Juleaften 2018

Hvorfor må det ikke flyde over? Hvornår er overflod blevet et negativt ladet ord? Hvorfor er det altid den samme gruppe ‘julehadere’, der død og pine skal himle op om, at julen er blevet reduceret til et kommercielt gøglermarked af merforbrug? Hvor kommer det her puritanske angreb på julen fra? Forestiller angriberne sig virkelig, at vi skal sidde med to salatblade og lidt reven gulerod, og tænke mere på CO2 og jordens undergang end rent faktisk at holde julefest med dens mange hjemmestrikkede traditioner og skikke af kulturel-, kommerciel-, kirkelig- og gastronomisk art – alle de skikke og traditioner, der er smeltet sammen med andres tydninger, vores egne betydninger og solid gammel overtro! En smeltedigel som er med til at gøre vores julefest til noget ganske særligt.

Skikken med at spise og drikke til overflod i årets mørkeste tid er nu ellers meget ældre end julen selv. Engang var den – altså skikken – hæftet op på et magisk ritual, der havde til formål at sikre, at det kommende år ville blive ligeså godt og ligeså fyldt med overflod af mad og drikke. Og så var der den helt pragmatiske side af sagen: at hvis man slagtede nogle af husdyrene nu og lavede dem til masser af god mad, så behøvede man ikke fodre dem resten af vinteren.

Springer vi frem i tid, så beskriver Frans G. Bengtsson i romanen Røde Orm, hvordan man drak jul hos Kong Harald Blåtand (ham der gjorde danerne kristne, hvilket er bevidnet på Jellingestenen). Biskoppen læste en bøn, som kong Harald bad ham gøre kort, og derpå blev der drukket tre skåle: 1 til ære for Kristus, 1 for kong Haralds lykke og 1 for solens genkomst. Selv de hedenske drak skålen for Kristus, det var jo den første skål, og de tørstede så meget efter øl; nogle af dem gjorde – eller slog – for en sikkerheds skyld hammer-tegnet over kanden og mumlede for sig selv Thors navn, inden de drak.
Julens skikke er virkelig en sand smeltedigel – den består af lidt nyt og lidt brugt, lidt blåt og lidt lånt – og alt sammen i rigelige mængder!

Så julen og den mørke tid og ”nok af det hele” har altid været filtret ind i hinanden i mere eller mindre grad. Det virker som om det ligger i vores DNA, at den mørke tid skal ha fuld pedal f.eks. via rå mængden af lyskæder, LED-rensdyr og farvestrående julemænd, der gør et aktivt forsøg på at fortrænge december-mørket. Gud ”ham selv” gi’r den jo også fuld skrue (nuvel ikke med lyskæder, men dog med en stjerne over Betlehem). Han kunne være forblevet fjern og almægtig, som den hævngerrige og ofte vrede gud, vi hører om i det gamle testamente! Men julenat vælger han os – han kommer til os i skikkelse af et lille hjælpeløst menneskebarn. Julenat flyder han så at sige over. Han flyder over af kærlighed, han flyder – i al sin spædhed – over med sit ønske om fred – fred til hele folket. SE, det er guddommeligt overflod! Det er kristendommens kerne og omdrejningspunkt! – Og hør, det er for hele folket! For alle og enhver! Krybbe-barnet fik navnet Jesus og voksede sig stor og han fandt sig tolv disciple, som han gik rundt sammen med. Han fortalte overalt om gudsriget – ikke som et slot med høje mure og grænser for dit og dat. Men som et fundament til at leve sit liv på. Det fortælles, at han tryllede tre brød og fem fisk om til en overflod, der mættede 5000 mennesker – og der var endda mere end nok – også til dagen derpå. Det fortælles, at han til en bryllupsfest, da vinen slap op, tryllede vand til en overflod af rigtig god vin. Overflod i fællesskabets navn! Overflod af Guds kærlighed til hele folket. En kærlighed, der sagt på almindelig dansk kunne lyde: lev og lad leve!
FOR vi fødes for at leve og elske, vi fødes for hinanden, vi fødes for at tage ansvar. Og det skal vi gøre under kærlighedens fortegn, den kærlighed, der er nok af. Den kærlighed imellem os, som vi også af erfaring ved er skrøbelig – som et nyfødt barn, og som for nogen i disse dage mærkes som julesorg over det menneske, vi har mistet eller det menneske, vi skal miste. I savnet efter dem, vi mangler i aften, dem, som er langt langt væk fra vort nærvær …
Rundt om den kærlighed, som strømmer ud fra barnet i krybben holder vi vores julefest og vi gør det på et hav af måder og dog er der et slægtskab med fortiden – også før danerne blev krisnet. OG vi giver hinanden gaver – overraskelsesgaver – det har vi nu ikke altid gjort! Engang var det børnene, der fik! Og hvad fik de? – f.eks. et uindpakket æble! Prøv lige om, I kan komme afsted med det ude i de små hjem til en kritisk – små sur – teenager. Da gaver blev mere moderne – i midten af 1800-tallet, måtte præster med løftet pegefinder selvfølgelig advare – som de lyseslukkere vi også kan være – advare mod, at gaverne stjal AL fokus fra det lille fattige Jesus-barn og derfor skulle ingen have noget som helst! Ha, hvor er det dog nemt at falde i den puritanske gryde og pege fingre af al jule-hurlumhejet! Hvem af os kan sige sig fri? Nogen kan sikkert – især de små og andre barnlige sjæle! Lad os i aften sætte den puritanske gryde væk og forsøge at leve og lade leve! Lad os finde modet til at give os hen til det hele … med steg og sovs og sylte og sild og portvin og chokolade og nødder og halsbrand og alt det andet, som vi har forberedt. Er vi blevet så voksne og fornuftige og politisk korrekte og bevidste om både dit og dat, så vi ikke selv kan komme op af gryden, så får vi om lidt efter motetten opskriften af Grundtvig ham selv, når vi sammen synger “Velkommen igen, Guds engle små”
Det fantastiske ved salmen er, at Grundtvig tager os med tilbage til barndommens jul og også får rettet op på det faktum, at englene julenat – dem der sang “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” – ikke blev budt på hverken mad eller drikke! Det forholder sig nemlig sådan, at engle ikke kræver det store, derfor nyder de gerne lidt tør kage og kruset af ler. Men smag nu selv på ordene om lidt, fornem teksten, flyt ind i handlingen … en sand poetisk overflod!
PÅ de ord ønskes I alle en god aften og en glædelig jul – sammen og hver for sig! AMEN

Udtænkt og skrevet i frydefuldt samarbejde med sognepræst Malene Bendtsen, Vejgaard sogn, Aalborg