For en del år siden besøgte jeg en ældre kvinde på sygehuset. Hun lå på en 2-mands stue og for hende og hendes medpatient gjaldt, at de begge var brystopereret. At blive brystopereret – ja, i det hele taget at blive opereret – er et voldsomt indgreb i éns liv og afføder naturligvis en masse tanker, angst, forvirrethed og spørgsmål a la: ”Hvor er retfærdigheden henne?”
De to kvinder – når de nu lå side om side – havde da også brugt tiden på at snakke sammen. Da de havde været igennem de obligatoriske emner som børn og børnebørn, haveroser, bageopskrifter og gode bøger, så brød de overfladen og kom ind på de mere personlige og eksistentielle overvejelser, som både kræver mod og tillid til hinanden.
PÅ et tidspunkt stillede den anden kvinde – hende jeg ikke kendte – universets nok mest stillede spørgsmål: ”HVORFOR MIG? Hvorfor skulle jeg rammes af denne sygdom – hvorfor netop mig? Og hun fortsatte så selv: ”Det er simpelthen uretfærdigt”. Hvortil den kvinde – jeg kendte – svarede hende: ”Hvorfor dig? – jamen, havde det været bedre, at det var naboen?”
Lad mig straks slå fast, at det eksistentielle spørgsmål ”HVORFOR MIG?” er lige så grundlæggende i ethvert menneskeliv, som AMEN er det i kirken. At leve et helt liv uden et eneste ”hvorfor”, når vi oplever sygdomme, tilfældigheder og uheldigheder ville virke absurd og næsten overmenneskeligt.
Selv Jesus – da han hang på korset – måtte mod himlen råbe: ”Min Gud, min Gud HVORFOR har du forladt mig?” Han fik – som vi andre – heller ikke noget svar. Himlen forblev tavs. Sådan som den også forbliver det, når vi spørger: HVORFOR MIG. Med mindre vi altså vælger at forestille os, at der skulle være en overordnet masterplan med vores liv. At en eller anden skæbnegud – med fed streg under skæbne – skulle sidde og trække i trådene og forlods have bestemt, hvordan din og min tilværelse skal forme sig – ja, at der vitterlig skulle være en rød og synlig tråd igennem alverdens hændelser.
Spørgsmålet er så bare om en sådan overordnet masterplan overhovedet ville stille os tilfredse, når vi f.eks. bliver ramt af sygdom eller en anden katastrofe som er udenfor vores rækkevidde og magt – eller om vi da netop ikke alligevel ville ende med at stå med oplevelsen af, at livet for alvor er bundhamrende uretfærdigt – især måske hvis vi også skulle mene eller tro os som værende hæklet ind i et eller andet stor skæbnebaseret strikketøj. Min påstand er, at vi – i hvert fald de fleste af os – nok ville føle det som en form for krænkelse og den ville langsomt men sikkert male os op i et hjørne.
På præcis samme måde som det sker i lignelsen. Hvor vi møder en flok vingårdsarbejdere, der mener, at de skal aflønnes efter, hvad de har ydet og det til punkt og prikke. For der må da være forskel på, om én har arbejdet hele dagen, den halve eller kun en enkelt times tid. Sådan er vores hjerne nu engang skruet sammen. Og i vores menneskelige sans for retfærdighed er linealen og stempel-ind-og-ud-uret 2 vigtige redskaber. Det er på den måde, at vi kan holde styr på proportionerne og enhver får efter fortjeneste – lighed på basis af hvad vi har ydet.
I et af Matador-afsnittene – som blev vist her for nylig for jeg ved ikke hvilken gang – er der en uforlignelig scene, hvor Mads Skjern indser, at det hele er ved at ramle sammen for ham, fordi det er kommet for en dag, at han har bestukket byrådssekretæren for at få et notat til at forsvinde, det notat der er i vejen for hans planer om fabriksbyggeri ved jernbanen.
Mads Skjern sidder da med Ingeborg, hustruen, i dagligstuen. Så næsten råber han til hende: Det er ikke retfærdigt! Mads, siger Ingeborg, som kun hun kan sige det. Mads siger så, som kun han kan sige det: Tror du ikke på Gud? Ingeborg svarer: Jo, det gør jeg vel – men jeg tror ikke at han er en, der tager sig af forretninger!
Nej, da – og slet ikke den slags forretninger, der går på personlig vinding. Mads Skjern synes, efter alt hvad han har gjort for Korsbæk, at han fortjener at få lov til at bygge fabrik. Det vil kun være rimeligt.
MEN Gud er hverken til lineal eller tidtagning eller såkaldt milimeter-demokrati. Han opererer slet ikke med den retfærdighed, som vi kan hænge fast i – hans modsvar er derimod altid KÆRLIGHED. Når vi får malet os op i et hjørne – og det gør vi jo i ny og næ – og hverken kan se, høre eller fornemme en højere mening med, hvad der sker med os selv eller hinanden, så er det Guds kærlighed, der kommer os i møde. Den kærlighed som vi alle er blevet døbt i og til og som er med os alle dage indtil verdens ende, som det er blevet os lovet fra Jesu egen mund.
MEN hvad så, når vi står i meningsløshed til halsen – hvis vi fx ligger nyopererede på en 2 mandsstuen og følelsen af uretfærdighed fylder alt og fastholder os i en nådesløs kredsen om os selv og det store og uendelige ”HVORFOR MIG”? Ja, da er det, at evangeliets ord om Guds kærlighed til hver enkelt af os igen og igen rækker ud og omfavner os for at fastholde os i, at vi alle – uden undtagelse – altid er en vigtig og uerstattelig del af Gudsriget.
Det rige, der rummer hele menneskelivet – om vi er syge eller raske – retfærdige eller uretfærdige – unge eller gamle – om vi tror eller tvivler eller måske endda fortvivles – om vi forsøger at give det meningsløse mening eller må tænker det som absurd. KORT sagt – Guds kærlighed, der altid vil – lige meget hvad vi selv eller andre måtte mene – vil at hver enkelt af os indgår i en ukrænkelig og indiskutabel relation med Skaberen selv. Det er hvad nadveren – som vi alle om lidt er inviteret til at dele sammen – er det konkrete udtryk for. Her råder kun Guds kærlighed, her er ingen hjørner og vores sans for retfærdighed er overflødig. For her får alle, hvad de har brug for – så vi atter kan gå fra kirke fyldt med mod til at møde den kommende uges uretfærdigheder …
gengivelsen af Matador-episoden er venligst udlånt af Lena Kjems
GÅ DA FRIT... 