Evangeliet er i den helt højstemte tone i dag, sådan som sand bebudelse kun kan lyde. Der spares ikke på krudtet. Som tilhører fornemmes det, at noget afgørende er på færde. Noget der vil vende op og ned på ALT: på liv og død – på oppe og nede – på skyld – på dig og mig … i dialog mellem det høje og det lave undfanges kristendommen en gang for alle til glæde og trøst – til opmuntring og oplivning. Det er smukt og det er godt – og sommertid blev det og altid spirer og pibler frem derude – metaforerne står i kø for at springe ud, som en lovprisning af, at efter vinter kommer vår … og så videre og så videre! Men hvad, der springer mig allermest i øjnene, er og bliver Maria’s replik: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.” Jeg er begejstret for hendes umiddelbare rationelle – ja vel nærmest nordjyske nøgternhed til hvad, der forkyndes hende og især den arvefølge barnet indskrives i. Marias modsvar kiler sig på en erfaringsnær måde ind i hele undfangelses-processen – hvis én ikke vidste bedre, så tænker jeg, at ytringen kunne være sagt i en socialrealistisk filmscene af den britiske instruktør Ken Loach, hvor en teenagerpige fra underklassen skeptisk kigger på Gabriel, mens hun asker sin lange cigaret og på cockney-engelsk replicerer: Hvordan skal det gå til?
Det højstemte, det poetisk irrationelle banker sammen med det rationelle, hvor 1 plus 1 giver 2 og hvor teenagere så udmærket ved, at der skal en han og en hun og et samleje til for at lave et barn! Knap så højstemt kunne vi filosofisk sige, at det evige tørner sammen med det timelige, som var det en gudstjeneste.
En gudstjeneste hvor hin enkelte kommer ind ad kirkeporten med alverdens livserfaringer: det være sig de skeptiske grænsende til det vantro – de sørgelige – de glædelige – de frygtelige – de fortvivlende – de skamfulde – og så alle de almindelige – de der hverdags- og onsdagsagtige – de banale – dem vi tager for givet – og dem vi åndløst triller gennem mange af døgnets 24 timer med. Det er denne mangfoldighed af levet liv, der bliver mødt af det himmelske: når orglet sætter i gang – når salmesangen går i svung – når de bibelske tekster en for en læses højt – og bl.a. Paulus på ofte snørklende måder beskriver betydningen af Jesu liv, død og opstandelse – når der døbes i faderens, sønnens og helligåndens navn – når brød og vin deles og vi tilsiges vores synderes nådige forladelse – når vi genrejses med velsignelsens benådende ord. KORT sagt gudstjenesten hvor noget andet eller nogen anden møder os … møder os som her og nu er samlet … samlet i Jesu navn!
Enhver gudstjeneste er bebudelse. Det er her vi igen og igen hører, at intet er umuligt for Gud. Det er i bund og grund svaret på alt – eller i hvert fald et af svarene. Om det så er Helligånden, der overbeviser Maria om, at hun skal føde Jesus – ELLER om det måske ikke snarere er oplysningen om, at Elisabeth – et gammelt familiemedlem der trods alle aldersbetingede odds er med barn, – der overbeviser Maria må stå hen. Dog vil jeg vove pelsen: for når vi møder et medmenneske, som vi pludselig oplever at dele erfaringer med, så kan man føle sig genkendt og i genkendelsen ligger spiren til håb, accept og ny erkendelse, der kan modsige de almenmenneskelige erfaringer af mistillid, tomhed og ligegyldighed.
Helligånd eller genkendelse eller begge dele – Maria samtykker – noget som en del af os moderne mennesker ofte bryder os meget lidt om, for det autonome menneske kan selv – tror selv – vil selv. Maria adlyder – ikke som en velopdragen jagthund, men som det menneske, der har modet til at lade sig omfavne af Guds nåde – af den Højestes kraft – omfavne af kærligheden selv … ikke den timelige og erfaringsnære, der kan ophøre før vi aner det. MEN den evige kærlighed, den kærlighed, der tåler ALT – tror ALT – udholder ALT … den kærlighed, der aldrig hører op. Den kærlighed vi kalder Gud.
Den kærlighed der i dåben omfavner enhver og som fylder det lille menneskehjerte med helligånd og evigt liv – og måske nok så vigtigt: syndernes nådige forladelse – og dermed løftet om, at der altid er mere liv trods erfaringen af undergang og skibskatastrofer …
Den kærlighed som generøst deles ud med rund hånd til alle og enhver i nadveren, hvor vi på en måde både konkret og metaforisk tankes op på ny … med mod … tålmod … mod til at tåle, at vi ikke altid er den såkaldt bedste udgave af sig selv. Hvad det så egentlig betyder … MEN at vi altså bare er mennesker af kød og blod med alverdens erfaringer og erindringer om godt og ondt …
Den kærlighed der er på vej mod Jerusalem – mod påske – mod indtog og jubel – mod tempelrensning og kaos – mod angst og ensomhed – mod svigt – mod lidelse, død og opstandelse – mod Emmaus: for der i glimt at åbenbares … åbenbares som livets ord! I dag bebudes og undfanges og åbenbares livets ord … for os! Maria bar det … trods et øjebliks skepsis! Livets ord der søndag efter søndag binder Gud og evigheden og hin enkelte sammen med alt, hvad vi bærer med os … og for det kan og skal vi sige: LOV og TAK og EVIG ÆRE …
GÅ DA FRIT... 