Siden tidernes morgen har menneskene bygget ovenpå. Derfor er det også ganske smart, at Jesus blev født omkring vintersolhverv. Vintersolhverv var det i onsdags, hvor dagen – lyset – var kortest tid hos os. Kl. præcis 22:48 vendte det og fra nu af går det atter mod lyse tider.
Jesus kom som det lille lys i mørket – og hans fødselsdag blev flettet sammen med de fester, der allerede blev holdt. Her til lands drak vikingerne Jol, åd gjorde de såmænd også og SÅ holdt de cirka 8 dages fred! Da kristendommen kom og Harald Blåtand – ifølge Jellingestenen lod sig døbe i 965 – så kunne festen fortsætte: nu bare med Jesusbarnet som hovedpersonen. Det vil sige, at det var den genopstandne Kristus – ham I kan se øverst på prædikestolen her – og oppe på alteret (hvor skærtorsdag er nederst, så langfredag med Jesus på korset, så gravlæggelsen og øverst påskemorgen) – den genopstandne Jesus – den sejrende – ham med korsridderfanen – der rank troner ud over os alle … ingen lidende Kristus til vikingerne! Døden var virkelig besejret – over prædikestolens “låg”/lydhimmel ses, hvordan Kristus står med det ene ben på døden, der latterligt ligger og fægter med sin obligatoriske le – fjenden var overvundet påskemorgen og genopstandelsen blev den tro, som slægt efter slægt siden da har grundet på.
Siden er der så blevet bygget mere ovenpå – juletraditionerne tog til – vi æder og drikker stadig som vikingerne, men mere er kommet til og to af traditionerne skal nævnes her i dag:
Den første er julegaven: På Christian d. 4’s tid – altså dengang han var 7 år i 1584 – blot 30 år efter, at Budolfi her var blevet domkirke og landet stadig lå i slipvinden af den lutherske reformation, der ændrede Europa – skrev den unge prins til sin bror: “Kære Hr. Broder, hertug Ulrik! Om I nu flitteligen studerer og skikker Eder tugtig, som I ofte påmindes, så kommer Vor Herre Jesus vist til Eder med meget godt på hans fødselsdag”
Underforstået: Var børn flittige og opførte de sig ordentligt, så kom jesusbarnet selv med gaver. Det foregik sådan, at børn skulle sætte en sko eller en tallerken i vinduet og næsten morgen lå der en gave til dem! De protestantiske præster brød sig ikke om denne skik: hva´ var nu det for noget pjat, at Jesus kom med gaver … til de søde børn …
Den anden tradition er juletræet: I 1600-tallet var der flere myter i Tyskland om, hvorfor og hvordan grantræet havnede i stuen og blev pyntet til juleaften. Lad mig gengive en af forklaringerne: i Betlehem udenfor byen – ikke helt ude ved hyrderne, men næsten – stod en lille klynge træer og det ene træ stod så tæt på stalden, at det fik øje på det nyfødte Jesusbarn, da han blev lagt i krybben! I lutter taknemmelighed over at være vidne til Guds komme til verden sprang det “ud med blade på alle grene og kviste samt med de skønneste blomster og himmelske frugter, selv om det slet ikke var et frugttræ”. Guds begejstring for træet udløste en himmelsk strålekrans om træet og senere på natten – da han havde tid – satte han korsets tegn på hver eneste gren og lod træet beholde sin blade – som jo var ganske små, for de var kun lige sprunget ud – OG aldrig skulle træet miste sine små blade sådan som de andre træer, der står nøgne halvdelen af året – OG derfor har mange siden da sat grantræet ind juleaften – pyntet det med lys og herligheder – til minde om den nat, hvor Jesusbarnet fødtes.
SE, juletræet vandt udbredelse – i 1700-tallet var det almindeligt hos adel og det finere borgerskab. Folk var fascinerede – det var så anderledes og det var så flot. Måske kendte folk ikke de forskellige juletræsmyter, men skidt for vi ved godt, når noget bliver moderne, så skal vi også have det: So ein ding müssen wir auch haben. Der gives teorier og filosofier om, hvordan og hvorfor vi efterligner hinanden: alt lige fra simpel status – og så pointen om, at når vi efterligner, så lærer vi rent faktisk!
Den tyske digter: Goethe var 16 år første gang han så et juletræ – det var i 1765 i Leipzig som gæst. Fem år senere i 1770 var han i Strasbourg og fejrede jul sammen med sin ungdomskærestes familie. Huset Herre (Faderen) og den unge Goethe var meget jule-begejstrede, så de pyntede et juletræ til hunden “Joli”, som Goethe elskede højt! De dækkede sågar et bord til hunden med lækkerier, men hunden var ligeglad – den satte kurs mod juletræet – og nu kan det være, at de tilstedeværende hunde-ejere/kendere tænker, at den nok var på vej for lette ben … MEN næ nej, den fik derimod færten af den julekrybbe, der lå under træet – I ved sådan en miniudgave af stalden med indhold – og en af husets døtre fortæller: at hunden – der forøvrigt var iført et rødt slag – “snappede Jesusbarnet, som var af Sukker ud af Krybben og knaste det mellem Tænderne. Hr. Goethe og Fader lo af alle Kræfter. Vi børn derimod græd vore modige Taarer. Heldigvis var Moder Maria, den hellige Josef, Oksen og Æslet af Træ, saa de blev skaanet”.
ALT det vi har fyldt ovenpå Jesu fødsel ER ikke småting. Nogen vil måske løfte blikket over halvbrillen og mene, at al den staffage har flyttet fokus, så vi glemmer, hvorfor vi egentlig fejrer d. 24. december. Andre vil nikke og sige, at det hele også er blevet så kommercielt – en dans om gulvkalven – OG sådan vil der altid være kritik. Religionskritik har altid været en del af kristendommen – af fortolknings-fællesskabet – og en forudsætning for hele demokratiets væsen. For 10’ish år siden skrev Von Ratzinger – den nu pensionerede tyske pave – et skrift om, at der var altså kommet for mange dyr ind i alverdens krybbespil og krybber – der var kun 1 ko og 1 æsel – og f.eks. ingen hummer, som den britiske julefilm “Love Actually” leverer hele 2 af …
Menneskene har – og ikke kun døbte – taget julen til sig og de gør det igen i år! Tager Jesusbarnet – Guds komme til verden – til sig! Verden over fejres i disse dage, at englen på marken sagde: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.”
Gaven til alle mennesker er GLÆDEN, det er den, vi alle dage: har æret, har fejret, har givet forskellige udtryk juleaften – alt efter temperament: Måske i stoisk eftertanke med et enkelt tændt lys i minimalistisk mørke ventende eller udholdende … måske sørgmodigt i ufrivillig ensomhed fordi det ikke kan være anderledes … måske i samvær med et udstyr af: juletræ og krybbedyr og sule-mad og varme drikke og sange og “gave til de såkaldt dydige” og os andre … OG måske i morskab … når f.eks. hunden … alle husker vi måske en særlig jul, hvor glæden uventet kom … kommer på trods af ufred, sygdom, adskillelse eller krig – kommer på trods af julesorg – kommer på trods af at missilerne truer med at lægge tilværelsen øde og smadre al kritisk infrastruktur – kommer trods manglen på vand og varme og el som befolkningen i Ukraine siden d. 24. februar har måtte finde sig i … kommer på trods … på trods så er og bliver GLÆDEN jordens gæst i dag – må den GLÆDE forplante sig ud i alverdens hjerter – må den trøste de utrøstelige og må den få selv den mest forhærdede til at slippe sit had og for en stund – blot et øjeblik – slippe vreden og volden og lade sig omfavne af englenes sang, der også i år vil lyde: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”. Glædelig Jul!
(Citaterne er hentet fra Benno Blæsilds klummer i Jyllandsposten om juletraditioner)
GÅ DA FRIT... 