I begyndelse – tidernes morgen – før alting – endda før Gud i følge skabelsesmyten skabte og organiserede verden – VAR der ”tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene” …
MED andre ord ÅND har der altid været. Ånden er så grundlæggende en del af hele Guds væsen, ja – uden den ville intet være muligt. Det er med den Ånd, at al skabelse tager fart … naturvidenskabeligt kunne den måske omskrives til glosen: bevægelse. Og alligevel ikke, for ÅND er meget meget mere. Det er ÅNDENs væsen vi skal omkring i dag og det er udsagnet om, at ”bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”, der bliver denne prædikens omdrejningspunkt.
Men lad mig begynde et andet sted: MENNESKET. En gammel tysk teolog (Bultmann) siger et sted, at vi ikke kan tale om Gud uden at tale om os selv. Lad os derfor tage udgangspunkt i tungen, som epistlen beskriver som en lille legemsdel med stor magt …
Om kort tid genudsender Danmarks Radio Matador – Lise Nørgaards fænomenale serie om livet i Korsbæk – for 7. gang og jeg kom forleden til at tænke på den episode, hvor Misse Møghe skal giftes med Lærer Frederik Andersen. Familien Varnæs indvilger i at holde bryllups-middagen. Om bordet sidder de nærmeste, der i blandt Lærer Andersens nevø Oscar. Da de to – Andersen og Nevøen – får øje på tungen, som kokkepigen Laura omhyggeligt har kogt, flået og skåret i nydelige skiver, så stanger de grådigt fra hver deres siddeplads synkront gaflen midt ud på bordet og ned i fadet med tunge! Senere til gå-hjem-snitterne er det så, at Lærer Andersen siger de nok så berømte ord: ”Oscar, nu er tungen kommet på bordet igen. Kom her, min dreng”. Hvor efter de kaster sig over den endnu engang.
De, der kan huske Matador-serien, vil erindre, at lærer Andersen igen og igen sætter sin vilje igennem med ord og så er det et fedt, om han brokker sig til Violet Vinter over hendes kødrand for så alligevel at tage et nok så stort et stykke – eller i nærighedens hellige navn smiger sig ind hos formuende frøkener og samtidig udnytter deres ensomhed. For ORD kan både bruges til at fedte sig ind med, irettesætte og dermed forsøge at kræve sin ret. Tungen på middagsbordet symboliserer elegant MAGTEN – magten på den usympatiske måde.
ORD har det med at skabe, hvad de nævner. Vi har efterhånden lært, at ting og sager kan tales op og tales ned. De kan både erklære kærlighed og de kan så sandelig også være med til f.eks. at sætte rygter i gang, som hører privatlivet til … her behøver jeg vist blot at henvise til i går og samtlige avis-forsider.
Jesus siger i dagens evangelium: ”Et godt menneske tager gode ting frem af sit ordforråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit ordforråd” – ja, og det er, hvad vi alle gør til fulde i ny og næ – ingen nævnt og ingen glemt. Vi griber alt efter tid og sted ud efter begge poser – og måske vi ikke altid ved, hvilken pose de forskellige ord kommer fra. Der ryger finker af panden og hvad vi ellers kalder den slags UPS’er …
MEN i forhold til, at vi alle går i verbalt infight med hinanden, så er det afgørende at blive mindet om, at dette – alle vore ord – intet har med bespottelse af Helligånden at gøre.
”Man har i århundredernes løb gjort sig mange spekulationer over, hvilken utilgivelig synd der dog kan være tale om (Bespottelse af Helligånden red.). Forfatteren Egon Clausen fortæller f.eks. om sit meget missionske barndomshjem, at der hængte der et billede af Jesus med hovedet på skrå, det hvide ud af øjnene og blodsprængte øjne – nederst på billedet stod der: Det har jeg gjort for dig, hvad har du gjort for mig. Ikke meget, må han indrømme, den lille knægt. Og det hedder videre om hjemmet: Det værste var synden mod den Helligånd. Den førte lukt i helvede, og der var ingen tilgivelse, sagde de voksne. De vidste ikke hvad det var, men det ved drengen. En dag står han og ser på Jesus og alt det Jesus har gjort for ham. Og så hedder det: Så kom jeg til at se på hans halvåbne mund. Jamen der er jo alt for mange tænder i overmunden. Og de er alt for små. Da begik jeg synden mod den Helligånd, siger han. Uden at ville. Uden at kunne afværge det. Torskemund, sagde det indeni mig af mig selv. Det ligner en torskemund. Og sådan blev det ved med at sige indeni mig i umindelige tider, når mit blik strejfede billedet. Tænk at det skulle times mig, at synde sådan mod Helligånden.” (Lena Kjems)
”Uden at ville” – den arme knægt! For er det ikke just, hvad der kan ske for os alle, når vi tror, at vi i øjeblikke – af kortere eller længere varighed – lukker os selv ude fra Guds virkelighed – fordi den simpelthen kan være for svær at tro på. Men at lukke sig selv udenfor Gud og hans tilgivelse er at tænke sig selv udenfor skabelsen – tænke sig ud af livet og ud af verden og ud af os selv – og det kan vi vel egentlig ikke! Og her kan vi passende vende den gamle tyske teologs ord om, at i kristen forstand er det ikke muligt at tale om os selv uden at tale om Gud.
Vi må nu atter en tur tilbage til begyndelsen, for den Helligånd har en biografi, der strækker sig helt tilbage til dengang Gud skabte og så, at det var godt. Helligånden er med andre ord Guds virkelighed, som vi alle som én er skabt til og i – og som skænkes os kvit og frit. Den virkelighed der hverken kræver særlige evner – opøvede eller medfødte. Den virkelighed der sætter os fri af alverdens fesen fromhed og moralske knibe-øvelse. Den virkelighed der kalder os Guds.
Om Helligånden siger Jesus til Nikodemus i Johannes-evangeliet (3,8): ”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”
Så er det, at jeg tænker om det er bespottelse, når vi mentalt hegner Helligånden ind og forsøger at definere den til andet end skabelsens egen vildskab. ER Helligånden i virkeligheden ikke en art kreativ kaos og gådefuld uforudsigelighed i al sin fuldmagt? Er det ikke lige præcis, hvad der er med til at sætte os fri i Guds virkelighed. Det er i den ånd, at vi trygt kan lade være med at hegne os selv og hinanden ind og i stedet give plads til den mangfoldighed, der hører skabelsen til.
Det er i den ånd, at Gud vil, at vi skal have tillid til det værd, som vi har med os fra skabelsen af og som vi i dåben ved navns nævnelse skænkes i al vores hjælpeløshed. Det er, hvad vi skal turde tro, også når finkerne ryger af panden, når ordene – både de gode og de onde – melder sig på banen og når vi ”uden at ville” kommer i tvivl om både troen, håbet og kærligheden. AMEN
GÅ DA FRIT... 