, der rækker ud over forstand, logik, fornuft. Som for Maria der til Gabriel må sige: jeg har jo aldrig været sammen med en mand. En diskussion han – repræsentanten for evigheden – overhovedet ikke går ind i og i stedet må snakke om, at en hellig ånd skal komme… et svar – en kendsgerning – som vi andre må leve med som en gåde … måske endda som en provokation … præcis som med opstandelsen … en død mand genopstår … et kors for forstanden … Dagens englebesøg hos Maria og påskemorgens opstandelse er den evighed, der omslutter de kommende 14 dages højspændte drama i kristendommen – i kirken her og i resten af verden: MED palmesøndags indtog i Jerusalem på æsel – med skærtorsdags sidste måltid og kirkens første nadverfejring – med langfredags lange nihilistiske, bestialske og afmægtige henrettelse …
Vores håbshorisont er den samme – inkarnation og opstandelse – evigheden – den evighed der igen og igen i hver eneste gudstjeneste minder os om, at kærligheden – Guds evige kærlighed til os – er det gelænder, der gør, at vi aldrig bare er os selv, når vi stavrer derudaf i verden … et gelænder som vi kan klamre os til på de trælse, svære og til tider ulidelige dage … og som vi på de solrige kan læne os op ad, mens vi lader forårsolen kærtegne kinden og fornemmer et strejf af evigheden … AMEN
GÅ DA FRIT... 