I dag skal det handle om liljer og fugle og bekymringer! Bekymringer er såre menneskelige – og hvem kender ikke til dem i større eller mindre grad! Tilbage i 2009 optog det danske sprognævn glosen “bekymringsindustri” i ordbogen. Siden da er vi for alvor begyndt at gå i behandling med vores mangeartede bekymringer og vi udformer også såkaldte bekymrings-henvendelser til hinanden og til offentlige myndigheder og plus alle andre.
Men som det fremgår af dagens evangelium, så har vi alle dage gjort os bekymringer – de hører menneskelivet til. Og hvad der hører menneskelivets væren og gøren til har Søren Kierkegaard naturligvis beskæftiget sig med. Det var på en måde hans metier forfatterskabet igennem at tage livtag med alt det, der vedrører menneskelivets kvababbelser, dilemmaer og paradokser – og han har da også digtet om fuglen, der mødte liljen – tillad mig at genfortælle den:
Der var engang en lilje, som stod ved en rindende kilde sådan lidt afsides sammen med lidt små blomster og nogle brændenælder. Liljen var, som vi netop hørte i dagens evangelium, dejligere påklædt end Kong Salomon i al sin pragt. Men det allerbedste var, at den var glad dagen lang og levede en ubekymret tilværelse. Men en dag kom en lille fugl og besøgte liljen og den kom også igen den næste dag. Efter at være blevet borte i flere dage, kom fuglen så endelig igen. Liljen undrede sig over, at fuglen ikke blev på samme sted, ligesom de andre små blomster og den selv. Tænk at fuglen kunne være så lunefuld og bare kommer forbi i ny og nu. Som det så ofte går, så forelskede liljen sig mere og mere i fuglen.
Den lille fugl var imidlertid en fræk lille fugl. Den burde jo egentlig fryde sig over liljens skønhed og bare være glad sammen med den – i stedet pralede fuglen af sin frihed og lod liljen føle sig bundet og ufri. Fuglen snakkede og snakkede og snakkede og fortalte vidt og bredt om, hvordan der andre steder på jorden fandtes helt anderledes pragtfulde liljer, som i stor munterhed med vidunderlig duft og storartet farvepragt langt overgik den her. Ja fuglen sluttede sin lange tale med at sige, at i sammenligning med andre liljer, så var det et spørgsmål, om liljen her egentlig kunne kaldes en lilje. Liljen blev bekymret. Den sov ikke om natten og den vågnede ikke glad og sorgløs om morgenen. Den blev i stedet frygtelig indadvendt – selvkredsende – selvoptaget. Den ønskede sig i stedet væk fra det kedelige sted, hvor den stod her og nu.
En aftenstund aftalte fuglen og liljen, at nu skulle der ske en forandring. Næste morgen kom fuglen og hakkede med sit næb jorden omkring liljens rod væk. Derpå tog den liljen under sine vinger og fløj af sted hen til det sted, hvor de pragtfulde liljer blomstrede. Der skulle den plantes igen. Men ak ak ak undervejs visnede liljen! Var liljen forblevet det, som den var skabt til at være, så var den aldrig blevet bekymret og så var den blevet stående, hvor den stod i al sin dejlighed.
Hvad vi bl.a. kan lære af denne lille fortælling er, at sammenligning i bund og grund kun fører til uro – sjælelig uro. Hånden på hjertet hvem kan her sige fra helt fri af, at naboens græs – bare i ny og næ – er eller synes grønnere. Vi måler os med hinanden – vi sammenligner os. Vi føler måske, at andre har det nemmere, fordi de er pænere eller klogere eller højere eller hurtigere eller bare heldigere! Kierkegaard vil hævde, at vi rent faktisk plages fra morgen til aften af disse sammenligninger. Bruger vi tiden på at eftertragte de andre og deres – i vores øjne – succes, så bliver der mindre plads til glæden hos én selv … som liljen, der fortvivlede mere og mere over det kedelige sted den stod – den tabte langsomt livsglæden.
Som menneske spejler vi os i hinanden. Det er den måde, som barnet lærer at begå sig på gennem efterligninger af omgivelserne – det være sig forældre – søskende – andre mennesker – dyr og så videre. Det er også den måde, vi voksne lærer på: vi afkoder hinanden – når vi er på fremmed – eller ukendt – grund, så tager vi bestik af, hvordan andre gør.
Problemet – vil Kierkegaard sige – er når vi forblændes af andres liv – når vi ikke har modet til at taget vores egen tilværelse på os, men i stedet fanges i et vil han sige: selvbedrag – en illusion – og tror, at vi kan være en anden end den vi i virkeligheden er.
Så spørgsmålet er hvem vi egentlig er, når alt kommer til alt … når vi skræller selvbedraget og illusionen og idéer om “fri som en fugl” eller når vi oplever os trukket op ved rode og langsomt men sikkert er visnet hen … hvem er vi så?
Svaret får vi i dåben: hvor vi tages i favn! Svaret bliver endda såre konkret, når de tre håndfulde vand overøser det lille barnehoved og vi ved navns nævnelse bliver et Guds barn – og velsignes og får både det evige liv og syndernes nådige forladelse. Det er faktisk ikke så lidt endda og jeg tør godt vove, at lige præcis dåben er et klart modsvar til den uro, der i vores trang til sammenligninger med snart gud og snart hvermand kan martre én mere eller mindre livet igennem.
Dåben sætter vel og bemærke ingen fri af, at vi tilværelsen igennem kan og vil føle uro. Men den Guds favn, du som spæd er lagt i – og som du for altid er omfavnet af vil, at du for evig mindes om, at du er mere end hvad du selv synes og selv tror og selv kan og selv vil og må bekymres over. Det er i den tro, at vi sammen og hver for sig skal turde være os selv, for det er faktisk alt rigeligt – være sig selv – skabt til at være jorden og livet tro – skabt til at tage ansvar for eget liv – kort sagt skabt til at leve – og samtidig lade de andre leve. AMEN
(Salmer: 736 – 29 – 447 – dåb – 44 – – 653 – 730)
GÅ DA FRIT... 