Taget op til Himlen – himmelfart – det er så fremmedartet – så mærkeligt – så anderledes – måske endda absurd – ihverfald for mig – måske også for I andre … og jeg må spørge: hvor kommer den her forestillinger egentlig fra? Denne – skal vi kalde det – guddommelige trafik mellem himmel og jord. Og hvad har de egentlig tænkt om himlen, de gamle?
I 2. kongebog i det gamle testamente kan man læse om Elias Himmelfart, som er en art skabelon for Jesu forsvinden i skyen. Her fortælles det, at profeten Elias var blevet gammel og havde brug for en afløser. Elias bliver i fortællingen ført til himmels i en ildvogn, hvorefter hans discipel Elisa overtager dele af den gamles profetiske kraft.
Se! Himlen er her Guds sted. Et konkret sted – en lokation – og at træde ind i himlen er altså at træde ind et bestemt sted – over jorden. Et andet sted, en anden dimension. Væk fra jorden, men ikke længere væk end man kunne se derop. Se! Guds sted. Så når Markus fortæller os, at Jesus er taget op til himlen og har sat sig der ved Guds højre hånd, så har den symbolske betydning været kendt for hans samtid. At Jesus nu er trådt i karakter som konge. Han har indtaget sin plads der – sat sig. Som det en konge gør. Undfanget ved Helligånden, og nu siddende ved Guds højre hånd. Hans væsen er himmelsk, guddommeligt og han er på plads for dem – han er, hvor han skal være. Ikke hos dem mere, men heller ikke væk. Han er et sted i nærheden – og så kan de også falde på plads. OG nu skal de så ud og fortælle om alt det, som Jesus har sagt og gjort.
Og så lige et lille tillæg: Himmelfart og himmelrejser er også kendt islamisk tradition. Her fortælles, at Muhammad i år 622 ledsaget af ærkeenglen Gabriel foretog en himmelfart (miraj) fra Jerusalem op gennem de syv himle, hvorunder han mødte og talte med en række tidligere profeter bl.a Jesus, Moses og Abraham.
I oldtiden og i middelalderen forestillede man sig rent faktisk, at der var flere himle, og disse himle var befolket af i hvert fald Gud og englene – og i Dantes guddommelige komedie endnu flere – bl.a. den norske Håkon d. 4 -, og det store håb var, at man selv engang efter dette liv ville komme i himlen. Ja, de gamle har tænkt meget konkret, at himlen var en region – med eget postnummer – et sted i verdensaltet. Det var jo også et sted for de håb og drømme, som mennesker til alle tider har …
Sådan tænker vi ikke mere. Skal jeg blive i logikken så giver himlen ingen mening. Himlen er tom. Jo, der er en del rum-affald – gamle satelitter – store og små sten … men derudover er himlen tømt for guddommeligt hejs …og det ved vi fra naturvidenskaben … Så med himlen tømt, hvor placerer vi så vores håb og drømme? Vi mener ikke, at der findes noget hinsides det, vi ikke selv kan se og konstater i tid og rum. Vi regner ikke med andet end den verden, vi kender og som kan undersøges og kortlægges i ligninger og med store teleskoper og rumrejser.
Lidt kynisk og upoetisk kunne jeg hævde, at vi forholder os til en flad og endimensionel verden, som vi i virkeligheden er spærret inde i. Vi er spærret inde i dennesidighed – i immanensen. Himlen findes ikke eller er lukket land. Der ikke længere noget helligt eller noget evigt, som vi er i en eller anden berøring med her i denne verden. Det moderne menneske lider af immanens-klaustrofobi. Det er egentlig lidt synd for os. Den britiske forfatter Julian Barnes formulerer det kort og præcist i ‘ikke noget at være bange for’ : Jeg tror ikke på Gud. Men jeg savner ham.
“Nej, Gud er død” siger Barnes, som ikke er en troende mand – og fortsætter: “Ham har vi slået ihjel, sendt i exil. Det var vi nødt til. Men det betyder, at han ikke længere er her som den, der ser os. Så må vi se på os selv. Men da vi slog Gud i ihjel, slog vi os selv ihjel. Så vi det i tide? Ingen Gud, intet efterliv, intet vi. Vi gjorde ret i at slå ham ihjel, selvfølgelig, denne gamle imaginære ven. Og vi ville alligevel heller ikke få det efterliv. Men vi savede den gren over, vi sad på. Og udsigten herfra, deroppe fra – selvom den kun var en illusion – var ikke så dårlig.” Citat slut (Veje op – veje ned p. 86).
Med en tom himmel – hvor placerer vi så vores håb og drømme? Udsigten – hvor blev den af?
(…) Jorden løftet er mod Himlen,
Himlen sænket er mod jord,
stigen rejst til englegang
under støvets frydesang,
tonestigen fra vor tunge
did op, hvor serafer sjunge.
SÅDAN skal vi synge sammen – før vi går hver til sit! Vi skal synge om himlen og jorden og om at disse to binder hele kristendommens mange facetter sammen! Så vores timelighed flettes ind i det evige og det sker vel at mærke med frydesang. Igennem salmesangen bliver det os muligt at fornemme, at der faktisk er mere! OG derfor har det da også været uforfalsket ussel faste ikke at måtte synge sammen i gudstjenesten de sidste mange måneder – thi himlen og alt det store begribes – bestiges – nu engang bedst via tonestigen – da synes verden knap så flad – det endimensionelle knirker – noget nyt spirer – klaustrofobien smuldrer … det poetiske – det himmelske – gør det muligt at se verden med nye øjne – og selv blive set på med andre øjne! Blive set med Jesu – altid tilgivende – blik! Det blik der hverken måler eller vejer os – det være sig for lette eller for tunge eller for ligegyldige – men som vækker os døde med den levende Guds ord, så vi skal turde håbe og drømme – trods den udsigt, der kan synes grå og triviel og uden ende …
(Tak til sognepræst ved Kastelskirken Else Hviid for stor inspiration)
GÅ DA FRIT... 