Hvornår skal jeg dø? Sådan lyder det spørgsmål, der åbnede den første af dagens tre tekster. Spørgsmålet er stillet ud fra erkendelsen af, at livet er som et vindpust. Vi er her – og så er vi her ikke mere. Men det er også stillet igennem lidelsens optik. Det er sådan, vi må forstå det gammeltestamentlige menneskes væren i verden! Der er lidelse overalt. Og måske er det også vores erfaring, at vi oplever tilværelsen spændt ud i lidelse – omringet af trængsler … for der jo altid noget, der bider én lidt eller meget i haserne.
For år siden så jeg en film om en flok børn, der havde hørt om en heks, der boede langt ude i en skov … vi er i eventyr-genren. Børnene havde naturligvis fået forbud mod at opsøge hende heksen … men forbud ender ofte med at blive overtrådt præcis som i skabelsesmyten med æblet Adam og Eva ikke måtte spise! Tilbage til filmen om heksen og børnene – de havde som sagt fået et forbud mod at opsøge hende. For ingen måtte få øjenkontakt med hende, det var nemlig dødsens farligt. De satte jagten ind og fandt naturligvis hendes hus i den mørke og dunkle skov. Det mest nysgerrige og modige barn bankede på – heksen åbnede og fik straks øjenkontakt med barnet og dets øjne åbnedes, så barnet fra nu af præcis vidste, hvornår og hvordan det skulle dø! HERfra blev livet et sandt helvede. Denne dødsviden blokkerede for vejen – for hverdagen – for livet – for andre mennesker – for det spontane … for dagene og timerne… eller sagt måske lidt mere spirituelt: blokkerede for NU’et …
At kende svaret på ens død er sjældent nogen befrielse – for vi vil nu – det er såre menneskeligt – som oftest helst holde fast i det dennesidige liv – også når det synes eller forekommer lidelsesfuldt – som lille og skrøbeligt – som et vindpust – eller bare langt og trivielt ud i hverdagens mange ensartede gøremål … sådan som den danske Poul Henningsen digtede det i 1941 – og jeg citerer:
“I dit korte liver det meste spildt. Tænk igennem punkt for punkt. Bedøm du det selv og bedøm det kun mildt: Håndtryk blev glemt, chancer blev spildt. Hold dig vågen ven. Hvorfor sove nu i den lyse sommernat… Det haster med det kys. Den kommer, før du tror, den drømmeløse søvn.” (I dit korte liv)
Kogt ned til en boullion-terning, så er det NU, det gælder … det nu … lige i dette øjeblik – det gælder … som med manden, der ligger ved Betesda-søjlerne – han havde ligget der i 38 år! Det er godt nok lang tid – han vidste, at vandet vil kunne helbrede ham eller noget i den stil! Men han kan ikke komme derned af sig selv … så han må i tankerne – som manden i gammel testamente – måske tænke et: Mit håb står til dig. Jesus spørger ham da: Vil du være rask? … Vil du? … han kunne også have spurgt: vil du være livsduelig – vil du tage livet på dig.
Manden svarer en hel masse med, at han er fastlåst, fordi ingen vil hjælpe ham – og fordi ingen vil eller kan hjælpe ham, så når han aldrig ned til vandet og sådan er det sikkert også. Men han har så også et noget fastlåst og goldt selvbillede – en urokkelig identitet. JA, måske er jeg grov, men han bliver – måske for nemt – billedet på et offer, der ligger livs-uduelig hen – og det i hele 38 år! Og midt i denne jammer, så er det Jesus siger: Tag din båre og gå. Hvorpå manden rejser sig og går derfra …
“Tag din båre og gå” er hvad livet handler om – og det gør det altid! Om du har levet lidt eller længe … om du er spændt ud i lidelse: det være sig fysisk eller psykisk eller eksistentielt. “Tag din båre og gå” er, hvad manden tilsiges og det er også svaret på vores lidelse eller livs-uduelighed eller jammer … hvordan du så vil bære dig ad gives der ikke noget svar på … men tag nu bare den båre og gå … oversat til ny-dansk kunne det også lyde: tag ansvar!
Se, nu når vi ind til den del af livets kerne, der sammen med ansvar handler om frihed! Et begreb der har trange kår i verden – et begreb Frankrig har besunget lige siden revolutionens morgen – og som vores vestlige del af verden bygger på som et fundamentalt princip. Som retsprincip har det bl.a. et udspring i den westfalske fred fra 1648, hvor der efter 30 års religionskrig mellem katolikker, reformerte og lutheranere blev fred – da religionsfriheden blev født.
Ansvar og frihed er hinandens tvillinger. Tager du ansvar, så bliver du fri – så kan du gå! Tager du ikke ansvar, så er du afhængig af at andre gør det for dig – så ligger du hen – låses fast … måske i 38 år. Tager du bare en smule ansvar, så bliver du også en smule fri – på den måde hænger ansvar og frihed altid sammen – som ærtehalm.
Første gang vi i kirken får stillet spørgsmålet: Vil du er ved dåben. “Vil du døbes på denne tro”, spørger præsten barnet, når der stedfortrædende af en voksen er blevet svaret ja til bekendelsen. I kristendommen tror vi på, at dåben gør os livsduelige – at vi i dåben foruden syndernes nådige forladelse og det evige liv FÅR et fundament, som vi kan leve og dø på … et fundament der vil opmuntre os til modigt at tage ansvar, så vi på en eller anden måde begynder at GÅ … og dermed er vi sat fri … sat fri til at tjene vort medmenneske!
Senere inviteres vi til alters – hvor vi deler brød og vin – og sendes bort med ordene, der kunne lyde: TAG din båre og gå … for I din ord ligger der en benådning: at lige meget vor skidt det står til med vores gøren og laden, så er vi Guds – vi er elskværdige – og vi er tilgivet vores synd! Så gå da ud af kirken – gå ud i verden … og lev på trods af verdens til tider nihilistiske og søvngængeragtige tomhed … gå afsted som et frit menneske: tro, håb og elsk det bedste, du magter – og husk, at det er NU – i dette øjeblik – at livet leves på godt og ondt. AMEN
GÅ DA FRIT... 