Der har for nyligt været topmøde i Davos! Alverdens økonomiske magter har været samlet på Schweizerbjerget for at diskutere pengenes sande tilstand!
I dag inviterer evangeliet også os til topmøde! Ikke i Davos og slet ikke om økonomi. Derimod mødes vi på et ikke nærmere defineret bjerg og temaet er bekendelse!
Tilstede er 3 disciple: Peter, Jakob og Johannes. Jesus er deres guide og på alle måder hele mødets omdrejningspunkt. Derudover møder vi i et lysglimt de 2 gamle: Moses og Elias. Og endelig dukker Gud Fader op – som en røst fra skyen – for en kort men altafgørende bemærkning.
7 aktører med forskellige kompetencer udi liv og død deltager i topmødet! Tillad mig at studere dem for en stund.
Røsten fra skyen er Gud selv, ham som ingen har set, for ifølge gammel testamente så dør én af at se Gud, fordi lyset omkring ham er så kraftigt, at intet menneske kan overleve det. Moses ved alt om dette, han har om nogen været på bjerget før. Tænk på beretningen om, hvordan han hentede de 2 lovtavler, mens de i lavlandet lystigt festede igennem omkring frugtbarhedens gud: Baal – guldkalven.
Gud og Moses har før forsøgt at få folket til at rette ind! Det gik da også for en stund, men vejen var vist for smal og folket trådte den ganske tid ved siden af. Det er aldrig nemt at være udvalgt.
I dagens tekst har Gud en anden dagsorden med sig. Han dukker frem for at proklamere – kærlighedserklære Jesus: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham”.
En bekendelse der både peger fremad og rækker bagud. Her og nu til de 3 disciplene og fremad til alle os andre. OG bagud til hele Israel, som på bjerget er repræsenteret ved Moses og Elias.
For Elias hører, som Moses, også den gamle tid til! Han var profet og om ham blev, der sagt, at han på Herrens dag ville vende tilbage og genoprette Israels forhold til Gud. Det er jo præcis, hvad der sker lige nu. Så naturligvis må han også være med på bjerget i dag. For på den måde var, er og bliver Jesus hele verdens frelser – som Paulus ville sige det – godt nok i en anden sammenhæng (Gal 3,28): Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus
Så er der de 3 disciple: Peter, Jakob og Johannes. Selvfølgelig er Peter med, han har kort før vandringen op på bjerget bekendt, at Jesus er Guds levende søn, omend han ikke har forstået, hvorfor der skal følge lidelse, korsdød og opstandelse med Jesu liv på jord for, at alt er fuldbragt. Derfor foreslår han da også kækt, at han snildt kan flække 3 hytter sammen. Men hvad han oplever lige her og nu kan ikke fastholdes, og slet ikke installeres.
Om Jakob og Johannes ved vi, at de er brødre. De er også sønner af Zabedæus – og måske nogen husker, at det var fru Zabedæus, der med stor iver gerne ville have sine to drenge til at sidde til højre og venstre for Jesus, når han som den opstandne Kristus sidder i sin himmel. Man kan til fru Zabedæus ringe trøst sige, at de den dag på bjerget på en måde allerede er ganske tæt på Kristus. Problemet er jo bare, at det aner hun ikke noget om, da Jesus på vej ned har pålagt de 3 disciple tavshed om, hvad de netop har oplevet.
Ja, så mangler jeg kun at præsentere Jesus Kristus. Det er qua hans person, at mødet i det hele taget er blevet sat. Det er ham, der er altings omdrejningspunkt. Han forbinder jord og himmel, det evige og det timelige – han bevirker, at det gamle og det nye kan mødes, så fællesskabet kan og tør rumme ethvert menneske uden skelen til fortid, nutid eller fremtid. Det er om ham, Gud siger: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham”
En ren og skær kærlighedserklæring intet mindre – det er, hvad topmødet handler om! Og så lidt mere – især til dem, der synes, at der bliver snakket for meget om kærlighed i folkekirken. Og det “lidt mere” er en lodret ordre til os alle: HØR HAM
HØR HAM! For Jesus er det ord, som Gud ønsker, skal have frit løb i blandt os. Jesus er det ord, som ikke kun taler til disciplene og de andre bibelske aktører, men også til os – dig og mig, når vi mødes til gudstjenesten i kirken. HØR HAM!
HØR HAM, der brugte sit relativt korte jordiske liv på at gå rundt blandt mennesker, der af den ene eller anden grund var havnet, hvor de nu var. Jesus mødte med andre og mere moderne ord mennesket, hvor det nu engang var. Peter der svigtede, Judas der forrådte. Kvinden der blev grebet i hor, tolderen der krævede penge ind til besættelsesmagten, farisæeren der stædigt holdt fast på sin religiøse doktrin. Han mødte lamme, spedalske, blinde, forrædere og alle os andre. Og det han ville er, at vi skal leve vort liv i fællesskab med hinanden. Hvis nogen har dømt os ude, så ændrer han nådigt den dom og dømmer os inde. Han sagde til hver og en: ”Rejs Jer og frygt ikke” – præcis som han siger det på bjerget til de 3 disciple, da evighedens alvor er gået op for dem.
Ingen af os var med på bjerget den dag, det tillader jeg mig ihvertfald at påstå. Til gengæld er vi på den anden side af den første påskemorgen og har hørt beretningerne om opstandelsen. Derfor har også vi kendskab (ikke kundskab) til synet på bjerget. Konturerne af bjerg-mødet kommer igen og igen til os, når vi samles til gudstjeneste og bekender kirkens tro. Og ekkoet af Gudsordet: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag” klinger med hver evig eneste gang, vi bærer et barn til dåben. Præcis som de også lød den dag Johannes Døberen døbte Jesus i Jordanfloden.
Efter det totalt gådefulde syn gik Peter, Johannes, Jakob og Jesus atter ned ad bjerget og tilbage til livet. Sådan som også vi går hver til sit, når postludiet senere lyder. For vi går i kirke for at gå ud igen, gå ud i virkeligheden med alle dens nuancer. I kirken har vi HØRT HAM, som det er blevet os pålagt og med os ud på gaden har vi Jesu kærlighedserklæring: Rejs Jer og frygt ikke!
GÅ DA FRIT... 