Det er sensommer – høsten er i hus – temperaturerne er fortsat sommerlige – badevandet er lunt – årstiderne skifter også selvom vi måske ikke lige kan se det – så har vi salmerne, der minder os om, at skoven falmer trindt om land – sådan som den altid har gjort det – samtidig med at evangeliet til i dag taler om, at vi skal leve som himlens fugle og markens liljer …
På tirsdag er det 700 år siden Dante – ham der skrev den guddommelige komedie – døde. Et langt epos – digt – skrevet om vejen gennem helvede – skærsilden (purgatoriet) – og himlen. Over porten ind i helvede har forfatteren Dante sat indgangs-replikken: “Her lades alt håb ude” (Lasciate ogne speranza, voi ch’intrate).
Så springer vi lige frem i tiden – 600 år frem i tiden – til 1902 for da huggede i sten kunstneren Rodin nede i Paris en mand, som sidder foroverbøjet og hviler venstre håndled på venstre lår sådan hen over knæet – højre arms albue støtter sig på samme lår – og i hans højre hånd hviler han sin hage – ja, faktisk er hoved og blikket rettet mod jorden. Der har han siddet nøgen i 119 år. Han er irgrøn – i bronze – det siges, han sidder og mediterer – han bærer navnet Tænkeren – eller i folkemunde Grubleren. Sidenhen er kopier af ham spredt rundt i Asien, Nord- og Sydamerika, på Glyptoteket i København og andre steder i Europa. Faktisk havde Rodin tænkt sig, at hans figur – Grubleren – skulle have siddet over porten ind til Dantes helvede sammen med teksten: HER LADES ALT HÅB UDE.
Grubleren! Man kunne jo tro, at det der grubleri var et moderne fænomen. Er det postmoderne egos store udfordring – især efter den tyske filosof Nietzsches snak om guds død. Udsprunget af oplysningstidens hyldest til fornuften. Men rent faktisk er der i Israel fundet en anden tænker eller grubler i ler, der kan dateres 3800 år tilbage i tiden. Vi er tilbage i bronzealderen – længe før Kristus – længe før Jesus formanede: vi skal leve som himlens fugle – bekymringsløst og i den dur. Alle dage har mennesket tænkt – siden tidernes morgen har det grublet – før Kristus – med Kristus – på Dantes tid i tidlig middelalder – på Rodins tid omkring 1900-tallet – alle dage har mennesket bekymret sig!
Grubleri og håbløshed går hånd i hånd … som hønen og ægget – dog uden deres normalt frugtbare samarbejde! Den golde håbløshed gør vi før eller siden os erfaringer med – på en måde hører det livet til … og kun de færreste slipper … tænker jeg.
Evangelierne tager gerne de menneskelige erfaringer og følelser under behandling. Derfor må Jesus da også i dag snakke om både gudsriget og det bekymringsfrie liv. Det tilhører nemlig markens liljer og himlens fugle. Der er noget barnlig poetiske over det billede. Det tilhører det sorgløse – og siger vist mere om gudsrigets beskaffenhed end om os og vores hverdag! Os dødelige jordiske væsner med en – vist nok – højere bevidsthed end både liljer og fugle. Jeg har ofte tænkt på netop dagens fortælling som et glansbillede – med glimmer … det er en fin lille historie at varme sig ved … men når tankerne stikker af med én … så går tændstikken, som hos den lille pige hos H.C. Andersen, der sad på en kolde trappesten med svovlstikkerne, ud! Så er der atter mørke og kulde … og død og tab og afmagt er den kendsgerning, vi alle må forholde os til. Og på den måde kan vi den ganske tid finde et aber dabei – en indvending til Jesu tale … et jamen …
OG så er det, at vi igen bliver afbrudt af Jesu tale ind i vores elendighed – eller tvivl eller grubleri …! For Jesus taler om et gudsrige, der igen og igen fastholder, at der altid er et håb! Endda et evigt håb. Et evigt håb der modsiger den snigende nihilisme med guds død og meningsløsheden i det gådefulde, som vi ikke forstår, som vi ikke kan regne ud … håbet der bliver hængslet til livet, der leves og skal leves med sine op- og nedture. Håbet der sparker til bunken af urokkelighed og kulde … håbet der rusker i intetheden, den intethed der får os til at gå i stå og opleve alt statisk – og måske endda ligegyldigt.
Modtalen til denne erfaring er evangeliets ord om markens viljer og himlens fugle – og kan kort og godt omskrives til: livet ER dynamisk! Som månederne – som årstiderne – som vejret – som naturens gang. Tilværelsen er altid i bevægelse (også når vi føler den er gået i stå) – den kan slet ikke stå stille og lige præcis derfor eksisterer bekymringerne – og det i alle mulige afskygningerne – tænk på bøndernes usikkerhed – og i nogens øre som brok over vejr og vind! Eller tænk på vores egne relationer med hinanden: som ægtefolk, kærester, som forældre, som familie, som venner, forbipasserende, kollegaer, kirkegængere og som både bekendte og ubekendte … vi er flettet sammen med hinanden – med naturen – med verden!
Tilbage i 1970’erne sagde en mand (Edward Lorenz – matematiker og meteorolog): “At når en sommerfugl basker med vingerne i Brasilien kan det udløse en tornado i Texas” oversat så hænger det hele sammen i et stort rodnet – uoverskueligt … kaostisk … en lille påvirkning kan have stor påvirkning! Han sagde også, at forudsigelser kan være aldeles uforudsigelige og dermed er overblikket over verdens gang et stort fatamorgana og netop kontrol-tabet har det med at skabe grublerier – i både det store som det små. MEN også denne komplekse måde at ville rode rundt på modsiges af Jesus, som fastholder, at vi skal turde tro på, at enkelthed ER mulig! Ikke at vi partout skal reducere alt vores habengut til, hvad vi kan bære i en rygsæk! Men enkelthed det er, hvad vi kan lære af fuglene og liljerne …
På en måde er bekymringerne måske slet ikke problemet – nuvel, de kan da tage pippet fra enhver og holde én søvnløs i uger og hvis vi ikke gør noget medfører det stress og sygdom! Der er hjælp at hente. Vi kan lære at lade bekymringerne ligge … uden altid at gribe dem og dyrke dem … uden altid at skulle begribe dem. Men det er en helt anden snak – en psykologisk en.
I min teologiske optik ER problemet L I G E G Y L D I G H E D. Ligegyldigheden med tilværelsen og alle dens facetter. Den dag, hvor relationen bliver ligegyldig, så er der virkelig grund til bekymring … den dag hvor forpligtelsen menneske og menneske imellem er blevet gold og kold og statisk, da skal vi mindes om kristendommens omdrejningspunkt: At vi, som Paulus siger det, skal bære hinandens byrder – vi skal turde løfte, hvor det er muligt – uden at fratage hinanden hverken friheden eller ansvaret … vi skal gensidigt lade os opmuntre til at løfte blikket – og turde tro på, at Gud med hele fortællingen om markens liljer og himlens fugle VIL, at der altid er mere mellem netop himmel og jord end de erfaringer, som vi hver især bøvler rundt med! Og det om vi bekymrer os eller ej! Der er mere – der er altid mere – det skal vi turde håbe! Præcis som i dåben, hvor vi velsignes i en tro på, at vi for altid er Guds! Guds elskede – og at han vil følge os med sin kærlighed – og det lige meget, hvad fremtiden byder … på det løfte skal vi leve og turde være hinandens mere eller mindre baksende og flaksende sommerfugle.
GÅ DA FRIT... 