En konfirmand spurgte mig engang: “Hvorfor skal vi synge salmer?” Mit svar lød: “Ellers er der ikke andre, der gør det”. ET svar der naturligvis er teologisk tyndt og på ingen måde tilstrækkelig, men som omvendt understreger, at vi – alle sammen – er forpligtet på at bære en enestående dansk salmetradition videre, som rummer mere poesi end noget andet værk og som samtidig er et vigtigt bidrag til den danske kirkehistorie.
Da den nye autoriserede salmebog udkom i pinsen 2003 var den blevet gennemarbejdet af en myreflittig kommission igennem 9 år (og 7 kirkeministre) – og den havde – som alt andet i folkekirken – været sendt i høring, hvor over 700 svar blev sendt retur til kirkeministeriet.
Summa summarum nogen salmer røg ud samtidig med, at 142 nye salmer fik plads. Og som det er med alle andre udgivelser, så blev også denne bog debatteret. Nogen mente, at tiden er løbet fra en autoriseret salmebog og det her nok er den sidste af sin slags. Andre mente, at den er alt for elitær og primært henvender sig til musikalske feinschmeckere. Men generelt var der glæde landet over. I Politiken blev den sågar anmeldt – vist endda før den officielt blev indviet pinsemorgen, dog uden angivelse af hjerter, men naturligvis med de plusser og minusser, der hører enhver ordentlig anmeldelse til under overskriften: “Englesang med motorlarm” på grund af sin spændvidde i tid og rum.
Så med den 15. autoriserede salmebog siden reformationen, der fandt sted i det Herrens år 1536, så er der ingen undskyldning for ikke at bære salmetraditionen videre. Når det så er sagt så er traditionen altid sekundær i forhold til de teologiske – evangeliske om man vil – overvejelser. Og hvad angår salmesangen – som er dagens tema – så fødes den sammen med det lille Jesus-barn. Lad mig nævne 3 vigtige steder her i begyndelsen af evangeliet ifølge Lukas:
“Maria bryder ud i lovsang, da hun hos Elisabeth mærker barnet springe i sit liv, og hun bliver fyldt med Helligånden (Luk. 1,39ff.). Senere bryder englen og den himmelske hærskare ud i lovsang på Betlehems marker, fordi frelseren er født i stalden (Luk. 2,14), og da forældrene i teksten til julesøndag bringer deres søn til templet i Jerusalem, så lægger den gamle Simeon stemme til en ny lovsang.” (Peter Lodberg – PF 2006/50).
Med barnets komme – Glæden – får dialogen mellem Gud og mennesket også et helt nyt udtryk. I dag er det sangen eller salmen, som vi præsenteres for. Hvor salmen før i tiden som oftest var hentet fra Salmernes bog i Det Gamle Testamente, som så enten blev reciteret af en præst eller messet af et kor, så må Maria, englen og i dagens tekst Simeon selv bryde ud i sang. Bryde ud – for det er jo i bund og grund det eneste, vi mennesker kan, når vi pludselig står overfor det glædelige – det forunderlige, som vi uden at vide af lige så pludseligt bliver inddraget i og omsluttet af.
Sangen kan da ikke blive andet end en lovprisning af Gud – lydbølger fra vort hjerte direkte ud mod det uendelige – mod Gud. Nu kan Simeon så endelig dø i fred, fordi profetiet – som han har ventet så længe på og inderligt trængt til at se med egne øjne – profetiet om den frelse som hele folket har ventet – ja længtes efter – endelig E R en realitet. “Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel”. Lyset – Glæden – barnet – som også englen lovpriste med sang julenat, da der over den ganske jord lød: “Ære være Gud i det højeste og på jord! Fred til mennesker med Guds velbehag!”
Vi er derfor også vidner til et nyt led i gudstjenesten i dag. Hvor traditionen og loven altid har tilsagt, at et nyfødt barn skal fremvises i templet – denne praksis ændres senere til dåben -, så udvider Simeon på en måde liturgien til også at omfatte menighedens salmesang. Et led der i vores evangelisk-lutherske folkekirke har en altafgørende betydning. Ja, nogen kalder den endda for gudstjenestens rygrad.
Teologisk er menighedens salmesang det konkrete udtryk for “det almene præstedømme” – her og nu. Det almene præstedømme – som om noget kendetegner det lutherske – kan også forklares som, at vi her alle som én er lige for Gud. Ingen er nærmere Gud end andre, derfor reciterer eller synger præsten heller ikke solo for Gud, som det stadig er skik og brug i andre kirkesamfund, men er en del af menighedens fællessang. Og ingen – absolut ingen – kan komme mellem dig og Gud. Det være sig paver, biskopper, provster, præster – eller hvem der måtte mene at have retten – eller for den sags skyld forstanden – til at udtale sig om det enkelte menneskes gudsforhold og dermed dømme dit og mit liv – det være sig ude eller inde. Jeg vil endda vove den påstand, at der med teologien om det almene præstedømme for første gang i Guds historie bliver konkret plads til hin enkelte – på en måde almengøres individet samtidig med, at det til stadighed hører til i den store skabelse.
Katrine Frøkjær Baunvig der bl.a. har forsket i salmesang nede på Religionsvidenskab på Århus Universitet fortæller. at “Når folk spiller eller synger sammen, opstår der et forhøjet niveau af hormonet oxitocin i deres hjerner. Det er et hormon, som får mennesker til at stole på hinanden og knytte sig til hinanden, så der opstår en følelse af fællesskab. Derfor skaber fælles salmesang fællesskab.” Så rent neuro-videnskabeligt er der også orden i sagerne.
Salmesangen er med til at gøre os til ET fællesskab. Selvom vi – du og jeg – kommer ind fra hvert vort verdenshjørne denne julesøndag-morgen i Budolfi, og måske kun kender hinanden flygtigt, så bliver vi alligevel til et ET, når det store orgel sætter os i gang og vi hver især pipper med det næb, vi nu engang har med os. Grundtvig der om nogen forstod salmens natur og brugte en stor del af sin tid på at sætte evangeliet på vers kaldte salmesangen for: Guds ords efterklang på vores bløde tunge. Salmen bliver da vores svar på Guds komme og virke på jord.
Så Gud være lovet for, at skaberen lod sig føde som menneske. Lod sig føde for at komme helt ud i samtlige verdens-hjørner med sin inkluderende og altid oplivende kærlighed, som er et “Et lys til åbenbaring” for os alle. Og Gud være lovet for, at vi kan mødes her i kirkerummet – unge som gamle – og sammen synge salmer for også derigennem at blive trøstet og opmuntret af Guds ord.
GÅ DA FRIT... 