I onsdags var det 50 år siden, at baptist-præsten og borgerrettigheds-forkæmperen Martin Luther King holdt sin berømte tale: I have a dream (jeg har en drøm), på trapperne til Lincoln Memorial i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.. Omkring 250.000 tilhørere var kommet fra hele USA – i busser, tog, fly, så går til fods – for at høre om Kings visioner – om hans drømme – for fremtidens USA, hvor alle uanset race, skulle kunne leve sammen i harmoni som ligeværdige borgere.
Det skulle være slut med særlige og dybt uretfærdige privilegier til – og kun til – hvide borgere – King udfoldede på trappen den dag sin drøm – sit håb – om, at den massive udelukkelse af datidens såkaldt ”sorte” – aka afro-amerikanske – befolkning skulle og måtte slutte. Alt sammen argumenteret ud fra den amerikanske uafhængighedserklærings egen ordlyd: “Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.”
Efter mange års kampe – både fysiske og psykiske – og endnu flere samtaler, hvor både (flest) sorte og (få) hvide havde marcheret USA tyndt for at tale deres sag højt, ja så lykkedes det endelig den 2. juli 1964, hvor den amerikanske kongres vedtog “The Civil Rights Act of 1964”, som langt om længe ophævede al raceadskillelse i skoler og på offentlige steder i USA.
”Alle mennesker er skabt lige” – alle mennesker er skabt i Guds billede! Kristendommens indflydelse på både Kings tale og på den amerikanske uafhængighedserklæring fornægter sig bestemt ikke. Og det er – efter min mening – godt. For hver evig eneste gang vi forsøger at knægte et andet menneskes liv, så skal vi mindes om, at Guds skabelse – og hans dertilhørende menneskesyn om, at alle mennesker er skabt i hans billede – er større og vigtigere end mine små fikse idéer/ideologier om at kategorisere mig selv – både som bedre eller ringere – i forhold til andre.
I dagens evangelium møder Jesus også de 10 syge med en klar tro på, at ”alle mennesker er skabt lige”. I den landsby, som Lukas beskriver i teksten, var der ingen kontakt de forskellige grupper imellem. De rettroende måtte på ingen måde blande sig med de såkaldt vantro samaritanere. Rent og urent skulle ifølge moseloven holdes skarps adskilt. Religiøst apartheid kunne det vel på en måde godt kaldes.
Det var her ti spedalske henvendte sig til Jesus – på behørig afstand. Spedalskhed var nemlig en alvorlig lidelse, som krævede total isolation fra det øvrige samfund. Ifølge traditionen bad Jesus dem om at gå til præsterne, da netop renselsen og helbredelsen af denne sygdom ifølge moseloven var en præstelig opgave. Præsten ville så stænke den spedalske med kildevand og blod fra en slagtet fugl. Derefter slippe en levende fugl fri, som så ville flyve af sted med al urenheden. Efter en uges helbredelse skulle den nu helbredte spedalske så rage sin krop og vaske sig – og da bringe et offer. Her blev han så strøget med blod på højre øre, tommelfinger og storetå – og kunne da reintegreres i samfundet.
De spedalske gjorde, som Jesus bad dem om. Det vil sige, vi ved faktisk ikke, om de nåede helt frem, for netop på vejen til præsten blev de rene. Så måske de i virkeligheden aldrig gjorde helt, som traditionen foreskriver. Måske de på vejen af lutter glæde sprang præste-tjekket over og vandrede videre i og med den Ånd, som Paulus omtaler i epistlen. Vi ved det faktisk ikke.
Men om samaritaneren fortælles det, at han vendte tilbage til Jesus. Og hvor han i første omgang holdt behørig afstand på grund af sin sygdom, så kom han nu Jesus ganske nær og takkede ham! Takkede ham ikke kun for sundhed og hans nye identitet som rask – men takkede ham i lige så høj grad for, at den status han tidligere havde haft som etnisk uren var og er ophævet i kraft af hele kristendommens omdrejningspunkt: ”Alle mennesker er skabt lige” – alle mennesker er skabt i Guds billede!
Helbredelses-historien fortæller os yderligere, at Gud ikke kun er de fås – de renes – de tros – han er universel – han er alles – og for ham er en skabning en skabning – skabt i hans eget billede – og det uanset køn, race, tro, seksualitet, social status etc. Det er denne kendsgerning, som samaritaneren bekræfter med sin TAK.
Men hva’ så med de 9 andre – de der bare smuttede af sted – er de utaknemmelige, fordi de ikke gjorde som samaritaneren, fordi de ikke vende tilbage til Jesus for at sige TAK? Eller fyldte glæden over at kunne vende tilbage til livet så meget, at lige nu handlede det allermest om at komme hjem til familie og venner og ikke mindst til hverdagen – den hverdag, de grundet spedalskheden havde været udelukket fra. Vi ved det ikke og kan derfor kun gætte.
Taknemmelighed er ifølge Løgstrup en af de spontane livsytringer – på samme måde som glæde. Ja glæde og taknemmelighed er vel nærmest at betragte som hinandens enæggede tvillinger og det de har til fælles er, at de (som oftest) er rettet mod andre mennesker eller mod livet selv – mod Gud. Det var disse livsytringer, der meldte sig hos samtlige 10, selvom de reagerede forskelligt. De 9 ved at vende tilbage til livet – og den sidste – ham samaritaneren, der for første gang havde fået at vide, at han er Guds – han måtte en tur i kirke.
For det er lige præcis her i kirken, at vi får at vide, hvem vi i virkeligheden er: at du i medgang og modgang for altid er Guds. Og at intet – absolut intet – kan rive dig ud af det forhold. Og da skal vi altid se til at huske på, at hvad der gælder for os – det gælder også for de andre! Både for dem vi kan lide og dem vi ikke kan lide. For dem vi ikke forstår – for dem ikke kender – for dem vi aldrig har mødt.
Det er her i kirken, at vi bliver sat fri, når vi tør tro på, at i Guds billede er ethvert menneske skabt til at elske og leve. Da er vi sat fri af at skulle definere og arrangere hinanden – i små som oftest iltfattige bokse. Og allertydeligst bliver det, når vi efter næste salme er inviteret til at dele brød og vin. Her er der plads til alle – og her knæler vi sammen for livets skyld og for vores egen – og vi sendes af sted med de samme ord, som samaritaneren: ”Stå op og gå herfra – din tro har frelst dig”. Eller som Grundtvig digter det: ”Gå da frit enhver til sit – og stole på Guds nåde”.
Den er i den Ånd (jf. epistelen), vi senere skal gå fra Klosterkirken og holde søndag aften sammen eller hver for sig. Det er i den Ånd, vi skal tage hul på en ny uge og møde andre mennesker! Det er i den Ånd, vi skal turde stå ansigt til ansigt med både det kendte og det ukendte. Og det er i den Ånd, at taknemmelighed og glæde kan melde sig – oven i købet når vi måske allermindst venter den. Og det er der al god grund til at sige tak for!
GÅ DA FRIT... 