Vores tilværelse er fyldt med alverdens tegn. Tegn der manifesterer sig som billeder, som lyde, som dufte, som ord.
Vi aflæser disse tegn og prøver at tyde og fortolke dem alt efter de erfaringer og den livssituationer, vi befinder os i. Hvad kan det betyde, spørger vi os selv og hinanden ? Vi kan se et maleri eller høre et stykke musik og det sætter os i bestemte stemninger af glæde eller tristhed måske sensommermelankoli. Vi læser romaner og poesi og undrer os over, hvad digteren vil. Når vi går til læge, så aflæser han nogle tegn ved f.eks. at måle blodtryk, temperatur, trykke lidt her og der, kigge én i øre og hals, tager måske også en blodprøve. Han vurderer alle resultaterne og når frem til, at de kan være et tegn på, at vi fejler det eller det – eller måske slet ikke noget.
Normalt udråber vi gerne andre til at være fundamentalister. MEN for år tilbage hørte jeg en ung mand omtale sig selv som kristen fundamentalist. Han udtalte sig om tragedien i New York den 11. september 2001. Han havde i biblen fundet det sted, hvor ulykken var varslet. Han havde nemlig talt 11 bøger frem i det gamle testamente og var dermed landet på 1. Kongebog. I denne bogs 9. kapitler kunne han læse følgende: ”Dette hus skal lægges i ruiner, og alle der kommer forbi, skal gyse og pifte hånligt. Og spørger de: Hvorfor har Herren handlet sådan mod dette land og dette hus?” – så er svaret, at de har svigtet den Gud, der førte dem ud af Egypten og i stedet tjent andre guder.
Og med den her læsemåde afkoder han altså verdens gang og sammenstiller den med biblens beretninger og konkluderer raskvæk, at det må være et tegn på gudens mening med menneskeheden i et og alt. Biblen bliver dermed reduceret til en manual – til en køreplan – en drejeboh, hvortil jeg må svare, at en sådan bogstavelig læsemåde afliver enhver form for ånd. Og denne læsning harmonerer på ingen måde med Paulus´ lære om, at bogstaven slår ihjel og men Ånden gør levende.
Rent videnskabeligt er vor unge fundamentalist da også helt ude i hampen, hvis I spørger mig. For det første er de fleste af teksterne fra det gamle testamente skrevet før år 0. Og hvordan søren skulle forfatteren til kongebogen have vidst, at vi i dag lever efter den såkaldte gregorianske kalender fra 1582 udformet under pave Gregor d. 13., som igen er en reformering af den julianske kalender. Dertil vil fundamentalisten sikkert svare, at det alt sammen er Guds forsyn.
Nuvel – men i den hebræiske tekstbog kommer 1. kongebog som den 9. af bøgerne og ikke som nr. 11 som tilfældet er i vores menneskeskabte bibeloversættelse. Men det er måske også Guds forsyn?
I bund og grund er det da også lige meget med alle de pragmatiske og historiske argumenter. Det er en vigtig men også aldeles nørdet diskussion, der primært interesserer – nogen – teologer og kloge lægfolk. Det allervigtigste lige nu er, at den gud som den unge fundamentalist henviser til slet ikke er til at genkende i evangeliet. For han beskriver jo en vred og destruktiv gud. Hvor er den kærlige og nådige Gud, som vi kalder kærlighed? Den kristne Gud sådan som vi hører om ham gennem Jesu Kristi liv, død og opstandelse er på ingen måde nogen nidkær – altså nøjeregnende – Gud. Han er derimod den kærlighed, der har skabt os alle i sit billede.
Dagens tekststed er da heller ingen manual eller drejebog til, hvordan vi skal gå rundt og helbrede hinanden! Men derimod afspejler den snarere evangeliets kerne. ”Vil du være rask?” spørger Jesus den syge mand. Det er et noget specielt spørgsmål. For hvem vil ikke gerne være rask, ja – hvem vil ikke gerne være ovenpå og være i stand til at leve sit liv i udstrækning, sammenhæng og fuld vigør.
Med Ånden skal vi fortolke og prædike evangelium. Derfor kan helbredelsen af den syge mand netop tolkes som et levende tegn på opstandelsen. ”Rejs dig, tag din båre og gå” er, hvad Jesus selv gør påskemorgen. Den morgen hvor han trodser døden. Den morgen hvor håbløsheden forvandles til håbefuldkommenhed. Derfor er hans opstandelse også tegnet på vores HÅB. Det er i min teologiske optik, hvad dagens evangelium vil fortælle os.
Den syge mand vil gerne ned til vandet – for vandet har en helbredende virkning. Men af egen vilje kan han ikke komme til det. Vi kan heller ikke selv komme hen til døbefondets vand. Vi har alle på et tidspunkt haft brug for at andre bar os derhen. For intet menneske kan af egen vilje komme til tro. Troen er noget ydre, en gave – om man vil, som bliver os skænket. Skænket i mødet med de ord, der bliver sagt i kirken.
”Vil du være rask?” Ja svarer enhver, der er plaget af sygdom. Dette spørgsmål finder sin parallel i dåbsritualets spørgsmål ”Tror du på…”. Vi bliver her stillet nogle spørgsmål, som kan synes uoverkommelige selv at svare på, hvis vi altså rent rationelt – med vores hjerne – vil forsøge at forstå alle ordene i trosbekendelsen. Dels kan vi ikke tro dem af egen kraft. Og dels strider ideerne om jomfrufødsel og kødets opstandelse imod enhver sund form for logik. Men VI skal sammen tolke evangeliet gennem den levende Ånd med fantasi og nysgerrighed – vi kommer ingen vegne gennem en bogstavelig tolkning sådan 1 til 1. Trosbekendelsen, som er kirkens og som vi sagde sammen lige før – og sådan som den indgår i dåbsritualets sammenhæng – er netop Guds nådige tegn – ja Guds nådige kærtegn -, som gør os – ved navns nævnelse – til hans elskede børn. I denne kærlighed ligger ønsket og håbet om, at det må være muligt for hver enkelt af os at tro på, at efter langfredag er der en påskemorgen. Eller sagt sådan hverdagsagtigt, AT der altid er et håb, selvom alt kan virke håbløst.
Engang da Grundtvig skulle døbe et lille barn holdt han pludselig inde med at sige trosbekendelsen – ja, han nærmest gik i stå. Det lignede slet ikke den gamle. For det er netop kirkens trosbekendelse, der binder sammen, når vi mødes til gudstjeneste – også selvom vi ikke helt forstår eller kan erklære os 100% enige. Men under dåbshandlingen kom der med ét en stille varm solstråle – sådan en der får støvpartiklerne til at danse i luften – den kom ind gennem vinduet. Og solstrålen ramte det lille dåbsbarn og var for Grundtvig et tegn på Guds nådige kærlighed. Denne oplevelse forekom ham endnu stærkere end trosbekendelsens egen ordlyd og derfor var der slet ingen grund til at fremsige den.
Ånden gør levende og biblen er derfor ingen død manual. Vi kan ikke slå op hist og pist, og finde ud af hvordan Gud vil, at et menneske skal leve sit liv minut for minut. Vi kan heller ikke finde årsagen til al verdens ulykker – i det nære som det fjerne – ud fra biblens historiske beretninger. Og hvad der skete i New York for over 13 år siden – d. 11. september – er på ingen måde forudsagt i Biblen.
Men fundamentalisten kan lærer os noget om, hvor nemt det er at drage slutninger, slutninger der ofte bliver til kortslutninger. Når vi uden omtanke hiver et tegn ind fra en kategori og uden omtanke blander den sammen med et andet tegn fra en helt anden kategori – popsmart sagt: blander æbler og pærer og vi dermed mener, at sagen hænger sådan og sådan sammen. Ja, måske endda udråber den til at være sandheden.
Vi mennesker har desværre alt for ofte i historiens løb inddraget Gud i vores egen private argumentation for verdens gang og til tider undergang. 11. september 2001 blev af nogen udråbt til at være effektueringen af Guds straf overfor ugudelige mennesker – på samme måde med diverse tornadoer, tsumanier og andre voldsomme naturkatastrofer. Men det er jo fuldstændig knald i låget, sådan at ville give udtryk for Guds vilje – for Guds vilje er der vist kun én, der kender og det må være Gud selv.
Den vilje vi til gengæld kender, er den som vi møder i de mange fortællinger om Jesus. Når han gik omkring og mødte syge, udstødte, kvinder, børn, toldere, sindssyge, fremmede, forbrydere og alle de andre, som ingen ville lege med! Som helt konkret og bogstaveligt var ekskluderet på grund en slags religiøst apartheit. Til hver og én rakte han hånden frem. Han gik imod menneskeskabt moral og han talte dunder imod dem, der påstod, at Gud kun var Gud for de få – for de rigtige – de rene i ånden … hvad det så vil sige?
Jesu møde med dem og med os i de fortællinger, som vi deler sammen i kirken hver eneste søndag er det tegn, vi får på, at Gud virkelig elsker sin skabning. En kærlighed der rækker ud over enhver menneskelig forstand og og som vil ethvert menneske … fundamentalist eller ej … AMEN
GÅ DA FRIT... 