Forleden så jeg en overskrift der lød: “Fasten er begyndt, hvad skal vi bruge den til?” … det er åbenbart hot stof … faste er det nye sort … og det skorter ikke på forslag: nogen klima-faster – nogen holder sig fra al plastik i 40 dage, nogen spiser ikke hvidt brød, sukker eller kød, nogen dropper alkohol, nogen tjekker ikke mails – eller går (officielt) af sociale medier, nogen går i enrum og er åndelige – der gives lange lister med faste-forslag, hvis man ikke selv kan hitte en idé … det virker lidt, som om der er gået sport i at afholde sig fra et eller andet.
I den lutherske kirke fylder faste – som en fysisk aktivitet – ikke noget rent teologisk, tværtimod så mente den gamle reformator Martin Luther (som vi i dag synger hele 3 salmer af), at det er en unødvendig fromhedsøvelse. I den danske folkekirke – som rummer en del arve-sølv efter netop Luther – ja her fylder faste – som en ydre eller indre foranstaltning – heller ikke rigtig noget, måske nogle enkelte – nok især præster – forsøger sig og gerne flash’er deres fasteri på f.eks. facebook. MEN i det store og hele, så har vi ikke nogen tradition.
Og hvorfor så ikke det? Måske fordi Luther tilbage i 1522 mens reformationen koger skriver en længere afhandling med titlen: Om at undgå menneskelære.
Afhandlingen indledes således: “Jeg, Martin Luther, har udgivet denne korte pamflet for at trøste og redde de stakkels samvittigheder, som ligger fanget i klostre og stiftelser på grund af menneskelig lære, for at de kan ruste og styrke sig med Guds ord for at kunne holde ud i dødsnød og andre anfægtelser.” citat slut.
Meningen var og er, at de børn, nonner, munke og andre som var/er indespærret i den katolske tro kan komme ud – uden at miste Gud. Luther ville med andre ord rette op på den vranglære, som han mente herskede i den store moderkirke. Vranglære forstået her som alt det, der af mennesker er tilføjet ordet. OG derfor må han citere fra 5. mosebog kap 4 vers 2: “I skal ikke gøre tilføjelser til ordet, og heller ikke trække noget fra.” Derfra går han så i skriftet via Moses til Kristus og citerer Matthæusevangeliets kap 15 vers 11: “Hvad der går ind i munden, gør ikke mennesket urent; men var der går ud af munden, det gør mennesket urent.” OG han tolker selv derpå: “Denne udtalelse eller denne dom skal man lægge vel mærke til; (…) den gør alle samvittigheder fri for alle love over mad og drikke, på den måde, nemlig, at det står én frit at spise mælk, smør, æg, ost, kød på alle dage, hvad enten det er søndag eller fredag, faste eller advent.”
Godt så – faste-tiden handler overhovedet ikke om, hvad vi propper i munden! Fast!, lige så tosset, hvis det er, hvad du vil, men det har intet med Kristus eller kristendom at gøre. Men hva’ så … tja, hvis vi ser på dagens læsninger, så er der noget langt vigtigere på færde end muligheden for at pleje sin gode samvittighed med klima-reduktion, nul-facebook eller hvad mit “hokus pokus mit eget ego i fokus” nu kan finde på.
Så et bud på en tolkning af fasten kunne være følgende:
Syndefaldet – den første læsning fra alteret -, som æblespisningen oftes omtales som, ER langt mere end et fald og en synd! For ved hjælp af samtlige sanser, så åbnes menneskets øjne, så det kan skelne mellem godt og ondt.
Nuvel, mennesket har fået et forbud – men som den gamle over-rabbiner Melchior, da han var på besøg her i sognet, sagde det: “hvad har Gud dog tænkt, da han gav mennesket et forbud – at de ville overholde det? … havde han mon hovedet under armen den dag?” Tja, måske eller også ligger der i skabelses-myten, at med forbudet skabes eller iværksættes menneskets nysgerrighed – og det vel at mærke på godt og ondt! Problemet er egentlig ikke, at de spiser af æblet. Problemet er, at de ikke vil stå ved, at de har gjort det. Adam stikker hovedet i busken og gemmer sig; han vil ikke svare an, da Gud kalder på dem. Han vil ikke tage ansvar, taget ansvaret for, hvad han har gjort. En anden skal have skylden … som så forsøger at give den videre … og så fremdeles.
På bundlinjen står tilbage, at mennesket med æblespisningen har fået øjnene op for både godt og ondt. OG dermed kom ikke kun ansvaret ind i verden, men også valget. Valget som kan være så svært at vælge, især når vi er bange for at fejle eller ikke kan se, hvad der er rigtigt eller nødvendigt.
I dagens evangeliet, som jeg læste lige før, er den ny-døbte Jesus på tur med djævlen! Djævlen som er symbolet på det onde. Først er de i ørkenen – deres mødested; derfra går de så videre til byen, hvor de står ovenpå templet og endelig er de oppe på bjerget, hvor djævlen viser hele verden frem.
3 gange forsøger djævlen at friste Jesus. Første gang med et forslag om at trylle sten til brød, så han kan spise sig mæt … anden gang med et forslag om at Jesus hidkalder englene, bare fordi han kan … og tredje gang med et forslag om, at hvis Jesus tilbeder den onde – djævlen selv, så vil han – altså Jesus blive præmieret med alle verdens riger og herligheder.
Fælles for de 3 fristelser er, at de alle som en tilfredsstiller ego’et! Om det vil de fleste af os måske nok tænke, jamen herre gud skulle det være et problem – enhver redder jo sig selv – hvem ikke gerne være mæt, hvem vil ikke gerne gribes og hvem vil ikke gerne have mere – måske endda det hele. Vender vi den moralske skrå, så vil vi måske tænke – næ nej, grådig vil jeg ikke fremstilles som – sådan vil jeg ikke ses af de andre … men i bund og grund så er vi jo bare mennesker – grådige på forskellig vis! Noget langt mere er derfor på spil i evangeliet! Hvis vi nu forestiller os, at Jesus rent faktisk sagde ja tak til alle tre fristelser, så ville han slet og ret sætte hele sin menneskelighed overstyr og dermed guddommelighedens troværdighed. Mad, engle-power fordi han kunne og ejerskabet over hele verden! Jesus ville med 3 gange ja vælge sig selv – så meget, at han ville ende med at lade det onde – den onde – djævelen sætte dagsordenen! Menneskesønnen ville i et split sekund være en saga blot. Jorden ville 1-2-3 være blevet gudløs og overladt til det bare ingenting … og til dem der kom først!
Jesus lod sig ikke friste, det er, hvad vi kan lære af dagens faste-tekster! Han valgte ikke det onde. Han valgte ikke at massere sit eget menneske-ego. Han valgte menneske-sønnen – at være sin identitet tro – han valgte at forblive menneske – med den anden som primær – medmennesket som den vigtigste – og han gjorde det på menneske-livets præmisser med hvad dertil hører af angst, fristelse, død, sorg, glæde, håb – alt sammen sammenfattet af kærlighed. Kærligheden til menneskelivet.
Det er fastetid! Vi behøver ikke faste, det har Jesus slået fast og Luther mindet os om. Hvad vi til gengæld kunne tage med os i en slags overvejelse er begrebet fristelse, for også vi bliver fristet – sådan er det livet igennem! Fristet til at vælge “mig selv” – og dermed vælge den anden fra – reducere medmennesket til fordel for egne ønsker og behov. ER det så ondt? Tja, det må vi hver især afgøre med os selv og vores gud!
Men fristet bliver vi den ganske tid! Hvem fristes ikke til at overse det medmenneske, der er i nød – som faktisk lige her og nu har brug for min hjælp? Hvem fristes ikke til i ny og næ at manipulere den anden for at få sin egen dagsorden igennem? Hvem fristes ikke til at gribe kontrollen, så andre føler sig tromlet ned? Hvem af os kan sige sig helt fri for fristelsen til at tolke den andens motiv uden videre? … eventuelt lægge den anden ord i munden? Hvem fristes ikke til at bagtale, anklage, fælde dom – i hvert fald fordom? I en tid hvor nogen råber højt – rigtig højt endda – og andre føler sig krænket for et godt eller måske mindre godt ord, så kunne fastetiden måske bruges til at reflektere over, hvordan vi møder vore mange forskelligartede relationer … hvilke valg træffer vi? Vælger jeg mig selv eller den anden? Og har vi modet til at tage ansvaret for vore egne valg – også de uheldige? Har vi modet til at lade ord og sætninger fare forbi os eller hopper alt partout på os? Hvad var det nu, Jesus belærte os om: Hvad der går ind i munden, gør ikke mennesket urent; men var der går ud af munden, det gør mennesket urent.
Med andre ord så er vi sat fri af alle mulige fikse idéer om acceleration af egen fromhed og diverse faste-øvelser ud i at gøre os fortjent til Guds kærlighed. Guds kærlighed har vi som et rygstøtte, vi altid kan læne os op af – også når vi træffer de forkerte valg, ikke vil tage ansvar og fristes til at glemme hinanden …
GÅ DA FRIT... 