Først på ugen gæstede overrabbiner Jair Melchior lærerseminariet her i Aalborg. Han fortalte om jødedommen i Danmark dengang og nu – og så fik vi en fin indføring i rabbinernes måde at arbejde med de religiøse tekster på. Se, det er faktisk ganske interessant – også i vores sammenhæng – lad mig forklare.
Jødedom og kristendom er fælles om teksterne i det gamle testamente – til hverdag kaldet GT. Søndag efter søndag læses uddrag højt i den danske højmessen. I dag er det hele salme 23 som den første af de læste tekster. Med andre ord så er vores fælles arv med til at sætte tonen – og det er den med god grund. For kristendommen – og dermed hele Jesu liv – er netop født ud af jødedommen. Vi er fælles om at leve i – og under – Guds skabelse.
Når jødedommen beskæftiger sig med teksterne, så sker det altid gennem de mange mange mundtlige overleveringer og tolkninger, der gennem tiderne er fortalt og siden nedskrevet i Talmud eller Mishna. Det er disse overleveringer, der danner grobund for diskussioner, uenigheder eller direkte skænderier. Overrabbineren fortalte om første gang han som helt ung kom ind på en rabbinerskole – en yeshiva og nærmest måtte gå i dækning, fordi alle aldeles højlydt var uenige om udlægningerne. F.eks. hvordan lysene skal tændes på helligdagen: først var der en udlægning – og dernæst en mere – og så en tredje, hvorpå en studerende i salen spurgte ham: hvordan gør du det så? – og han med et glimt i øjet svarede: på den måde vi altid har gjort det i min slægt og Melchior tilføjede: vi beskæftiger os altid kun med praktiske spørgsmål – med de mange mange leveregler og love ud fra traditionen.Vi bruger aldrig tid på at diskutere Guds væren, sådan som I gør det i kristendommen. Hvortil jeg tænkte, ja det er præcis denne sondring mellem lov-tolkning og gudsbillede, der bl.a. deler vandene mellem jødedom og kristendom – også i dagens evangelium.
Festen omkring templet var en glædens dag! Templet – hvor Gud i følge jødisk tradition boede i det allerhelligste bag et forhæng – stod renset og samlede masser af mennesker på pladsen – deri blandt Jesus! Så sker der præcis det, der altid sker, når Jesus er tilstede. Nogen vil møde ham: se giraffen om man vil – andre trænger til hans hjælp – og så er der naturligvis altid nogen, der gerne vil diskutere med ham … på rabbiner-maner … altså lade de forskellige tolkninger brydes! Men lige præcis i dag spændes buen totalt – ja vel nærmest radikalt. Det handler hverken om praktiske spiseregler eller om hvorvidt der må arbejdes eller helbredes på helligdagen eller om kvinder skal stenes, hvis de overtræder loven eller hvordan min næste måtte kunne defineres. I dag handler det slet om ret om, hvem Jesus er!
Hvem er Jesus? Svaret lyder: At Jesus er et med Faderen – den ene kan slet ikke tænkes uden den anden – så når vi hører om Jesu liv og levned, så hører vi også altid om vores himmelske far. For vi kender kun Gud gennem Jesus Kristus! Gennem Ordet der blev kød – den julenat hvor hyrderne lå på marken, holdt vagt ved deres hjord og der under den himmelske englesang blev de første vidner til Jesu fødsel.
Hvem er Jesus? Svaret lyder: Han er den gode hyrde, som leder sine får frem til vand og græs og udenom alskens farer – frem ad livets rette stier – som det lyder i den gammeltestamentlige salme 23. Hvor hyrden er til stede med sit gode nærvær. Hyrden der gerne går i brechen for sine får med sin stok og stav – klar til at forsvare og nedkæmpe de dyr, der måtte gå til angreb. Han er omsorgsfuld – her hører alle, der ønsker det, med i flokken – her er ingen dømt ude. Jesus er den nye hyrde i byen – han kan ikke besejres – påskens vilde og på alle måder gådefulde drama fortæller, at han gik ud over dødens grænse for at tilintetgøre døden så fårene – det vi sige dig og mig – får evigt liv i Guds nærvær! Et nærvær der igen og igen og i al fremtid trods lidt eller megen erfaring af fortabelse holder os fast i, at også det jordiske liv skal og kan leves i tro frem for mistillid, i håb fremfor tomhed og i kærlighed fremfor ligegyldighed.
Svarene som Jesus gav dem, fordi de havde spurgt ham: “hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud” – bibragte alt andet end jubelråb og højt humør den dag på tempelpladsen, hvor templet stod komplet og rent. Det er så lige præcis her, at vi skal forestille os det totalt radikale brud mellem det gamle og det nye gudsbillede og hvordan en ny fortolkning har vokset sig ud af den etablerede jødedom – ikke som en afvisning – ej heller som en modsætning – men i første omgang snarere som forsøget på en korrektion! Som en alvorlig kritik – en religionskritik – der for menneskelivets skyld vil fuldende den skabelse, som vi alle er fælles om at være en del af. Den skabelse hvor Gud skabte mennesket i sit billede – og igen og igen giver os ansvaret for verdens gang … med større eller mindre held må jeg så også tilføje.
På den ene side den gamle etablerede tempelkult med Gud bag forhænget, som blev betjent og vartet op af ypperpræsterne og de andre præster med forskelligartede ofringer, bønner plus alle de mange regler og love, som dengang og til stadighed står til diskusion.
På den anden side Gud som vi kender ham gennem Jesus af Nazareth – der blev menneske for alle: jøde – græker – mand – kvinde – træl – fri – omskåret – uomskåret – barbar – skyter (kol.) som det hedder sig rundt omkring i det nyetestamente – og ja for os andre med alverdens prædikater – det være sig de selvvalgte eller tildelte eller woke eller traditionelle – på både godt og ondt! Jesus der prædikede og praktiserede, at mennesket ikke behøver at rette blikket mod himlen, men i stedet skal rette det mod hinanden: så vi forsøger at elske ven såvel som fjende – og når ALT så brister – og det gør det jo før som siden – skal vi høre og huske, at vi på trods for altid er Jesu Kristi får om du er hvid eller sort eller plettet eller en gammel olm vædder med skidt i pelsen … JA, så er du, hvad du ved navns nævnelse blev i dåben: et Guds barn med evigt liv … AMEN
(Tak til Mia Dyrborg Knudsen i Tranbjerg for god inspiration)
GÅ DA FRIT... 