Teksterne til i dag er et levende udtryk for en aldeles hektisk diskussion om gudebilleder eller gudsbilleder som det retteligen hedder! Spørgsmålet er: hvordan ser din Gud ud?
Ligner han mon en guldkalv – og rimer han på ussel mammon? Har han den efterhånden nok så berømte bombe på hovedet? eller ser vi ham som en gammel gråhåret brahma med langt skæg? er han en venlig små-grinende Buddha-look-alike? eller er han blot et moralsk øje i det høje, der nøje fører regneskab med vore træk og bevægelser?
Det grundlæggende er, at vi alle dage har gjort os billeder af guden. Der er faktisk intet nyt under solen – som Prædikeren, en af de kloge tænkere i det gamle testamente igen og igen fastslår for os. Og det er så, hvad det er.
Det frygtelige opstår – efter min mening -, når vi alene eller i fællesskab med ”vore” måske stivnede gudebillede også kræver, at alle de andre skal godtage denne vores måske hjemmenørklede gud. Eventuelt med ordene – forklædt i pseudo-hellige klæder: Sådan er guden og enhver anden forståelse må ikke kun forkastes … men også straffes – eventuelt med døden! Sådan som det faktisk stadig sker i nogen af de stater, hvor religionsfriheden er ikke-eksisterende.
Jesus befandt sig i præcis denne lad-os-definere-gud-situation. Han var i voldsom diskussion med nogle jøder. Det vil sige mod nogle rettroende jøder, der levede efter alle moselovens bestemmelser, som på en yderst stringent og præcis måde havde opstillet leve- og trosregler for ALT – for alt tænkeligt og lidt mere!
To vigtige detaljer skal nævnes her, for dem hører vi nemlig ikke i dagens evangelie-læsning. Nemlig hvad der sker før og efter. Lad os begynde med afslutningen på diskussionen: ”Da tog de sten op for at kaste dem efter ham; men Jesus forsvandt og forlod tempelpladsen”. Jesu modstandere forsøgte at myrde ham! Hverken mere eller mindre!
Samtalen fandt sted foran templet i Jerusalem. Og dens omdrejningspunkt tog sit afsæt i Jesu ord til dem:”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”.
Jesus stod der og talte det folk imod, som mente at have Gud på deres side! Han talte det folk imod, der mit i deres stædige insisteren på at have Gud på deres side selv havde trådt ved siden af. F.eks. dengang de var kommet til at danse – ikke fordi der er noget i vejen med at danse – men mere fordi de nu trådte den omkring en menneskeskabt gulv-kalv. Det skete da Moses var oppe på Sinaj-bjerget, hvor Gud åbenbarede sig og cementerede sin pagt med sit udvalgte folk og overrakte Moses lovtalerne med de 10 bud. Alt imens Moses – folkets leder – var optaget af denne guddommelige overlevering, så tog folket sig altså lige en svingom med en gammel eksotisk frugtbarheds gud!
Det var ikke så godt – både Moses og Gud blev vrede. Folket fik deres straf for dette udfald og blev banket tilbage på dydens smalle sti – det absurde var så, at Moses, der netop havde fået overrakt bl.a. budet om, at det er forbudt at slå ihjel, selv slog 3500 ihjel i sin vrede, da han så dem danse omkring afguden.
En af fortællingens pointer er, at forholdet mellem Guds nåde og menneskets synd blev sat på endnu en prøve! At lydigheden overfor Gud til alle tider har været svær. Nærmest som et grundvilkår: Vi er som siv, der svajer i vinden. Svajer mellem Gud og vort eget viljestærke/viljesvage ego
Og nu her på pladsen stod Jesus så ganske åbenlyst og påstod, at jøderne levede et usandt liv! Og han gjorde det oven i købet i den almægtiges navn. Han talte deres fortolkninger af loven imod. Fastholdt, at de ikke havde forstået noget som helst, fordi de stivnakkede påstod, at de kendte Guds vilje med dem selv og ikke mindst med alle de andre … de andre som ikke var Guds, fordi de ikke efterlevede loven … og dermed måtte løgnen være deres far!
Når alt kom til alt, så kunne og kan intet menneske efterleve loven og alle dens krav – og dermed leve et såkaldt syndfrit liv! Et blandt mange eksempler er, da Jesus (i begyndelsen af det kapitel 8, som evangelieteksten er et uddrag af) gik i rette med farisæerne og de skriftkloge, da de ville stene den utro kvinde. Hvor de kom til ham og sagde, at loven foreskriver, at en kvinde, der bliver grebet i ægteskabsbrud, skal stenes. Men hvor Jesus vendte hele situationen på hovedet og sagde til dem: Den, der er ren og syndfri, kan kaste den første sten! Hvilket resulterede i, at alle: én efter én gik hver til sit. (Joh 8,8).
Jesus afslørede dem – (og dermed også os andre, når vi hårdnakket hævder, at de andre er på den eller den måde), og han gjorde det på den allermest rå måde – nemlig ved at pege på den enkelte selv – ved at sige, SE på dig selv før du peger den anden ud.
Og når jeg siger, at han gjorde det på den rå måde, så var det fordi han delte verden ind i to kategorier: sandhed og løgn. Hverken mere eller mindre.
For at forstå denne meget skarpe sondring, må vi en tur tilbage til fastetidens tekster i ørkenen, hvor Jesus mødte og kæmpede mod fristeren selv – mod Satan – mod løgnen. Et møde der resulterede i, at Jesus modstod fristelserne! Modstod at ville sig selv – sit eget ego og sin egen gudestatus – sin egen magt. Han modstod at give efter for løgnen på trods af sult, tørst og udmattelse. Han holdt fast i sandheden – i at der ikke gives lette løsninger på komplicerede problemer … På samme måde som Jesus trak en streg i ørkensandet over for løgneren, så brugte han enhver mulighed til at nedbryde skel mellem os mennesker. Mellem os og dem!
Han gjorde op med idéen om, at Gud kun er gud for nogen og ikke for andre. For prædiker vi sådan, så bliver løgnen vores far.
Gud vil ikke, at der skal være forskel på ren og uren. På mand og kvinde, på træl og fri, på græker og jøde! For I er alle én i Kristus Jesus (Gal. 3,28), som Paulus formulerer det i sit brev til galaterne. Og det er netop i den sandhed, at vi sættes fri til at leve vore liv så godt, vi kan … og tør!
Men tilbage til gudebillederne. For der er yderligere en interessant detalje ved gudebilleder, nemlig at de jo må komme et sted fra. Fra os selv?! De kan have deres udspring i vore dybeste længsler eller vore værste mareridt! På mange måder er de ofte et produkt af vore subjektive fortolkninger og de erfaringer, som vi har gjort os med hinanden i verden. Religionskritikken – i gamle dage – vil stoppe her og overlade resten til psykologien – eller psykiatrien – og rask væk konkludere, at Gud er en projektion af mennesket selv. Og andre vil kræve, at der skal beviser på bordet! Bevis Gud!!! Forklar Gud ud fra logikkens “rene” præmisser. Så den guddommelige gådes uforståelighed gøres begribelig – så vi forstår både det allermindste og det allerstørste – så altings sandhed blinker og helst bøjet i neon omkring os!
Men så nemt er det bare ikke … for gudebillederne har det med at glimte – på den lykke-guds-agtige-måde; men ikke alt der glimter er af guld … eller har noget med Gud at gøre. Den gammeltestamentlige profet Jeremias skriver et sted:”Gudebillederne er som fugleskræmsler i en melonmark, de kan ikke tale, de skal bæres, de kan ikke gå. Frygt ikke for dem, de kan ikke gøre ondt, men de kan heller ikke gøre godt” (Jer. 10,5).
I kristendommen tror vi på, at den sande Gud er ham, der blev menneske! Han kunne både tale og gå – og til sidst bar han sit eget kors op på Golgatha, hvor han måtte dø den mest ensomme og elendige død! DØ fordi han afslørede løgnen! Og dermed holdt fast i sandheden: at Gud er kærlighed.
Det er med den kærlighed, at Jesus kommer os i møde! Og med kærligheden korrekser Jesus løgnen om, at nogen skulle være tættere på Gud end andre … og han udpeger vort selvbedrag, når vi påstår, at Gud er mere med den ene end med den anden – f.eks. når biskoppen over Rom – også kendt som paven påstår -, at en præsident-kandidat ikke er kristent.
Jesus brugte sit ganske liv på at afsløre mere eller mindre tvivlsomme gudsbilleder, så mennesket kan leve i sandheden: leve i troen – i håbet – i kærligheden – og dermed sættes fri! Sættes fri af andres dom – sættes fri til at leve sit liv i ansvar under Guds ubetingede kærlighed sammen med alle de andre – både dem vi forstår og dem vi ikke forstår!
GÅ DA FRIT... 