Om ikke så lang tid skydes den store landsdækkende AF-STIGMATISERINGS-KAMPAGNE i gang. Landets 5 regioner og en lang række bruger- og pårørendeorganisationer har bestemt sig for at sætte fokus på de forskellige psykiske lidelser. Den generelle mangel på viden om sindslidelser har været med til at cementere et negativt billede af personer med psykiske problemer. Derfor vil kampagnen forsøge at få afdækket de tabuer, som cirkulerer imellem os alle. Det være sig blandt de såkaldt raske, de kronisk syge, de tidligere syge, ægtefæller, kærester, arbejdspladser, venner, bekendte, familier og i sundhedssystemet.
Stigma kommer af græsk og betyder brændemærke. Og i en nylig udgivet undersøgelse1 oversættes stigma med miskrediterende særtræk og henviser til en gruppe, der på den ene eller anden måde skiller sig ud fra normen eller fra idealbilledet om det velfungerende menneske.
Mens jeg læste mig igennem rapporten, så stod det mig på en gang lysende klart, at Jesu gang på jorden på en måde kan beskrives som en lang AF-STIGMATISERINGS-KAMPAGNE. I rapporten er der udsagn fra både raske og syge mennesker og det jeg især måtte hæfte mig ved, var skammen over at leve med en psykisk lidelse. Alt for mange vil helst leve i det skjulte med deres sygdom. For eksempel vil 1 ud af 5 skjule sygdommen for deres partner, nære venner og familie. 1 ud af 4 vil helst ikke fortælle kollegaerne noget. Tænk sig, hvor mange kræfter et menneske, der i forvejen har det skidt skal bruge oveni for at holde facaden… altså lige indtil den krakelerer.
Men kristendommen vil ikke, at vi skal skjule vores tynde nerver og slet ikke, at vi skal skamme os over dem. Alt kan tåle at komme frem i lyset og alle slags problemer var Jesus vedkommende. Hans løsninger pegede altid hen på fællesskabet. Tag for eksempel dagens spedalske.
Som spedalsk fik du prædikatet uren. Sygdommen smittede og for, at alle de andre ikke skulle inficeres, så blev den syge isoleret fra fællesskabet. Det interessante i dagens evangelium er imidlertid, at den syge selv tog hånd om sin egen lidelse og opsøgte hjælp. I Moseloven i gammeltestamente findes et særligt afsnit om spedalskhed, her kan vi læse, at den lokale præst fungerede som en art medicin-mand, der dels skulle stille diagnosen, det tog sammenlagt 7 dage og dels skulle han afgøre om den syge kunne forblive i fællesskabet eller om vedkommende skulle stemples som uren og dermed sendes bort!
Jesus helbredte manden og sendte ham dernæst tilbage til præsten, så denne kunne gøre status og afgøre om manden var blevet rask og dermed ren. Og endelig kunne de to så sammen takke Gud. Manden kunne herefter genindtræde i fællesskabet. Alt sammen skete i overensstemmelse med spedalskheds-manualen.
Beretningen om den romerske officer er derimod udenfor enhver norm. Den fortæller os noget om, at fællesskabet ikke kun er en national størrelse bundet op på et bestemt folk med en bestemt historie. For Jesus rakte det langt videre og omfattede også den fremmede, som her en romersk officer. På samme vis som den spedalske tog ansvar og spurgte efter hjælp, sådan gjorde romeren det samme på vegne af sin tjener, der lå paralyseret derhjemme. Det mest bemærkelsesværdige er dog, at han uden mindste tøven kaldte Jesus for Herre. En fjende af nationen anerkender Vor Herre selv og Jesus gengældte denne anerkendelse, for som der står skrevet og som vi hørte det i den gammel testamentlige læsning (5. Mos 10,19) fra alteret tidligere: ”Derfor skal I elske den fremmede, I var selv fremmede i Ægypten”.
Der er ikke noget at sige til, at Jesus undrede sig over romeren. Vi må forstå, at Jesus lige var kommet ned fra det bjerg, hvor han holdt sin måske allervigtigste tale til disciplene – sådan omskrevet med Kennedy i baghovedet under fællesnævneren: ”Spørg ikke til, hvad din næste gør forkert, MEN spørg til, hvad du skal gøre for din næste.”
Bjergprædikenen gjorde det bestemt ikke nemmere at være menneske. Jesus tolkede og opstillede nye fordringer – og han gav hver enkelt tilhører et spejl! Fx da han sagde: … tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje. (7,5). Han talte om at elske sine fjender – om at vende den anden kind til! Og at være overfor andre, som vi ønsker, at de skal være over for os! Han belærte dem om, at de skulle lade deres lys skinne, så andre fik glæde af det! Og om at de ikke skulle gøre sig bekymringer for dagen i morgen.
Men at talen om fordringen også skulle være nået romerne – fjenden – må sige noget om den myndighed, som Jesu ord bragte med sig (måske det var det, han undrede sig over; selv en menneskesøn kan vel blive forbavset over sin egen virkning?). Ydermere understreger romerens handling, at Jesu ord har os alle som modtager: ven som fjende, uren som ren, høj som lav, syg som rask og i den dur!
De to – den spedalske og romeren – skjulte på ingen måde deres sår. De var begge blevet ramt af ”miskrediterende særtræk”, men dem tog de med sig direkte med ind i fællesskabet. Romeren – fjenden, besættelsesmagten – kunne vel egentlig lige så godt have dyrket sin egen kult, men af usagte grunde sprængte han denne ramme og bad Jesu om hjælp til en undersåt. En modig mand som åbenbart fandt det aldeles ligegyldigt, hvad andre måtte tænke. Mod skulle der også til for den spedalske til at bryde en isolation; en isolation der vel at mærke var foranstaltet af det etablerede præsteskab.
Af-stigmatisering sker dermed i fællesskabet, den sker ikke derhjemme i det skjulte mørke. Vore sårmærker læges i det fællesskab, som Vor Herre Jesus Kristus igen og igen pegede hen imod. De negative billeder ændres gradvist fordi, de bliver set i et andet lys, måske endda et helt nyt lys. Langsomt bliver vi måske endda klogere på os selv og hinanden. Og får forhåbentligt ad den vej modet til at være os selv – på godt og ondt, men altid som vidunderlige gåder!
Jeg hævdede til at begynde med, at Jesu liv var en lang af-stigmatiserings-kampagne! Ja, for han tog ganske bogstaveligt vore sårmærker på sig, satte sit liv helt og fuldt ind på, at intet menneske skal leve isoleret eller fortabes i et tænderskærende mørke. Derfor kan og skal vi sige Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højt lovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen
1 Danske Regioner, Dansk Sundhedsinstitut og Det Nationale Forskningscenter For Velfærd: ”Stigma og psykiske lidelser – som det opleves og opfattes af mennesker med psykiske lidelser og borgere i Danmark”. 2010
GÅ DA FRIT... 