Folk, der peger med piber, har (ikke) altid ret! – en kirkekritik … (10. søndag efter trinitatis)
Vi dansede zumba for Jer! Vi døbte jeres bamser! Vi rundbarberede højmessen og erstattede hjernespind med rekvisitter! Vi spillede på guitar og kørte evangeliet ind med rytmeboks! Men I kom ikke!
Vi smed de svære bibel-ord ud og satte resten på DNA og alligevel hænger I – FOLKET – på gadehjørnerne og gider ikke danse efter vores (= præsternes) pibe. Jamen, så fat det dog, vi gør alle disse kreative kuskeslag for at tilpasse os Jer og fordi vi har en tydelig idé om (hvorfra ved ingen ganske vist), hvad I vil have og hvad der er godt for Jer. Samtidig med at vi i et og alt bøjer os grådkvalt for den såkaldte tidsånd som pr. definition altid er under vort niveau og glem så heller ikke, at vi til hver en tid hjertens gerne står på mål for sammenhængskraften både her og der OG alligevel bliver I væk fra kirken og gider ikke høre på os!
Vi affinder os i det store og hele med et stadigt voksende traditionstab og en flippet radikal kirkepolitik og ikke en eneste af Jer græder og jamrer sammen med os? Hvorfor vil I os egentlig ikke?
På mange måder er det her folkekirkens store dilemma, at folket IKKE vil.
Alle dage har der åbenbart været vrøvl med den nulevende slægt. Ikke kun i vores tid, hvor der konstant er mindst en af os, der flæber over de faktiske forhold i jernindustrien og folkets fleksible forhold til tro og kirkegang, men også den dag på torvet, da Jesus sammenlignede slægten med en flok børn, der hverken dansede eller sørgede. Og går vi endnu længere tilbage, så var den også gal.
Som for eksempel dengang da Moses var en tur oppe på Sinaj-bjerget efter loven, som i første omgang var skrevet med Guds finger. Folket dernede ventede og ventede og ventede på, at Moses skulle komme retur. Men det tog tid, for Gud (Jahve) havde en alen lang liste af bud og love, der skulle inkluderes i hele regelsættet. Tilsidst mistede folket tålmodigheden og tænkte, at ham Moses nok slet ikke kom tilbage til dem og derfor kunne de da lige så godt se sig om efter en anden gud. Den hurtigste vej til en erstatnings-gud den dag var at smelte folkets guld-øreringe om til en lille kalv. Om den festede de så igennem med mad og drikke og guldkalvedans.
Folkets afgudsdyrkelse gjorde naturligvis (Gud)Jahve vred og han talte om, at ville de ikke elske ham, så måtte de frygte ham og han overvejde om en gedin endefuld ikke nok ville være sin plads. Men Moses formåede med ord at mildne hans sind og (Gud)Jahve fortrød derpå, at han havde tænkt, som han havde. Moses skyndte sig så ned ad bjerget, men da han med egne øjne så, at en uropførsel af Sodoma fandt sted, så blev han edderrasende og han smadrede lovens tavler, der var Guds eget værk og skrevet med Guds egen skrift, hårdt mod jorden. Derpå samlede Moses nogle mænd og de slog cirka 3000 mand ihjel den dag. Måske loven i virkeligheden også afgik ved døden der.
Moses havde i løbet af ingen tid dels i vrede smadret Guds egen og eneste lov-åbenbaring og dels overtrådt budet om ikke at begå drab. Var han blot et af de første ofre for et genstridigt folk, der IKKE ville – eller havde han i bund og grund glemt, at han selv var en del af folket?
Efter denne religiøse og ganske voldsomme ”oprydning” i menigheden gik Moses så atter op på bjerget for at sone folkets skyld. Gad vide om han denne gang inkluderede sig selv i folket? Det vides ikke, men efter en god snak med (Gud)Jahve blev der gjort klar til et nyt sæt lovtavler. Denne gang var det så ikke Guds egen skrift, der blev hakket ind i tavlerne. Derimod var det Moses selv, der tog imod diktat, førte mejslen og bankede ordene ind i sten. Den ”nye” lov blev altså skrevet via Moses’ øre, det vi også kalder fortolkning. Reserve-tavlerne, der fik gang på jorden, er på en måde Moses’ egen forestilling om, hvad han mente at have hørt om Guds forhold til mennesket og menneskers indbyrdes forhold med hinanden.
På samme måde som Moses hænger også alle vi andre på vores egne fortolkninger af, hvem vi tror og håber Gud er og hvad han vil med os skabninge. Men i forhold til tidligere tider så eksisterer der gudskelov ikke noget egentligt tros-politi (kun de selvbestaltede dogme-militser) mere, der sådan uden videre kan korrigere eller banke folket på plads.
Kirkens egne folk eller i hvertfald nogen af os har det godt nok med at vræle op i tide og utide som en flok forkælede børn og bliver gerne gammel-sure, når folket inviteres til kirke-zumba; eller lader deres bamse døbe eller bare ikke har indset det geniale flow i højmessens liturgiske lyde og at det just præcis er søndag morgen kl. 10, at kristendommen tilsiges folket på den mest ædrulige måde.
Atter andre truer med bål og brand og iscenesætter et patetisk mytteri, fordi folketinget langt om længe har vedtaget en ny ægteskabslov, der ovenikøbet fritager de samme præster, der bøvler med både samvittighed og dobbelt udgang, fra tjenesten.
På det sociale netværk Facebook findes der en gruppe, der kalder sig: ”Folk, der peger med piber, har altid ret!”. Gruppens navn er en omskrivning af den danske stand-up komiker Morden May’s efterhånden berømte citat: “Hvis man peger på nogen med en pibe, så får man ret”.
I folkekirken er den tid slut. Ingen gider danse efter præstens pibe mere og det lige meget, hvor meget han/hun peger rundt i lokalet med strakt arm. Så mens vi alle besinder os og stikker piben ind, så kunne vi på denne 10. søndag efter trinitatis gøre en lille bitte selvransagelse og huske på, at vi selv er en del af det genstridige folk og overveje om FOLKET i virkeligheden ikke også er dødhamrende trætte af at høre på en flok højtråbende pibe-fægtende og evigt stridende folkekirkefolk, det være sig både præster og lægfolk, der sætter en ære og et kald i konfrontere hinanden og gerne svine hinanden uden forbehold og dermed er med at at give folket endnu en grund til at blive hængende på gadehjørnerne frem for at sætte sig ind på kirkebænkene …
/hp – august 2012
GÅ DA FRIT... 