Oldtidens grækere tænkte i to forskellige tidsbegreber: Kronos og Kairos.
Kronos som udtryk for den målte tid – tiden som kvantitet – målbar i sekunder, minutter, timer, døgn, uger, måneder, år – den sætter rammer for vort liv – den begrænser – deler tilværelsen op i bider … spisetid – skærmtid – alenetid – arbejdstid – skoletid etc.
Kairos er tiden som udvalgt kvalitet, som det gunstige øjeblik, som tidens fylde. Øjeblikket, som trækkes ud af tiden og bliver noget særligt. Tiden, som får fylde og dermed næsten går i stå.
Tidens fylde – kristendommens omdrejningspunkt – julenat gik tiden næsten i stå – det evige lod sig smelte samme med det timelige (jf Søren Kierkegaard)! Jesus-barnets komme betyder, at tiden siden hin julenat i stalden under stjernen i Betlehem ER fyldt op – flydt over! Fyldt op og flydt over med de mange livsvigtige historier, der knytter sig til Jesu gang og virke i verden! Gang blandt os dødelige mennesker og ikke mindst virke i ord og handling!
Kronos og kairos smelter sammen – timelighed og evighed flettes sammen! Øjeblikket! Der er en tid før Øjeblikket – før krybbe-begivenheden … og en tid efter. Tiden efter er fuld af sang! Sangen sættes i gang af gamle Simeon, som teksten i dag fortæller os om:
Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
Men før både engle julenat på marken sang: Ære være Gud i det højeste og på jord! Fred til mennesker med Guds velbehag! og før Simeon bryder ud i sang, så har der også været en tid – ifølge forfatteren til Lukas evangeliet! Den tid repræsenteres ved Zacharias – en anden olding! Om ham vil jeg gøre et stop – og dvæle en stund! Da en engel gør ham bekendt med, at han og hustru Elisabeth skal blive med barn i en meget meget høj alder – tænker han med skepsis: ah, kan det nu også passe! Han bliver stum – mundlam … kan ikke mæle en lyd, før han efter 9 måneder står med spædbarnet Johannes Døberen i armene – (han står for øvrigt oppe på alteret til højre)! Og Zacharias må bryde ud i sang – og de sidste 2 strofer af sangen lyder:
(…) takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.
Johannes Døberen, som er sat i verden med en eneste mission – nemlig at pege på Jesus – og råbe ud i alverden: BAN herrens veje!
Den stumme Zacharias repræsenterer dermed det gamle – den gamle tid – den gamle pagt – den pagt, der var for de få, de udvalgte og som byggede på Moses og alle de love, regler og forordninger, der blev formuleret i Jahves tid. (SE, hvordan Moses står på alterets venstre side – og han står også dernede og bærer prædikestolen her i Budolfi).
Tidens fylde ER omkranset af sang! Først sang Zacharias og siden Simeon! Midt i det hele synger Maria så også af bare begejstring om en gud, der er på menneskets side og som jeg tidligere nævnte bryder englene på marken ud i frydefuld lovsang midt i julenat! Hele 4 sange får vi sunget i de første 2 kapitler.
Lukas-forfatteren har på en måde stået fader til det for os så vigtige led i gudstjenesten – SALMESANGEN! Vel at mærke menighedens sang! Ikke præstens eller messedrenges eller solisters skønsang. Men menighedens – det almene præstedømmes – det særligt lutherske, hvor enhver der er kravlet ud af dåben ER præst! Folkets sang som en særlig markør for den lutherske kirke – og især den danske folkekirke! Takket være både store og små digtere: Kingo, Brorson, Grundtvig, Ingemann og de andre, så har vi nok verdens bedste, smukkeste og vigtigste salmeskat! Den rummer ord til enhver situation – enhver livsytring! Til ethvert øjeblik! Den emmer af tidens fylde og kombinerer i ord og lyd, hvad menneskeliv glædes over – undres over – sørger over – eller direkte gruer for! Den deler bestemte – men kærlige – kindheste ud til os, hvor vi huskes på, hvilke forpligtelser vi, som døbte, er tilsagt!
For leden hørte jeg en god og klog kollega, omtale sig selv som salmebogs-kristen – et udtryk lånt af Hans Edward Nørregård Nielsen! For sagt lige ud så prædiker vores poetiske evangelium nok mere præcist til hjerte og forstand på en redelig måde end mange af os præster formår OG som jeg ofte tænker, når jeg forbereder søndagens prædiken – gudskelov, at vi har salmerne, hvis prædikenen skulle forekomme ligegyldig og uvedkommende!
Det vigtige i dag ER, at i salmerne ophæves kronos – den kronlogiske tid – den tid der sætter sig i vores kød – og som kaldes alder – endda alderdom! I sangen bliver Simeons alder lige gyldig – uvedkommende. For i salmens ord ER han ung – han har fremtiden for sig i kraft af sin forventning – sit håb! Tidens fylde åbenbarer et lys for hedninge, som han synger – for os som sidder i mørke – i dødens dal – som det lyder fra Zacharias! Tidens fylde giver os modet til at rejse os, når vi skvatter over tilværelsens mangle snuble-tråde … når eksistensen trækker tæppet væk under os … ja, måske tidens fylde endda beordrer os op på benene igen! Tag din båre og gå, som Jesus siger til den lamme mand! Tidens fylde formaner os, at vi skal tage vort ansvar på os! Lidt eller meget – alt efter evne og formåen! I og med tidens fylde bryder det nye frem – også i vores liv. AMEN
GÅ DA FRIT... 