Det var med nogen forbavselse, at jeg læste forslaget om, at kristne asylansøgere skal bevise deres tro! Men jeg må nok indrømme, at jeg for en kort stund mistede mælet, da det blev foreslået, at teologer skulle indgå i denne absurde spøg!
For en spøg må det da være! Det kan da ikke være nogens ramme alvor, at genopføre ”den spanske inkvisition” i året 2007 – sådan ca. 490 år efter, at Martin Luther påbegyndte sit epokegørende oprydningsarbejde og korrektion af den katolske udlægning af kristendommen.
Hvis man skulle tænke denne absurde spøg til ende – for det kan ikke være andet – så kunne vi forestille os et scenarium, hvor beviset kunne begynde med en redegørelse for: den kristne nadver – om forholdet mellem tegn og realpræsens, dernæst om dåbens sammensætning af ord og vand. Der er nok at tage fat på. Beviset kunne så for en ordens skyld – så vi er sikre på, at ingen har snydt med lidt god gammeldags udenadslære – afsluttes med, at ansøgeren bar jernbyrd.
Et solidt middelalderligt retsplejemiddel som blev anvendt som bevismateriale. Det betød, at den der skulle føre bevis for sin påstand – i vores tilfælde at kalde sig kristen -, bar et stykke glødende jern i sine hænder. Derefter blev hånden forseglet og efter et par dage blev den tilset. For var der et betændt brandsår, så var beviset ikke fuldført – ergo der blev talt usandt. Og for at det ikke skal være løgn så foregik denne vanvittige bevisførelse under gejstlig medvirken! (blev for øvrigt afskaffet i det Herrens år 1216).
Men hvis vi skal holde os til fakta og forsøge at se igennem denne spøg så skal og må vi holde fast i, at enhver, der er døbt, er kristen. Præcis som vi sang det lige før, da Astrid Marie og Valdemar blev døbt:
Gudsfingrene grande
Slog kors for din pande
Guds enbårne røst
Slog kors for dit bryst,
Thi skal ingen djævel dig skade…
Næ, ingen djævel skal dig skade: hverken paven, sognepræsten og så kan vi i dagens anledning også tilføje den offentlig forvaltning med alle dens for-styrelser.
Summa summarum: det tilkommer ingen at spørge til ens tro. Den er ene og alene et anliggende mellem hin enkelte og Gud. Hvilket er protestantismens vigtigste omdrejningspunkter.
For sagens kerne er, at troen er Guds tiltale – hans Ord – til hver enkelt af os. På samme vis som mellem Jesus og den døvstumme i dagens evangelium. Hvor Jesus møder et menneske, der har brug for hjælp. Manden tages med afsides og som der står skrevet: Jesus stak fingre i hans ører, spyttede og rørte hans tunge. For øvrigt ritualer man kender tilbage fra oldkirken, når der skulle døbes. Men det altafgørende er: da Jesus ser mod himlen og siger til den døvstumme: Effatha. Som betyder: Luk dig op.
For i dette Effatha ligger der et frihedsråb. Ikke kun til manden, der fik øre at høre med og løsnet sit tungebånd. Men i lige så høj grad til os! Effatha er det råb, der vil, at vi skal være tilstede i livet og i virkeligheden. Både når den er smuk, dejlig og lækker. Men også når den er grum, hård og styg. At blive kaldt til live af Guds Ord er ensbetydende med at blive forstyrret – ja måske generet og til tider på det groveste – af alverdens tåbelige og underlige forslag, lyde og støj. Samtidig med, at vi gudskelov også velsignes med poesi, englelyd og alt det andet gode kræs for øregangene. Vi slipper ikke for nogen af delene! Og tak for det. For dermed gives der også plads til dig og mig, så vi kan larme lidt med vore egne ord og tanker .
For med dette Effatha – luk dig op!, som det lyder fra Jesu mund og hjerte, ligger der et ønsket fra Gud om, at vi ALLE må fyldes med hans tro, håb og kærlighed således, at vi får modet til være en del af denne kakofoniske og flertydige verden.
Dette var netop det nye – den nye pagt. Det var med det budskab, at Gud sendte sin søn Jesus Kristus til jorden for at forkynde, dø og genopstå.
Slut med at ensrette verden ud fra lovens strenge bud. Slut med at dele menneskene op i rene og urene – eller skulle man være lidt flabet og sige skæg og snot! Slut med at kræve det umulige af menneskene. Fordi det umulige til enhver tid udelukker det mulige. Og udelukkes det mulige, så kvæles livet. Tilbage sidder vi så stokdøve og stumme – muligvis også blinde og lamme – på asylcentret, i samtalekøkken nr. 7, på bænken, båren eller baren! Ja, stedet er sådan set ligegyldigt.
For Guds ord trænger – på trods – igennem og hans løfte følger dig overalt – herfra og til verdens ende! Du er genfødt til et levende håb med dine synders forladelse og det evige liv. Dette løfte behøver vi hverken bevise ved at løbe på glødende kul eller gennem svær teologisk argumentation. Det hele er dig skænket kvit og frit. Og det er alt lige nok!
GÅ DA FRIT... 