I en tid hvor folk snakker om vigtigheden af at gøre en forskel; hvor vi fokuserer på at blive den bedste version af os selv og hvad vi ellers kalder den der idé om human optimering. Ja, hvor det næsten er blevet et krav, at vi selv skal forme og modellere vores identitet – hvor vi skal mærke efter og være unikke … Ja … så – ihvertfald for mig – er der på en måde noget befriende over Paulus!
Selvom Paulus som oftest bliver forbundet med hans mere formørkede ord om, at fx. kvinder skal tie i forsamlinger og giftemål skal man afstå fra, så rammer han andre steder plet og taler lige ind i vores eksistens … som i dag – hvor han i epistlen – den første tekst, der blev læst skriver: (…) det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg (…) – Rom 7,19. Den tanke vil jeg i dag forsøge at følge til dørs og sige noget mere om.
For det første kan et slås fast! Kristne – ihvertfald på Paulus’s tid – det vil sige i kristendommens barndom – var ikke bedre mennesker end alle de andre. Mit bud er, at sådan er det nok også i dag! Dåben gør ikke den døbte til et bedre menneske – gør ikke bedre end den der ikke er døbt. Kristne – ikke kun i vores lokale andedam – men verden over er ikke bedre mennesker end andre.
For det andet så tør jeg også godt hævde, at idéen om, at mennesket er lutter godhed, ikke holder helt. Nuvel, vi er skabt i Guds billede. Dermed skabt til selv at skabe og til at tage ansvar. Det er måske her, at kæden hopper af første gang. For det der med ansvar kan være en svær ting. Ja, endda en umådelig svær ting.
Da Gud – ifølge skabelsesmyten – havde skabt mennesket i sit billede, så lod ham dem vide, hvad de måtte og hvad de absolut ikke måtte. De måtte ikke spise af æblerne på kundskabens træ; for så ville de blive bevidste om deres nøgenhed og skjule sig for Gud. De trodsede forbudet og de spiste og konsekvensen blev en klar og utvetydig bortvisning fra Guds have med ordene: ‘Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tage af livets træ (det andet forbudte træ) og spiser og lever evigt.’
Summa summarum – vi må før hele æblespiseriet forestille os, at mennesket levede uden bevidsthed – og uden ideen om, at der rent faktisk gives valg – både mulige og umulige – både gode og onde valg. Hvad der derfor jf. skabelsesmyten kendetegner et menneske ER: Bevidstheden og evnen til at vælge! Og så er vi tilbage dagens sætning: (…) det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg (…).
At kende forskel på godt og ondt! Det er, hvad vi burde være i stand til – eller det vil sige, det er vi på en måde også – vi ved stort set, hvornår en handling er god eller ond. Spørgsmålet er hvorfor denne sondring så alligevel smutter – hvorfor er det, at jeg kommer til at handle modsat mine intentioner! Især i en tid, hvor vi insisterer på, at netop ‘mit jeg’ skal fremstå i den bedste version – og på at gøre en forskel … og hvad vi ellers kalder det! Det kunne have noget med bevidstheden at gøre – og når jeg siger bevidstheden – så tænker jeg på selv’et …
En menneskehjerne består af cirka 90 milliander neuroner og disse arbejder sammen på kryds og tværs i kroppen for at sanse, afkode og forstå verden! Forstå så vi kan placere os i livet, finde fodfæste og blive os selv! Blive et selv! Dette selv der til stadighed er kastet ud i et helt univers – skabelsen som det hedder på kirkesprog – fuld af farver, lyde og former samt ting, vi kan høre, dufte, smage og røre ved alt det, der er organiseret i en art sammenhæng med objekter, steder og mennesker. OG det er så her, at vore cirka 90 milliarderne neuroner forsøger at skabe overblik, sammenhæng, strategier, mening og hvad det alt sammen hedder. Bevidst og ubevidst erfarer vi verden. Bevidst som ubevist er vi tilstede i livets store og små scenarier. Gennem millioner af år har evolutionen slebet os til – som vand sliber sten – slebet os til og udstyret os med forestillinger om både det ene og det andet. Som igen er bundet op på frygt, flugt, angreb og tilpashed, mens Paulus i baggrunden hvisker: (…) det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg (…).
For det tredje og det er nok det væsentligste – så lever ingen af os for sig selv – som også Paulus siger det i det samme brev til romerne. Vi er ikke kun Guds hele vejen igennem. Vi er også hinandens! Det på godt og ondt! Vi er både medspillere og modspillere – nogen er udvalgt – andre er fravalgt – nogen bliver ophøjet – andre bliver nedbøjet. Naturen selekterer, ideologier bygger mure, religioner opstiller regler, formulerer love og udsteder fatwaer og andre eksklusions-dekreter … imens Paulus minder os om: (…) det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg (…).
Midt i disse overvejelser – om hvordan mennesket psykologisk og neurologisk er skruet sammen og om forholdet mellem det gode og de onde – ER det så, at Jesus går de spedalske i møde! De spedalske hvis hud er gået i opløsning og som derfor er ekskluderet af fællesskabet – og som dengang vi havde spedalskhed her i Aalborg levede udenfor by-muren ude på Hasserisgade i det, der i dag er Huset! Præcis de mennesker der er ved at gå i forrådnelse – DEM går Jesus i møde! Mennesker der hverken har tid eller mulighed for at opdatere en bedre version af sig selv! Samtidig med at de nok også er sig bevidste om, at de ikke passer ind i “de rettroendes societet”.
Jesu’ 90 milliarder neuroner registrerer, men slår ikke knude af væmmelse, frygt og utilpashed for den anden og for eventuelt at få sin selvoptimering besmittet. Derimod gør Jesus det, som han altid gør! Han går det menneske i møde – som alle andre på grund af ideologi, religion, uvidenhed, frygt, antipati har valgt fra. Han går det menneske i møde, som vi måske i vores iver efter at blive den bedste version – evt 2.0 udgaven – har valgt fra. Han går mennesket i møde, fordi den anden altid er den vigtigste. Fordi den anden – præcis som jeg – ER skabt i Guds billede! Skabt til at give kærlighed og modtage kærlighed – skabt til liv. Midt i denne livgivende omfavnelse hører jeg så igen ordene: (…) det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg (…).
Jeg kan ikke, hvad Jesus kunne; selv når intentionen er der og jeg insisterer på at ville fremvise den bedste version af mig selv, så er jeg bare et dødeligt menneske spærret ind i min egen bevidsthed og hele tiden i gang med at blive mig selv. Et selv. Et døbt selv der med de 3 håndfulde vand har fået tildelt fordringen om, at VI skal tage hånd om hinanden! Forleden hørte jeg en psykolog sige, at er mennesket i trivsel, så kan vi ikke blive bedre. Så er der ikke mere at selvudvikle på. Trivsel er naturligvis individuelt og fleksibelt – nogen dage trives vi bedre end andre – også med hinanden, men hvad psykologen mente er, der er en grænse for ego-trimning! Selv-udvikling! En overgang var det smart at tale om selv-afvikling, hvilket er noget sprogligt pjat og ikke muligt jf vore 90.000 milliarder neuroner!
Måske vi i virkeligheden bare skulle finde modet til at acceptere vores menneskelighed, at vore intentioner ofte går galt i byen – fordi vi ikke forstår hinanden eller når vi har mere gang i at mele egen kage end andres. NÅR det så er sagt, så er vi med kristendommen som fundament forpligtet på hinanden! Det lige meget hvad. Forpligtet til at være hinandens – både når det lykkes og når det mislykkes! Forpligtet til at tage ansvar – også når vi som Adam i skabelses-myten må stikke af og give skylden til den anden eller de andre! Vi skal turde finde modet til at genoprette, hvad der bevidst som ubevidst gik i kaos! På den måde bliver vi nemlig os selv – og det på både godt og ondt! AMEN
GÅ DA FRIT... 