Da Marco Polo (opdagelsesrejsende 1254-1324) i 1292 rejser mod øst støder han ind i et næsehorn på Java. Han ved ikke, at det er et næsehorn, men det ved vi, der lever i tiden efter, at ALT, der kan vejes, måles og kategoriseres ER navngivet og klassificeret.
Det er første gang, han overhovedet ser et sådant væsen – han aflæser et par detaljer, som han genkender: 4 ben og et horn midt på snuden… ergo må det være en enhjørning. Men jo mere han kigger jo mere bliver han i tvivl … for enhjørninger er jo både hvide og slanke – den her har (ifølge hans egne optegnelser) “oksepels og fødder som leonfanter”. Hornet er sort og væsenet er slet ikke spor yndefuldt: tungen er tornet og dets hoved ligner et vildsvins. Marco Polo beskriver selv, hvad han så: “Det er et meget hæsligt dyr at se på. Det er ikke, som man siger her, således, at den lader sig fange af en mø. Men det er omvendt”. (Umberto Eco: Kant og Næbdyret p. 64)
Det bør for en ordens skyld tilføjes, at enhjørningen var en del af den kristne symbolik – den kom ind via en oversættelsesfejl, hvor det hebræiske ord (Re’em) for vildbøffel oversættes til enhjørning. I korsriddertiden afbilledes Jomfru Maria gerne med en såret enhjørning i skødet. Sårene kommer fra de spyd, som soldater langfredag havde stukket i den – Kristussymbolikken ligger lige for. Andre billeder viser ærkeenglen Gabriel, der ankommer med 4 hunde ved sin side og jager enhjørningen hen i Marias skød.
Med andre ord så “levede” enhjørninge i den tid i bedste velgående i både religion/kultur/kunst … Marco Polo kunne derude i Java have tilføjet et nyt dyr – det han så – til de levendes univers, men han valgte i stedet at korrigere den gældende beskrivelse af enhjørningen … han skabte overensstemmelse, så andre fremover ville kunne genkende væsenet!
Når jeg begynder med denne lille ekskurs – som det akademisk kaldes – så er det, fordi jeg i dag vil tillade mig at kredse om begrebet genkendelse. Vi ser nogen eller noget på afstand – vi opstiller en hypotese om, hvad eller hvem det kan være … objektet kommer nærmere og enten be- eller afkræftes, hvad vi troede. Vi korrigeres umiddelbart af eller med vort syn …
Og lad os så smutte fra Java til den støvede vej mod Emmaus, hvor to mænd sammen med hinanden traskede småsnakkede afsted på bagkanten af et Jerusalem i kaos og vold. Af en påskefest der mildest talt var løbet helt af sporet. Pludselig mødte de to en tredje mand, som spurgte til: hvad de drøftede med hinanden? og undrende kiggede de op på den fremmede, som de ikke genkendte – OG fattede slet ikke, at han ikke havde hørt, hvad der var hændt i byen … og de måtte fortælle ham om sorgen og fortvivlelsen over at alt det, de troede skulle ske – ja, som de havde sat deres fulde håb til … IKKE var sket. Præsteskabet havde derimod korsfæstet – koldblodigt myrdet Jesus – profeten fra Nazareth: ham der var mægtig i ord og mægtig i gerning overfor Gud og HELE folket. Han skulle jo en gang for alle have smidt den romerske besættelsesmagt på porten – have sat Israel fri, men død var han og ikke nok med det: hans lig var borte og nu gik rygtet om, at de kvinder, der efter skik og brug skulle salve det afsjælede legeme, i et syn havde set engle, som sagde: HAN LEVER!
Hvor Marco Polo måtte korrigere datidens forestillinger om enhjørninge ved hjælp af sine helt konkrete iagttagelser, SÅ måtte Jesus korrigere de to tungnemme med ord – i ældre oversættelser kaldes de forøvrigt ikke tungnemme men sen-hjertede. Jesus fortalte de to sen-hjertede samtlige Kristus-profetier fra Moses og frem – ja, han prædikede vel i ordets bogstaveligste forstand – og de ord, som de hørte, ville eller kunne de ikke slippe: for ordene brændte i deres hjerter … og de fik Jesus med til bords OG der midt i brødets brydelse og velsignelse GENKENDTE de ham – Kristus!
De blev da seende – for det er, hvad genkendelse gør …også selv om det kun er for et øjeblik – et lille glimt … og hvilket GLIMT de fik – et glimt af den kærlighed, der sætter fri. Sætter os fri af religiøse love, forordninger og traditioner med eller uden enhjørninge – sætter os fri af menneskabt supermoral: om den så er skabt i vort eget småborgerlige billede eller bundet op på tidernes ofte enøjede ideologier eller måske endda er endt som religiøs fanatisme … på bekostning af livet selv!
De blev seende de to mænd fra den støvede vej. I et øjeblik blev deres hjerter fyldt med troen om dén evige kærlighed, vi kalder Gud: som tror ALT – håber ALT – udholder ALT! Også os, der her og nu er samlet, med vores måske fikse eller endda fastlåste idéer om verdens beskaffenhed og de uundgåelige erfaringer vi på godt og ondt bøvler rundt med i spændet mellem glæde og svigt og sorg og fortvivelse …
Vi bliver seende, når vi søndag efter søndag hører ordet om den opstandne Kristus, der satte døden skakmat. Evangeliske ord – der vil os – ja, vi behøver ikke engang selv hitte på dem eller drage ud i verden for at finde dem, de står skrevet lige her … og det endda til offentligt brug – forbrug dem. Generationer før os har udlagt dem i frygt og til trøst – har undret sig – er gået i kamp på dem og for dem – har sågar målt og vejet dem – har levet af dem og døet på dem! Det er ord, der igen og igen og igen korrigerer sin tilhører: synderen – og endda ganske ofte modsiger vores sen-hjertethed … vel at mærke altid under kærlighedens fortegn … Det er ord, der genkender os, som dem vi er og hvad vi er, når vi samles om brødet og vinen om lidt … og som vil, at vores hjerter fyldes med mod til at gå ud i verden som elskede – som tilgivede – som gen-oprejste – som dem vi også er … AMEN
GÅ DA FRIT... 