”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen”. På den befaling er evangeliet blevet forkyndt gennem snart 2000 år. Det er der noget storslået og ganske imponerende over. På trods af trængsler og på trods af de mange forskellige fortolkningskløfte – ja hele gab -, der har splittet og flænset mennesker og samfund, så står vi alligevel tilbage med verdens vigtigste historie om Ordet, der blev til kød. For ét må vi holde fast i og det er, at der altid er en uens brudflade mellem Ordet og vores menneskelige udlægning. For lige meget hvor meget vi beflitter os på teologisk redelighed, så vil der altid være en diskrepans – en afvigelse – mellem Ordet (med stort O), som er sandheden, og min udlægning (med lille u), som kun er et spædt forsøg på at sige noget om den store Sandhed. Og sådan har det været gennem hele fortolkningshistorien.
Også for godt og vel 100 år siden i området omkring Tennessee, USA. Præsten George Hensley skulle prædike over Markusevangeliets kapitel 16, som jeg lige har læst, og havde i den anledning medbragt en kleppert af en klapperslange. For som der står skrevet: ”de skal tage på slanger med deres hænder”.
Hvad var derfor mere nærliggende end at medbringe en rekvisit – om end en noget voldsom og måske i mine vantro øjne en noget småabsurd genstand – hvis man kan kalde en slange det. Nuvel – præsten havde jo ikke medbragt slangen for sine egne blå øjnes skyld, men derimod for at fremvise, hvor stærk han var i troen. Og ikke mindst at han rent faktisk tog Jesu formanende ord til de elleve disciple aldeles alvorligt. For kunne han overleve et slangebid, ja oven i købet et normalt dødbringende, så måtte han virkelig have Gud på sin side.
Denne særegne religiøse slange-tæmning – ”snakehandling” – spredte sig i bibeltro kredse i de amerikanske sydstater og i de følgende år døde mænd og kvinder i deres bedste alder – og andre blev langsomt forkrøblede kropsligt og neurologisk på grund af slangegiftens virkning i kroppen. For det var selvfølgelig forbudt at søge medicinsk modgift, blot fordi troen var svag.
Man kan næsten sige, at midt i vor tids trang – ja nærmest tvangsprægede higen – efter at evaluere hvad som helst – men allerhelst hinanden, så var pastor Hensley og hans menighed i den grad forud for sin tid!
Problemet er bare – og Gud ske tak og lov for det – at tro ikke lader sig måle i omfang, styrke og effektivitet. Nuvel, vi kan konkret opleve fortvivlelse og vi kan forsøge at omsætte tro i en form for fænomenologisk forståelse af troens tvilling, som hedder tillid. På samme måde kan vi beskrive kærlighed og had. For vi kan elske dybt og højt. Og vi kan omtale hadet som grænseløst og voldsomt. Men vi kan ikke sætte procenter på disse begreber. Vi kan ikke presse dem ind i et skema og sende det til Danmarks Statistik. De er uden for de logiske kategorier. Sådan er det også med troen.
Men det vigtigste omdrejningspunkt er, at vi ikke skal præstere noget for at modtage Guds nåde. Vi behøver hverken tæmme slanger, tale i tunger eller helbrede syge med vore bare næver for at blive iklædt Jesu tro, håb og kærlighed. Troen skænkes os i dåben og i nadveren.
I dåben – som blev nævnt i læsningen fra apostlenes gerninger – hvor vi med kors for hjerne og hjerte genfødes ved vand og Helligånd og skænkes syndernes forladelse. Hvor Vorherre lover at være med os til verdens ende – også når tvivlen og dommen tynger vore skuldre som et tungt tungt åg.
Og nadveren som også antydes i dagens evangelium med de indledende ord: ”Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords…” – mens de sad til bords. Ikke i et samtalekøkken – ikke ved et konferencebord, men omkring Jesu ånd og kærlighed.
Præcis på samme måde, som da vi 2. påskedag – på den anden side af genopstandelsen – hørte om vandringen til Emmaus. Om hvordan to mænd på en støvet vej støder ind i et fremmed menneske – nemlig den gen opstandne Jesus – men de genkendte ham ikke før de sad til bords og han tog brødet, velsignede og brød det. Da åbnede deres øjne og de genkendte ham! Altså Jesus.
For det er netop i nadveren, når vi sidder til bords med Vor Herre, at hans nærvær kommer til syne. Omkring hans bord hvor der er plads til alle – hvor vort personlige CV – ud i såvel åndelige kompetencer og religiøse meriter med eller uden slangebid – er suspenderet eller i hvert fald lige gyldige. For her knæler vi slet og ret alle som mennesker, der lever på sammen vilkår som alle andre – om end vore liv konkret er nok så forskellige i det daglige.
Det er Gud, der handler i dåben og ved nadverbordet. Vi – alle skabninger – er derfor sat fri fra alverdens åndelige krumspring – sat fri til at være Guds elskede børn. Sat fri til at leve som ansvarlige og selvstændige mennesker overfor Gud. Sat fri til at værne om og drage omsorg for det, som er hans og min verden.
”Da Herren havde talt til dem, blev han taget op til Himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd.” – man kan dermed sige, at en ring er sluttet. Hvis vi tænker tilbage på prologen hos evangelisten Johannes: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” så er Ordet – Jesus Kristus – tilbage ved altings udgangspunkt. Måske en slags udgang og indgang. Og hvis vi skal tænke kirkens bekendelse, som vi sang lige før, med – så er 2. trosartikel om Jesus Kristus fuldendt. Kristus er opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde.
Kristi Himmelfart bekræfter dermed Gudsriget og verden på en ny måde. Den sætter ikke punktum for menneskesønnens intense liv og virke på jorden – for hans død og opstandelse. Men den åbner for en ny tid. For Helligåndens tid – for tidens fylde – for kærlighedens og tilgivelsens mulighed. AMEN
GÅ DA FRIT... 