”Frygt ikke” lyder det gang på gang i både det nye og det gamle testamente og Paulus minder filipperne og os andre om, at vi alle er under Guds nåde – vi er med andre ord omsluttet af Guds kærlighed og derfor behøver vi ikke at frygte – livet eller Gud.
Det er den virkelighed, som vi lever og ånder i og i den nådige virkelighed skal dagens tekst om tilgivelse åbnes og udfoldes. Vi SKAL – det er løftet – stole på, at Gud tilgiver os i et og alt. Det er det evige håb, når alt svigter – det være sig én selv eller andre.
Samtidig så tilføjer Jesus i Matthæus teksten så også lige, at vi skal kunne tilgive hinanden. Evangeliet bliver så radikalt og indskærper – ovenikøbet på den noget truende måde – overfor os, at hvis vi ikke tilgiver, så vil vi heller ikke selv få tilgivelse. Det er en barsk besked, især hvis jeg tænker på et krænket menneske, der forsøger at leve med sine ar og SÅ samtidig skal tilgive sin krænker.
For er det overhovedet muligt? Render vi ikke panden mod en mur og må med skam konstatere, at det er langt nemmere sagt end gjort?
I fadervor – den bøn som vi får i dåbsgave – beder vi: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” – og derfor tolkes det ofte som en kristen forpligtelse at kunne tilgive. Men kan det ikke nemt ende op med at være tomme ord? Og hvis Gud tilgiver alt, tilgiver han så ikke også, at jeg ikke kan tilgive min næste?
Dagens tekst efterlader i hvert fald mig med op til flere dilemmaer om tilgivelsens væsen. Problemer som netop den norske teolog og tidligere fængselspræst Paul Leer-Salvesen forsøger at tage livtag med i sin bog: Tilgivelse (2004), hvor mennesker i alle aldre og med vidt forskellige erfaringer, det vil sige også voldsofre og gerningsmænd er blevet bedt om at beskrive, hvad de forstår ved tilgivelse.
Bogen vidner om, at tilgivelse på ingen måde er et tomt begreb. Den er lige så mulig, som den er umulig. For tilgivelse er ikke kun noget, som vi taler om eller prædiker søndag efter søndag. Tanker om tilgivelse dukker som oftest op i brudte forhold, hvor tilliden er blevet smadret eller krænket mellem to eller flere mennesker. Disse krænkelser spænder vel og mærke bredt. Fra børn der er blevet uvenner i legen til vedvarende mobning fra andre børn og voksne. Over krige, drab, seksuelle overgreb, røverier, vold i hjemmet og i det offentlige rum til nabostridigheder, arvesager og voksenmobning på arbejdspladsen. Og så har jeg alligevel ikke fået alle med.
Jeg tror, at de fleste af os har overvejet eller diskuteret om, alt kan tilgives. Om de værst tænkelige forbrydelser kunne tilgives? Netop derfor kan vi også længes efter og håbe på tilgivelse. Vi kan tigge og trygle om den. Vi kan purre afvise den, fordi den er umulig. OG vi kan opleve, at den alligevel pludselig bliver os skænket, måske da har ventet den allermindst.
Lad mig fremhæve tre udsagn om tilgivelse fra bogen; to om den umulige og et om den mulige:
1) En enkelt mener, at det er umuligt at tilgive med fuld oprigtighed, således at uretten slettes fra hukommelsen. For ”så ville jeg have været Gud! Kun Gud er i stand til at tilgive og kaste alt i glemslens hav”.(p. 62)
2) En anden mener, at mennesket ikke kan tilgive alt, for så gør vi os lig Gud. Man kan sige, at hendes tro dermed sætter hende fri fra at skulle forsøge at tilgive. Hun frisættes fra at skulle gøre for det umulige.
3) Det tredje og sidste eksempel er skrevet af en gerningsmand efter et besøg af en mor i fængslet – jeg citerer:
”Hun kom og så noget andet end et monster i hans ansigt. Hun så sikkert gerningsmanden. Hun kastede nok nogle blikke på de hænder, der havde begået det forfærdelige, og spurgte sig selv: Var det ikke de samme hænder, hun havde set, da hun ammede ham? Da han fik sin første legetøjsbil? Da de gik tur i skoven? Hun ledte i hans blik efter noget, der kunne forklare det. Jo, selvfølgelig så hun drabsmanden. Men hun så først og fremmest en søn. I og med det blik var han ”lidt” tilgivet, selv om hun ikke på nogen måde kunne repræsentere offeret. Hvad repræsenterede hun så? Sig selv selvfølgelig. Et selv, som ikke lod manden og gerningen smelte sammen, således at han blot var gerningsmanden, en, der kun var summen af det, han havde gjort. Hun repræsenterede et alternativ. En, der var i stand til at se noget andet end en drabsmand i hans ansigt. Hun repræsenterede godheden. Han kaldte det tilgivelse” (p. 10)
Det er jo rent evangelium. For vi er netop altid mere end vore gerninger. Hvis jeg nu tegner en sort plet på hvidt A4 ark, hvad ser vi så? Umiddelbart vil de fleste af os nok svare, at vi kun ser den sorte plet. Men hvad så med resten af papiret? Evangeliet vil, at vi skal se hele papiret også alt det hvide selvom, den sorte plet altså gerningen er det første, der springer i øjnene. Moderen ser mere end gerningsmanden, hun ser sin søn, hun ser en voksen mand.
Men hvad hvis vi ikke kan se andet end ugerningen. Hvis vi er den krænkede part og på den ene eller anden måde ikke er i stand til at tilgive, er vi så afskåret fra Guds tilgivelse? Sådan som teksten kunne tolkes? Der må da være en radikal forskel på den tilgivelse, som vi får fra Gud og så den tilgivelse vi skal give eller forsøge at give hinanden?
Ja, der er en radikal forskel. For Guds tilgivelse er en ubetinget gave. Vi får den gratis for intet. Vi kan hverken købe den eller gøre os fortjent til den gennem et f.eks. rosværdigt moralsk levned. Ergo så må det betyde, at det heller ikke er nødvendigt at give andre tilgivelse for selv at få Guds nådige tilgivelse. Det er Guds suverænt egen afgørelse at tilgive os. Her er der ikke tale om et ”noget for noget” forhold. Men her er der tale om nåden for alle og den er betingelsesløs.
Den betingelsesløse tilgivelse peger tilbage til Golgatha langfredag, da dommeren selv blev den dømte. Jesu Kristi korsdød mellem de to forbrydere ophæver ethvert skel mellem gerningsmand, offer og dommer. For Gud er gud for os alle. Han elsker os lige højt om vi dømmer, krænker eller krænkes. Guds nåde er, som vi hørte Paulus fremhæve det overfor filipperne og os andre, for alle mennesker. Det betyder, at vi bliver modtaget med absolut barmhjertighed og ubetinget kærlighed lige meget, hvad andre så måtte hævde.
Men hvad så med tilgivelsen af næsten. Er oprigtig tilgivelse en mulighed eller umulighed? ”Både og” vil jeg hævde. Jeg vil mene, at vi skal søge tilgivelse for ikke at ende i et ekstremt nul-tolerance forhold. Men samtidig må og skal vi også have forståelsen af, at tilgivelsen kan synes uoverskuelig og umulig. For om vi vil det eller ej, så har vi ingen guddommelig suverænitet til at kunne tilgive frit og uafhængigt. Vi vil altid være fanget ind af vores egen menneskelighed og derfor er vores ønske om tilgivelse som oftest betinget. Vi forventer, at få noget igen, for at ubalancen kan balancere og tilliden kan blive reetableret.
Paul Leer-Salvesen foreslår en refleksion i kirken over om, det ikke ville være mere passende, at Fadervor revideres til: ”Forlad os vor skyld, selv om vi ikke er i stand til at forlade vore skyldnere”.
Tja, igen et ”både og”. At tilgive sin næste skal vi udelukkende forsøge at gøre for næstens og aldrig for Guds skyld. For så gør vi tilgivelsen til en præstation overfor Gud: ”Se, hvad jeg kan!” Men Gud dømmer os jo netop ikke på vore gerninger eller ugerninger.
De fleste oplever på et tidspunkt, at en relation til et nært menneske går i stykker. Og er det mig, som har forvoldt bruddet, så har jeg med garanti brug for at få det genoprettet. Jeg har brug for, at min udåd tilgives. Jeg har brug for at blive bedømt for andet end den fejl, jeg forvoldte.
For vi har altid brug for, at det andet menneske ser os som hele mennesker og ikke kun fokuserer på den sorte plet; på ugerningen. Det er såre menneskeligt, at ville ses og ”opleves” med alle egenskaber – de gode som de sære. Om det så lykkes at genoprette den brudte balance – relation – afhænger af omstændighederne og betingelserne. Men når det sker, er det på en måde hver eneste gang et under, som kun kan glæde.
Guds kærlighed derimod er ubetinget og uafhængig af tid og rum. Den kan vi altid regne med. Vi skal aldrig gøre os fortjent til den ved hjælp af gode gerninger. Den er virkelig Guds gave til dig og mig. Den gave der på trods af skylden lyder: ”Frygt ikke” for du er et elsket menneske, der skal leve dit liv i frimodighed – alene og sammen med andre – på godt og ondt. AMEN
GÅ DA FRIT... 