Her til lands har staten oprettet et selskab, der bærer det pragmatiske navn: Finansiel Stabilitet. Selskabet rykker ud, når en bank krakker. Som rejsehold drager de så af sted for at kigge regnskaberne efter i sømmene, redder eventuelle stumper og afvikler derefter de nødlidende pengeinstitutter. Er der tale om direkte økonomisk kriminalitet i banker eller firmaer, så er det bagmandspolitiet, der med blå blink på attachemappen banker på døren.
Men i dagens tekst er ALT vendt på hovedet. Her kommer ingen alvorlige regnedrenge med halvbriller på næsen og tjekker op på den uærlige godsforvalters kreative bogføring. Der er heller ikke blevet anmodet om politi-assistance. Næ nej, forvalteren bliver så sandelig selv bedt om at gå sine regnskaber igennem. Bedt om det af Gud selv!
Det fik mig til at tænke på en berømt indskrift på et græsk tempel i Delfi: ”Kend dig selv!” står der.
Det må være afgørende at kende sig selv, når der nu bliver pålagt én at foretage revision af éns gøren og laden. Men spørgsmålet er om det overhovedet er muligt at lære sig selv så godt at kende. Altså sådan helt ind i hjørnerne – vil der ikke altid være fortrængninger? – vil der ikke også altid være gådefulde sider ved vores sind? – og bliver vores selv-tydning ikke nogle gange langt mere positiv end andres forståelse og syn på os – eller modsat i offer-kulturens hellige navn: så kan vi relativt nemt få skruet ned for vort selvbillede – ned i kulde-feltet. Med andre ord er en “Kend dig selv”-udvikling ikke nogen ligetil proces – og min påstand er, at den altid vil være fyldt med blinde vinkler.
En anden ting er, at vores selv ikke er statisk, vi kan sjældent sige: sådan er jeg – eller: sådan er han eller hun. Vi lever vort liv i relationer – dig og mig – du og jeg – og afhængig af, hvem vi er sammen med, så fremviser vi vort selv forskelligt – alt efter om vi står overfor et barn, den elskede, en doven kollega eller chefen-her-self. Ikke blot ud fra et ønske om at tage hensyn, men måske også ud fra ønsket om at opnå noget bestemt. Det være sig for eksempel magt eller anseelse.
I dagens tekst får godsforvalteren det gule kort eller mere præcist en halv fyreseddel, fordi han har rod i sagerne – regnskaberne passer ikke. Han tænker straks videre på, hvad en fyring vil indebære og i hans øjne vil det medføre noget så hæsligt som fysisk arbejde eller den endnu mere skamfulde gerning at skulle gå på gaden og tigge. Så derfor må han gøre noget – gøre noget, som kan forhindre en ændring i hans nuværende status.
Og det, han gør, er at svindle videre … han spiller flink fyr, og med store armbevægelser nedskriver han skyldnernes gæld – vi hører om ham, der skylder olie og ham, der skylder hvede og der har sikkert også være flere, der er blevet nedskrevet – og dermed må hans anseelse med garanti være steget i deres øjne – de store armbevægelser har givet pote. Og det på flere måder – for han får med denne handling også magten over dem! På præcis samme måde, som når vi giver hinanden store gaver.
Den franske antropolog Marcel Mauss undersøgte i 1925, hvad der sker, når vi giver hinanden gaver. Hvad enten vi er giveren eller modtageren. Mauss fandt blandt andet frem til, at gavegivning er en tydelig måde at vise overlegenhed og overskud på. Omvendt at modtage gaver uden at ville eller kunne gøre gengæld, gør modtageren til den mindste – præcis som med de to skyldnere i teksten. De bliver på en måde redskaber i den fyringstruede godsforvalters selv-revision – for nu skylder de jo pludselig ham en tjeneste, så hvis han pludselig står uden tag over hovedet, er det DERES pligt at hjælpe ham – NOGET FOR NOGET.
Men der sker faktisk noget helt andet – noget ganske uventet – for efter dette svindelnummer så får han ros – ros af Gud selv! Gud roser forvalterens dårlige moral! Milde himmel kan én nu spørge sig selv om, er det, hvad Gud vil have os til? Svindle for at nedskrive de andres gæld? Svindle for at rede eget skind og anseelse ?
Nu går det ALTID galt, når vi forsøger at tolke de bibelske tekster bogstaveligt.
Derudover gør vi meget uklogt i at ophøje lignelsen til etik – til en skabelon for hvordan vi skal leve menneske – menneske imellem – for så ender vi i en absurditet og evangeliet ændres til et ideologisk manifest under et bestemt fortegn. Omvendt så virker lignelsen også såre menneskelig – for med til menneskelivet hører også svindel og beregnende gavegivning – magt og egen vinding! Synd hedder det på bibelsk!
Hvis jeg endelig skal forsøge at vride mening ud af teksten, så springer Guds ros – tilgivelse – til den uærlige godsforvalter i øjnene. Den fremstår jo nærmest grotesk i sin insisterende absoluthed.
Til det må jeg sige, at Guds tilgivelse er lige så gådefuld som det menneskelige sind! Vi kender ikke Gud bedre end vi kender os selv – eller omvendt vi kender ikke os selv bedre end vi kender Gud. I bund og grund er det kun Gud, der kender os helt ind i kernen.
Det eneste vi må og kan stole på er, at han tilgiver. Tilgiver stort og småt. Tilgiver mere end vi forstår – tilgiver dig og mig – og naboen vi ikke kan li – tilgiver den, der holder mere end vedkommende kan holde … det er, hvad vi skal have tillid til!
GÅ DA FRIT... 