Engang troede kirken og dens tilhængere, at stort set ALT var gudsgivet – lige fra dårligt vejr til de kongelige … og derfor måtte Thomas Kingo – den store danske digter, som vi ikke synger i dag – digte et meget meget langt hyldest-vers, der bar navnet HOSIANNA, til Christian d. 5’s kroning d. 7. juni 1671 – eller salving som det retteligen hed. Og han indleder på følgende vidtløftige måde:
“Aller-underdanigste og Allerydmygeligste Hiertes
Lyk-Ynske
Til dend
Stoormægtigste og Høystbaarne Monark
og Ene-Volds-Herre,
Christian dend Femte,
Konge til Danmark og Norge, de Wenders og Gotters,
Hertug udi Slessvig, Holstein, Stormarn og Dytmærsken,
Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, etc.
Der hans Kongl: Mayst. Aar 1671. dend 7. Junii. til sin
høy-vægtige Arve-Regiering Gudfrygteligen, Rætfærdeligen, Lykkeligen og
Seyersaligen at fremføre, og til sine Arvinger og Effterkommere
berømmeligen omsider at henføre, lod sig, effter dend
aff Gud selv indførde og Himmelbudne
Maneer og Maade,
Salve og Signe.”
SÅDAN – mere svulstigt på den barokke måde kan det næppe blive! Det interessante og for os – sikkert – ganske fremmede er, at kongen på det tidspunkt – altså i enevælden – ansås som givet menneskeheden af Gud – en art Guds gave om man vil!
AT kalde den meget lange hyldest for HOASIANNA, der på hebræisk betyder: “frels os” siger jo egentlig ALT! FOR jubelråbet HOSIANNA bruges bl.a. palmesøndag i evangelie-teksterne, da Jesus rider ind i Jerusalem – hvor alle tror, at nu er helten endelig kommet for at smide den romerske besættelsesmagt på porten … men som det nok er de fleste bekendt, så er det slet ikke det ærinde, Jesus er kommet i – tværtom – han er kommet for at sætte mennesket og kærligheden fri – så vi kan og skal elske hinanden på tværs af skel – og for det ender han på et kors!
I dag tænker ingen – vil jeg hævde -, at øvrigheden med f.eks. biskop og dronning skulle være udvalgt og indsat af Gud! Den første er slet og ret valgt af menighedsrødder og præster – den anden er en del af en lang familie- og forfatningstradition. Som en tillægsoplysning kan kort nævnes, at netop Majestætens valgsprog lyder: “Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”. Hvilket kan tolkes som, at hun lever og dør under præcis de samme vilkår som os og så lige tilsat et drys af den uskadelige nationalisme.
Og med de samme vilkår mener jeg, at vi alle – uden en eneste undtagelse – er Guds. Det skal være mit foreløbige bud på en fortolkning af Jesu ord: “Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”. Tilsammen er vi med natur og dyr og alle de øvrige atomare sammensætninger Guds skabelse omsluttet af den kærlighed, vi kalder Gud. Den kærlighed som vil hin enkelte – og som altid vil os mere end hvad vi umiddelbart kan blive vejet og målt for let eller for tungt til. Den kærlighed som vi skal forsøge at række videre til hinanden – til både vennen og fjenden. Den kærlighed der vil, at vi får mod til at turde, hvad der er kan vise sig nødvendigt …
Men hvad så med kejseren, tja … kejseren kunne være lovgivningen – grundloven om man vil – og overfor den er vi alle lige og det på tværs af, hvad de forskellige religioner så måtte kræve af os. Luther ville overfor det hævde, at lovgivningen så også skal forståes som gudsgivet – som en art skabelsesordning. OG derfor krævede han, at enhver udviste lydighed overfor loven – og lige meget hvad underordnede sig den.
I det moderne demokrati er det verdslige og det religøse gudskelov skilt godt og grundigt ad. Hos os har teokratiet – altså gudsvældet – ingen gang på jord.
HER kunne én så overveje om kristendommen i dagens Danmark, “bare” er noget – en art mindestue – vi dyrker i ny og næ, når vi går lidt i kirke. Eller om kristendommen rent faktisk pålægger os en forpligtelse, som rækker ud over rummets behagelige orgelklang. OG hertil er svaret JA!
Under dåben lige før lød det i den ene læsning: “Gå ud i alverden (…)”. Det er, hvad vi skal. Det er, hvad vi pålægges. For vi går i kirke for at gå ud igen. Ud i verden med al dens vilde turbulens. Befalingen får vægt af, at den bliver sagt, af Jesus selv! Ham der gav sig selv til den Anden! Den Anden forstået som den person, der pludselig står overfor dig og har brug for netop din hjælp! Og måske sker det en dag, at den hjælp kræver, at du bryder den verdslige lovgivning.
Birthe Rønn forklarede det engang sådan – og jeg gengiver det her frit efter hukommelsen: En dag ringer det måske på din dør! Du åbner – udenfor står der et menneske – jeres blik mødes – og han/hun beder dig om hjælp! Du forstår pludselig vigtigheden af at handle til fordel for den Anden. Måske det netop kræver, at du bryder loven. I et øjeblik er du slet ikke i tvivl. Mødet – øjenkontaktet – har ændret noget – du er sikker – noget må gøres! Du handler selvforglemmende til fordel for den Anden.
Du rækker den kærlighed videre, som du er skabt i. Og dermed giver du Gud, hvad Guds er! Nemlig skabningen og skabelsen den fylde og den mening, der gør, at livet KAN leves – ikke kun mit eget lille bitte hokus-pokus-mig-selv-i-fokus-liv med den altid nærliggende følelse af at have gjort noget godt, stort og ædelt – evt. dokumenteret på de sociale medier med et petit hokus-pokus-billede. Hvis I spørger mig, så må vi forøvrigt gerne ha den følelse, for på en måde så tror jeg, at sådan har ideologi og kultur formet os … indtil noget andet tager os … men det er en helt anden snak!
At række kærligheden videre hedder på moderne ikke-religiøst sprog: civil-courage, hvor vi handler ud fra en overbevisning og dermed risikerer os selv. Det er naturligvis ikke min opgave at stå her og opfordre til, at vi skal bryde loven. Lov er lov og skal naturligvis overholdes. Men hvad så den dag dit hjerte byder dig noget andet end rationel bogstavelighed? Den dag det ringer på din dør og et møde – et blik – et øjeblik gør, at du føler et ansvar, der er tungere end loven? Og som gør, at den risiko du måtte løbe bliver ligegyldig i forhold til din næste … JA, den dag må du afgøre dig – træffe et valg – som tjener den Anden – og dermed give Gud, hvad Guds er.
Det var det hans egen søn – Jesus Kristus – gjorde. Han gav sig 100% for, at det blev den Anden muligt at leve. Vi er kun, hvem vi er … og det er på mange måder godt nok! Og måske bliver der aldrig ringet på vores dør … men sker det en dag … ja, da tror jeg ikke, at vi vil være i tvivl … for den følelse – tvivlen – hører nemlig ikke selvforglemmelsen til, da vil vi handle til gavn for vores næste og dermed give Gud, hvad Guds er. AMEN
GÅ DA FRIT... 