Frederikskirken i PARIS: 743 – 598 – 396 – 164 – 752 v.4+5
Blind leder blind. Luk øjnene og se det for Jer! Den flamske maler Brueghel den ældre lukkede øjnene og forestillede sig: En flok på seks blinde tiggere, der vandrer igennem et landskab, alt imens de holder den fælles retning ved hjælp af en stang eller en stok, som de alle har fat i! Selvfølgelig må de falde i en grøft. Det kan ikke være anderledes, når blind leder blind. På billedet kan én så også se, hvordan de to forreste snubler og falder ned i en grøft – alt imens deres søgende eller måske direkte tomme blik er rette mod Guds himlen. Bagerst i billedet er der en kirke. Nu kan vi som tilskuere så undre os over om de seks mænd lige er gået fra kirken – fra gudstjenesten – vildledte og forblændede. Jeg forsøger at tænke den tanke. Selvom bygningen – hvis vi retoucherede spiret væk – naturligvis også kan tolkes anderledes, som et af de mange andre meningshuse: det være sig de ideologiske, religiøse, kulturelle og hvor vi ellers forsøger at skabe mening. Men lige nu tænker jeg bygningen som en kirke. Min tanke lægger op til en religionskritik. Religionskritikken skal ikke her forstås som en kritik af guden eller som en direkte afvisning af den kristne gud. Jeg er ikke ude i et ateistisk ærinde. Men snarere i en kritik af præsteskabets eventuelt tvivlsomme udlægning af Gud og ikke mindst i fortolkningen af relationen “Gud – menneske” og “menneske – menneske”.
Min påstand er, at i dagens tekst er Jesus ude i en art religionskritik. Der bliver taget et godt og grundigt livtag med loven. Loven som var sammenhængskraften i datidens samfund – i det etnocentriske Israel – det samfund, som hele det gamle testamente beskæftiger sig med. Det var loven, der ordnede alle daglige forhold vedrørende: hinanden, den fremmede, ægteskab, sex, blod, sygdom, spiseregler, opdragelse af børn, arbejde, dyrehold, slavehold med mere – og alt det andet som regulerer samværsreglerne med både Jahve og mennesker. Verden blev kategoriseret i kasserne med rent og urent. I kosher og i treifah. Loven opretholdt verden i snorelige strukturer – og ingen burde derfor være i tvivl om, hvordan et gudfrygtigt liv skal leves. Samfundet var på alle leder og kanter gennemreguleret af religiøse forbud og påbud, så det enkelte menneske – mand, kvinde, pige, dreng blev reduceret til blind passager. Som blind passager lader man sig uhyggelig nemt fragte passiv rundt i konformitet. Mennesket behøver ikke tænke selv. Hvilket på mange måder kan være vældig rart, især når én pludselig oplever sig sat i et valg, der enten er svært, krop-umuligt eller strider imod mere end hvad vi har modet til at gå ind i. Så kan det pludselige opleves som en lise, at andre: præst, imam, rabbi, brahma og hvad gejstlige ellers benævnes sætter kursen og styrer fartøjet … og tilhørerne – os – så i blinde må gribe den stok, der kastes ud og bare følger med.
Det gælder ikke kun indenfor den religiøse diskurs, men også i den ideologiske kontekst. Tænk på nationalsocialismen og kommunismen i det 20. århundrede, hvor al individualitet blev trådt under fode: den frie tanke var farlig og derfor forbudt. Mennesket var det ideologiske tvangsfællesskabs ejendom og kunne lige vove at forsøge at være andet. Med manglende blik for det enkelte individ blev mænd og kvinder – gamle, voksne, unge og børn sendt afsted med blot en stok at klamre sig til som på Bruegels maleri. Sendt afsted mod krig, død og undergang … For føreren – landsfaderen var ligeglad … han havde kun blik for sig selv og sin eget – uerkendte – vanvid.
Det er i denne åndløse trummerum, at Jesus bryder ind – stikker en kæp i hjulet – kigger rundt på dem alle og vi er rigtig mange. Han bryder ind i den kollektive passivitet. En passivitet der har ført til massiv fralæggelse af ansvar gennem alle tider. Tænk på kvinden, der blev grebet i såkaldt hor. Hun blev af en flok religiøse – de skriftkloge ført hen til Jesus, der ville have ham til at dømme – allerhelst fordømme – hende på grund af lovbrud, thi i det gamle testamente står der skrevet, at hor skal straffes med stening. Men Jesus så på kvinden med barmhjertighed og dømte med tilgivelse. Til de skriftkloge måtte han sige de berømte ord: Den, der er ren, kan kaste den første sten. Jesus kunne også have sagt: Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.
Religionskritikken ligger i, at Jesus bryder ind i den kollektive lovforståelse. Kristendommen gør op med åndløs passivitet og kollektiv ansvarsfralæggelse. Fordi den manglende forståelse af, at vi altid er sat i ansvar overfor både Gud og næsten lægger livet øde og fastholder en verden, der deler menneskeheden op i ren og uren – og så er det egentlig et fedt om vi snakker ideologi eller religion. Jesus vil, at vi skal forstå, at vi altid er sat i ansvar; jeg gentager: sat i ansvar! Hvor ansvar siden oplysningstiden ofte udlægges som noget, vi kan tage. som var det en buffet fuld af pølse eller kage – især hvis vi vil ses af andre som etisk korrekte borgere … eller nu om dage som noget vi føler lyst til eller det sådan lige her og nu siger mig noget: altså det der ansvar.
Filosoffen Hannah Arendt fortæller i sin bog om processen mod Eichmann – super-nazisten der blev dømt til døden i Jerusalem -, at han igen og igen påstod, at han “bare” fulgte ordre, da han satte folkemordet mod jøder og andre såkaldt urene mennesker i system. Hun replicerede og afviste denne “jeg gjorde bare som andre befalede” med, at mennesket altid har ansvaret for egen lydighed. Hvem adlyder du?
Jeg vil påstå, at Jesus har strammet skruen endnu mere ved konsekvent at fastholde, at mennesket altid er sat i ansvar overfor sig selv – sin næste – sin Gud – planet jorden og resten af universet. Vi er i ansvar forbundet med den anden – din næste – din nabo – din sidemand – din medborger – din broder – din søster – din fjende – din elskede! Kald ham eller hende eller hvilket pronomen vedkommende har, hvad du vil. Det er et fedt, for livet selv kræver, at vi svarer an – det er skabelsens indbyggede automatik. Lad mig så slutte, hvor jeg begyndte med religionskritikken i kristendommen og repetere, at Jesus igen og igen påpegede, at mennesket er sat fri af alle forordninger og menneskefjendske regler om rent og urent. I et og i alt er vi lige for Gud – lige elskelige – lige tilgivelige – og lige ansvarlige for os selv og hinanden. AMEN
GÅ DA FRIT... 