Oppe på sømandshjemmet i Skagen hænger der et sofastykke! Måske I kender sådan nogen: et stramajbroderi i en ramme på sort baggrund med et tekststed eller andre opbyggelige ord og oppe i Skagen i nærheden af kasseapparatet står der altså: ”Betænk livets korthed, dødens vished og evighedens længde” – det kan én så tænke lidt over, mens man står i kø og venter på at betale for sin stegte flæsk!
Og ja, dødens vished betvivler vist ingen. Døden gør vi os alle erfaringer med. Både i det store og i det små. Og i ethvert samfund – enhver kultur – er der praksisser og ritualer for vores omgang med de døde.
Sådan var det også dengang de 3 kvinder begav sig ud til Jesu grav! For havde jeg læst højt fra stykket før dagens evangelium, som det står hos Markus, så ville vi have hørt om en mand ved navn Josef fra Arimatea, som allerede langfredag om aftenen bad Pilatus udlevere den døde Jesus, så han kunne blive begravet på en anstændig måde. Det vil sige først svøbt i et lagen og derefter lagt ind i klippen, hvor den store sten så blev rullet for indgangen. Sådan var det sket – det havde Maria Magdalene og Maria selv set.
Derfor viste de 3 kvinder da også præcis, hvor de skulle gå hen med deres vellugtende salver, så de kunne gøre den døde i stand, som det var skik og brug! For dødens vished havde også Maria Magdalene, Maria og Salome opnået fortrolighed med. Så langt så godt! ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” talte de 3 indbyrdes om og det var så også det absolut sidste, de sagde her og nu!
For som altid i Jesu nærvær, så er der vendt op og ned på vore menneskelige kategorier, hvor død plejer at betyde død – hverken mere eller mindre. MEN denne allerførste påskemorgen ved den tomme grav er dødens vished konkret sat skakmat! Enhver fornuft, hvor 2 plus 2 altid giver 4, kan ikke andet end korse sig – og enten lade sig fange ind af forargelse eller synke ned i dårskab.
Ikke kun kvindernes tro på dødens vished – men også vores – bliver sat til vægs, da den unge mand siger: I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Det, vi er vidner til her fra den unge mands mund, er ren og skær opstandelsesforkyndelse – opstandelsesforkyndelse af verdens vigtigste budskab: HAN ER OPSTÅET!
… og så er det lige, at jeg bliver nødt til at gøre et svinkeærinde som i Ordbog Over Det Danske Sprog blandt andet kan betyde: ”en udflugt bort fra vejen”.
For i ugens løb – i onsdags var det vist nok – blev endnu en af de dersens sædvanlige ”højtids-Jesus-afstemninger” offentliggjort – tidligere er jeg stødt på spørgsmål vedrørende jomfrufødsler. Denne gang lød spørgsmålet så: ”Tror du på, at Jesus opstod fra de døde?” – og der kunne krydses af i felter med JA, NEJ, VED IKKE.
Og skal vi tage svarene alvorligt, så er påsken altså aflyst i år og måske også fremover! Hvis det altså var menneskeheden – dig og mig -, der havde agt og magt over Gud. Men det forholder sig Gud ske tak og lov lige omvendt.
Gud er suverænt fri – Guds gøren og laden er uafhængig af vores tro, af vores forargelse, af vores dårskab, af vores teologiske fortræffeligheder eller det stik modsatte. Gud er evig hævet over vores fornuft – både den såkaldt sunde og den mere spidsborgerlige, som også benævnes snus-fornuften. Ergo det er påske lige meget, hvor mange procent der tror på den ene eller den anden måde! Gud sprænger kategorier, hvor og når han vil det – selv døden går ikke ram forbi.
Derfor forekommer en sådan afstemning mig som rent trospoliti a la Iran og jeg aner egentlig slet ikke, hvad den skal bruges til. Men derudover er der et helt andet problem og det er, at en sådan afstemning kommer i klemme mellem begreberne: begivenhed og budskab.
Lad mig forklare:
Begivenheden er faktuel: 3 kvinder, der er i fortvivlelse, savn og sorg, fordi Jesus var død, gør, som det er skik og brug med de døde. Nemlig salver dem.
Budskabet er tilsigelsen: I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Budskabet som hverken skal forklares eller forsvares og som slet ikke kan sendes til afstemning, men som derimod skal forkyndes direkte ind i vore helt almindelige liv, som vi lever sammen og hver for sig på godt og ondt – i livet og med døden. Sådan som det sker, hver evig eneste gang vi holder gudstjeneste sammen, når vi fejrer livets store glæder og når vi samles, som de 3 tavse kvinder og holder begravelse.
”Betænk livets korthed, dødens vished og evighedens længde” – jeg er lige for en stund tilbage i køen med den stegte flæsk på sømandshjemmet i Skagen – for endnu engang at opløse den sorte stramajtekst. Ordene kan sagtens tolkes lige så mørkt og forstemmende som den tomme grav – MEN omvendt under opstandelsens fortegn, så giver teksten påskeklar mening:
Opstandelsesbudskabet er Guds evige og uforanderlige JA til livet – til hele vort korte liv – til dig og mig – til vort ganske almindelige og på en måde altid døende menneskeliv. Derfor hænger budskabet: HAN ER OPSTÅET og vore personlige begivenheder sammen – for hvad der forkyndes ind i vore liv, skal vi tage med os, når vi går ud fra kirken. På det budskab skal vi leve vort liv og dø vores død.
Det var det store JA til livet, som de 3 tavse kvinder løb af sted med og som de senere gav videre til de andre – også til disciplen Peter, selvom han havde fået hanen til at gale hele tre gange, da han fornægtede Vor Herre Jesus Kristus i den nat, han blev forrådt.
Derfor er opstandelsesbudskabet Guds JA til det menneske, der svigter – falder i søvn – lover meget mere end det kan holde – eller for den sags skyld ikke tror nok eller på den rette måde i forhold til teologisk stramajbroderende smagssdommeri. Sagt med andre ord: i opstandelsesbudskabet sletter Gud regningen over den gæld, som vi har stiftet – om den er stor eller lille, om den er gjort med eller uden vilje.
Dette store og tilgivende JA er blevet forkyndt for og til generationerne før os verden over og derfor har også vi en pligt til at lade den unge mands ord – ved den tomme grav – have frit løb i blandt os, når han siger:
I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her (…) han går i forvejen for jer til Galilæa.
GLÆDELIG PÅSKE!
GÅ DA FRIT... 