Salmer: 739 – 305 – 447 – dåb – 28 – præk (motet: 540) – 46 – 407
Vi er fortsat på vej sammen med disciplene – det har vi været hver søndag lige siden påskemorgen, hvor kvinderne kom ud til den tomme grav og der fik besked af en engel om, at Jesus ER gået den vej – gået i forvejen. Disciplene har skiftevis: sørget – frygtet – tvivlet – set klart – set uklart – glædet sig … har i glimt mødt den opstandne Kristus … det har virkelig været en sand tur, der er gået op og ned … i anfægtelse og i tro …
I dagens tekst bliver det ikke meget bedre: nu må disciplene spørge efter meningen – for de forstår ikke og hvad er det så de egentlig ikke forstår?
Ja, de forstår vel i bund og grund ikke konsekvensen af opstandelsen – men hvem gør det, når det kommer til stykket – hvem gør det, når tvivl bliver til fortvivlelse – når døden som en snare (siger SK i en begravelsestale) kommer og tager vores elskede fra os – når vold og krig og drab og løgn og bagtalelse og karaktermord og forræderi og alverdens elendighed slår bolig iblandt os (godt hjulpet på vej af os selv) – når langfredagen skygger for solen og varmen og glæden – når hjertet går i krampe og er på vej til at briste … OG Jesus så midt i al vores længsel efter bedre tider siger til os: “(…) jeg skal se Jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, (…)” … ELLER som der står skrevet i den gammel testamentelige tekst, der blev læst fra alteret: “(…) for bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke (…)”.
Med andre ord hvorfor skal mennesket ofte så grusomt meget igennem FØR, det skal blive godt? eller som en mand, der havde haft sin gang i alverdens brændpunktet, forleden spurgte mig om: hvorfor er der ondskab i verden? Og mit svar kort og godt lød: fordi menneskeheden forvalter sit ansvar elendigt … MEN hvor er Gud så, replicerede han? Ja, Gud har sådan set overdraget os ansvaret for både næsten og os selv … ET ansvar der skal forvaltes under kærlighedens fortegn – sådan som det kommer til udtryk i opstandelsen.
SE; nu bliver det næste lige så abstrakt og kringlet som det stykke poetiske evangelium, der forkyndes os i dag fra Johannes evangeliet – derfor vælger jeg nu konkret at pege hen på dåben! For dåben er det levende og konkrete resultat af genopstandelsen – eller resultat er måske det forkerte ord – dåben er der, hvor vi flettes ind i Guds historie – hvor vi ved navns nævnelse bliver Guds børn.
I dåben hører vi hver evig eneste gang Jesus sige: MIG er givet al magt i himlen og på jorden! Det betyder, at kristendommens grundvold er KÆRLIGHED, som er fundamentet i det døbte menneskeliv! Kærligheden, der opmuntrer – trøster – støtter – bærer over – tilgiver – så vi kan være, hvem vi er … her kommer det ikke an på køn: biologisk eller kulturelt – her kommer det ikke an på at have en renskurret samvittighed – her kommer det ikke an på meritter – vi er hvem vi er på godt og ondt – vi er Guds. Mig er givet al magt i himlen og på jorden, er udtalt af ham, der ved alt om afmagt og kender den virkelighed, vi ånder og lever i – til tider overlever i og til andre tider går under i og som kan vise sig så uendelig grusom og meningsløs.
Det er midt i denne menneske-følte nihilisme, at Jesus modsiger os og insisterer på at tale om glæde – ikke for at udskamme eller negligere vores erfaringer – men for at modsige vores oplevelse af intethed! For at minde os om, at tilværelsen er dynamisk: “at jeres sorg skal blive til glæde”. Jesus modsiger dermed, hvad vi tror er statisk, fordi bagtæppet i kristendommen altid er GLÆDEN: det evige lys fra opstandelsensmorgen.
Det i dåben genfødte liv er større end de erfaringer, som vi gør os på livets snørklede vej – det genfødte liv er større end hvad vi byder hinanden af godt og ondt – det genfødte liv er større trods upassende adfærd. Når vi glemmer, at det genfødte liv er større OG overfor hinanden fastholder, at her er der ingen nåde – ingen tilgivelse – ingen second chance – kun fordømmelse, SÅ bryder Jesus ind og modsiger vores moralske kæpheste og menneskeskabte spilleregler – og med et citat fra den gamle P. G. Lindhardt – betyder det: at være genfødt til et levende håb: ”at du nu må leve på syndernes forladelse, og nu har du Guds nåde at synde på, og deraf skal du springe af glæde, ja munterhed, så du ubekymret tager vare på dit kald og gør det med alt, hvad du råder over af lyst og mod og evne” .
Det er i den ånd, vi skal leve … SE, det er altings mening! Lev og lad leve! Husk: du er elsket – husk: det er din sidemand så også – og ham og hende, du ikke kan fordrage … og ham og hende du ikke selv magter at forlige dig med eller tilgive …
Vi modsiges hver evig eneste gang, vi glemmer eller fornægter eller fratager nogen – eller os selv – glæden. Vi modsiges og inviteres samtidig til bords – til nadverbords – for der at dele brød og vin sammen med opstandne Herre: den evige og uforanderlige kærlighed – for der at blive genrejst … til at gå fra kirke som frie mennesker – gå ud i livet med ansvaret for det der lykkes og for det der ikke lykkes – med ansvaret for eget liv og levned – til glæde for vores næste. AMEN
GÅ DA FRIT... 