Livet! Evangeliet – til også denne sidste søndag i januar – handler om tilværelsen! Hvad vi bruger den til. Graver vi os ned? Graver vi de andre ned? Bruger vi tiden på ukendte og ligegyldige guder – der i blandt vort eget superego -, der ender med at distrahere os bort fra det væsentlige? Tør vi på trods af frygt, mentale og ukontrollerbare jordskred, meningsløshed og andre absurditetserfaringer sætte tilværelsen i spil? Det gør vi muligvis ikke – ihverfald ikke altid. Men det er, hvad evangeliet tilsiger os, at vi skal. Der er ingen vej udenom. Vi skal leve livet for ellers ender vi i en art formørkelse – fortabelse – fortvivlelse … over måske især os selv!
Men hvad vil det så sige at leve? Leve i en verden, hvor det ganske tit dikteres os, at vi selv hver især er hovedansvarlige for stort det hele – både når det går godt – og i særdeleshed når det går galt. Hvor de subjektive mavefornemmelser råder og er blevet et slagfast argument, der har det med at overtrumfe og sætte fornuften – gerne den sunde – til vægs. Hvor stort set alt er reduceret til oplevelse: et indkøb af ny opvaskemaskine på internettet medfører flere henvendelser om, hvordan min købeoplevelse var … ak ja … mere og mere synes lagt over på menneskets egne skuldre i kraft af, at vi konstant skal mærke efter – og vi skal opleve – og helst på den autentiske måde … min påstand er, at denne selvkredsen gør os ensomme i jagten på egen mening – og vi derved glemmer det væsentlige.
I den sammenhæng ihukom jeg novellen Hullet af Peter Seeberg. Den handler i den grad om mening … tillad mig et kort resume:
Otte mænd var udkommanderet for at grave et hul. Arbejdsformanden hed – for at det ikke skal være løgn – Graves! De brød sig ikke om ham. Men afsted i en jeep gik det: forbi forstæderne, ud over markerne og der midt i det bare ingenting sagde Graves: “Go ahead, grav et hul. Han pegede meget bestemt på jorden, så der ikke kunne være tvivl om, hvor hullet skulle være (…)”. Så var han væk. Først fjernede de græstørven, lagde det i en pæn bunke og begyndte så at grave nedad. Efterhånden som de fik flyttet jorden og hullet tog form, diskuterede de otte, hvor stort det mon skulle være og da det for alvor blev svært at få kastet jorden op, begyndte de at drøfte meningen: hvad skulle det her hul mon bruges til? En kælder? Et beskyttelsesrum? En nedadvendt skyskraber? Næste morgen kom der afstivningbrædder – og en pumpe så de kunne holde hullet tørt og komme endnu længere ned. De begyndte, at diskutere – atter om meningen: én foreslog, at hullet skulle bruges til at spytte i – en anden nævnte henkastet, at hullet måske skulle dækkes til igen – en tredje pointerede, at de kunne være ligeglade, så længe de bare fik deres løn. Uklarheden over, hvad Graves egentlig havde sagt om det hul tog til … og hvor var han egentlig, de havde ikke set ham i dagevis. Endelig dukkede han op og han sagde: det hul er ikke dybt nok! Hvor dybt skal det da være spurgte en om. “Graves sagde meget alvorligt: at det var planen, at hullet skulle graves helt ned til kineserne, ganske nøjagtigt til spaden rørte den første kineserfod”. Ja, det ville tage tid … med håndkraft … de var på det tidspunkt 2 kilometer nede.
En ting er at absurditeten er mageløs, lad mig straks anbefale Seebergs noveller, de er både morsomme og tankevækkende – men en anden og nok så vigtig detalje er, at livets mening – og for den sags skyld tilværelsens mangeartede genvordigheder og det der er værre med os selv og hinanden – hænger vi helt og aldeles selv på. Hvis vi ikke selv kan diske op med en mening – og den ikke kommer fra himlen, – så kan vi kun grave dybere og dybere … enten ind i os selv eller ned gennem jordkuglen mod den første kineserfod.
Alle dage har mennesket jagtet mening i et forsøg på at forstå, hvorfor vi rammes af sygdomme, ulykker, uheldigheder, tilfældigheder, død eller ødelæggelse – ja alverdens ondskab – er det mon Gud? Sendte han på gammeltestamentlig vis straffe ned over os fordi, vi ulydigt – bevidst som ubevidst – var trådt lidt eller meget ved siden af? Fordi vi gravede vort ene talent ned, som manden i dagens tekst, og var fedtede overfor livet og hinanden med os selv? Meningen – forsøget på at give det meningsløse mening – har måske beroliget nogen, enten fordi det måske blev tolket som en prøvelse: at jeg forblev Gud tro i den sværeste stund – eller ud fra devisen “noget for noget”, så var regningen nemlig betalt på dommens dag. Men samtidig har – skal jeg hilse og sige - denne idé om Guds straf så sandelig også hensat mange i depressiv afmagt – og sågar i en afvisning af Gud. For hvad skal vi med en Gud, der er på nakken af os? Som fører regnskab med, hvor og hvordan talenterne placeres … især når de ryger i et hul!
Svaret er slet og ret, at der gives ikke nogen højere mening med hverken sygdom, ulykke, uheldighed, tilfældighed, død eller ødelæggelse. Det eneste der giver mening er KÆRLIGHEDEN! Den kærlighed der gives mellem mennesker – og kærligheden mellem Gud og mennesket. Den kærlighed der gør, at hele vort lastekatalog af store og små dele ondskab, unoder og fortrædeligheder forlods er betalt og vil at vi skal leve … Som det sker i dåben, præcis som vi hørte det lige før, da den lille pige blev døbt. Det sker omkring nadverbordet, hvor vi bliver mødt af Guds fred og glæde, når vi deler brødet og vinen – og derpå kan gå fra kirke som frie mennesker. Det sker hver evig eneste gang Gudsordet lyder for livets skyld. For livets skyld! For livets skyld skal vi øsle – og ikke grave ned -, for livet er mennesket bedste tid. Det giver mening … selv i det meningsløse. AMEN
Salmer: 739 – 392 – 447 – dåb – 728 – præk – 397 – 20
GÅ DA FRIT... 