I min forberedelse til denne søndag stødte jeg ind i et materiale om vejvrede – udgivet af et forsikringsselskab – det henvender sig primært til køreskoleelever. Undersøgelser viser, at 55% af 1000 adspurgte bilister havde oplevet vejvrede det seneste år. Hver tredje var selv blevet ramt af vejvrede og omkring 30 personer havde selv oplevet, at vreden blev til aggression og vold. Materialet har til hensigt at få eleverne til at finde muligheder for at undgå vejvrede og afværge andres – ja der lægges ligefrem op til en art forsoning, når materialet foreslår, at man kan: “Give en undskyldning eller vise, man er ked af det, når man selv begår en fejl”. Nu tænker jeg ikke, at forfatteren til materialet umiddelbart har tænkt på Jesu bjergprædiken, da det blev skrevet. Men på en måde ligger det alligevel dybt i os, at vrede i mange situationer ikke er gavnligt for fællesskabet.
Når det er sagt, så må vrede betegnes som et socialt vilkår, der til alle tider har grebet os og været et emne, som videnskaber og kunstarter har taget livtag med. Teologi, filosofi, psykologi, film, musik, teater og litteratur har kredset om den – og gør det fortsat. Men skal vreden besynges – som Homer gør det i Iliaden “Vreden, Gudinde besyng” eller skal vreden besindes? Står det til Jesu og den prædiken, som vi får fra ham i dag sammen med de andre på bjerget, så skal den besindes – han kæder vreden sammen med moselovens 5. bud: du må ikke begå drab, så forson dig med din uven eller fjende! Er denne fordring overhovedet mulig? Har Jesus også et større sigte end blot, at vi skal få ryddet op i vore relationer. Til denne overvejelse må jeg gøre en ekskurs og nævne tre filosoffer, der mener noget om vrede.
Filosoffen Aristoteles (384-322 f.Kr) anser mennesket for at være et fornuftsvæsen – han beskæftiger sig i sin etik bl.a. med, hvordan man bliver et godt menneske. Det er for alle mennesker nemt at blive vred. Det svære består i at blive vred på den rigtige, på det rette tidspunkt, på den rette måde og af den rette årsag. Det er derfor vigtigt, at mennesket styrer sin vrede og styrer den de rette steder hen, hvis hun eller han vurderer det er dét, der skal til – og SE, det er ikke enhver beskåret.
Filosoffen Seneca (4-65) levede på Jesu tid, og mener, at vreden opstår i eftertanken. Han forudsætter, at mennesket er et fornuftsvæsen (altså voksne – børn er det ikke og derfor lever vi også med, at de smider sig på gaden eller i supermarkedet og går amok, når de ikke får deres vilje). Som voksne fornuftsvæsen kan vi vælge vreden og dermed kan vi også vælge den fra. Seneca lå på linje med Jesu ord om at vende den anden kind til, da han i Rom havde set, hvordan hævn kræver hævn kræver hævn etc.. I romerriget var der en lang tradition for selvtægt og blodhævn, især nå nogen med magt følte deres ære beklikket. Seneca talte direkte imod den primitive gengældelsens lov og var stor fortaler for, at hævn blev overladt til domstolene – at hævnen blev sat i system og dermed civiliseret af samfundet. Det krævede så bare, at de højeste myndighedspersoner ikke selv var plaget af hævnlyst.
Filosoffen Spinoza (1632-1677) har blik for menneskets psyke, han beskrives forøvrigt som en forløber for Freud. I sit værk om følelserslære skriver han, at vrede er “den Drift, ved hvilken vi af Had ophidses til at tilføje den ondt, som vi hader.” Fornuften kan aldrig vinde over følelserne. Det eneste, der kan sejre over en følelse, er en stærkere følelse.
Med afsæt i de tre bliver overvejelserne dag: er vi fornuftsvæsener? er vreden noget, vi kan vælge og styre? eller er vreden en drift, som Spinoza siger? Jesus vil svare, at vi altid skal vælge forsoningens vej, det behøver vi ikke gå i vejvrede-plenum om. Desuden tager Jesus ikke stilling til om vi er fornuftsvæsener eller styret af drift! Han fordrer slet og ret, at vi følger budet om at elske fjenden. Samtidig udfordrer han det, som Seneca kalder: den primitive gengældelsens lov – hævnen!
Netop hævn er der masser af historier om i det gamle testamente. Tag f.eks. Kain der slår sin bror Abel ihjel – biblens første mord. En af Kains efterkommere: Lemek belærer sine 2 koner med følgende ord:
Jeg dræber en mand for en flænge,
et barn for en skramme.
Hævnes Kain syv gange,
skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange (1. Mos 4,23)
“Straffen udmåles ud fra Lemeks helt subjektive vurdering. Hvis en af hans egne eller han selv får så meget som en flænge, så skal fjenden straffes med, at han eller en af hans folk skal dræbes. Lemeks udbrud er et følelsesudbrud, der bygger på stolthed og selvovervurdering, ville vi sige. Hævn bygger på subjektiv vurdering af skaden.” (Kirsten Nielsen, prof GT, Århus) Eller historien om Moses, ham under prædikestolen, der står med de 10 bud. Vi ihukommer, at det er det 5. bud, Jesus taler om i dag: du må ikke slå ihjel. Tavlerne blev hentet på Sinaj-bjerget. Det vil sige Moses hentede dem af 2 omgange. Det første sæt “var Guds eget værk, og skriften var Guds egen skrift, mejslet i tavlerne” (2. Mos 32,16), som han i raseri kastede mod jorden, da han kom ned og så, at folk dansede om guldkalven. Derpå samlede Moses en gruppe mænd og sagde til dem: “Dette siger Herren, Israels Gud: Spænd hver især jeres sværd om lænden, og gå lejren rundt fra den ene port til den anden, og slå både broder, ven og nabo ihjel.” (2. Mos 32,27) – så på den dag blev henved 3000 mand dræbt! Moses blev efter kort tid atter kaldt op på bjerget, hvor Jahve bad ham tage imod diktat, denne gang skrev han selv skrive budene ned – vel at mærke efter, at han – Jahve – have sat prædikater som barmhjertig og nådig på sig selv og mindet Moses om, at han også “straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn” (2. Mos 34,7).
Sidenhen bliver denne vilkårlige form for hævn erstattes af den berømte “øje-for-øje-tand-for-tand-tænkning”. Et menneskeliv er ikke mere værd end et andet menneskeliv. Det er måske for meget at sige, at en art sund fornuft gør sit indtog. Der fordres dog et rimeligt forhold mellem det skete og straffen. Straffen bliver hævnens afløser!
I dagens bjergprædiken strammer Jesus så skruen yderligere! Øje for øje – tand for tand – afløses af fordringen om at elske sin fjende! Hvortil jeg med Aristoteles’ ord må konstatere: det er vist ikke enhver beskåret! Men uanset hvad, så er fjendekærligheden alt afgørende i kristendommen og gud ske tak og lov for det! For havde det ikke langfredag været sådan, så kunne Gud – ihukommende det gamle testamentes beretninger – have gengældt vores mord på Jesus. Men hævnen og straffen udeblev, da Gud manifesterede sit rige og Jesus vendte den anden kind til og bad: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Det er den bøn, der lyder igen og igen, når vi kendes skyldige i ikke at elske fjenden. Tilgiv dem – i dag skal du være med mig i Paradis. AMEN
Salmer: 739 – 397 – 163 – 685 – 689 – 404
GÅ DA FRIT... 