Smed vi dagens læsninger ned i en gryde, fyldte den op med vand og kogte dem ind – sådan som vi kan koge et stykke kraftfuldt kød i timevis ind til en fond fuld af kraft … JA, så stod vi tilbage med BARMHJERTIGHED. Ordet eller begrebet eller måske snarere væremåden: barmhjertighed er et sandt nøgleord – nogen vil finde det for altmodisch – eller direkte kirkeagtigt – og derfor tænker jeg, at jeg i dag vil genopfriske det – for på en måde optræder det i stort set alle historierne om Jesus. I følge jødisk lov betyder barmhjertighed helt konkret: kærlighed, medfølelse og omsorg til og for svage. Når Jesus er i snak med folk, så har BARMHJERTIGHEN det med at springe i øjnene. Forøvrigt er det netop den barmhjertighed, som vi lovpriser, når vi døber eller begraver og ordene lyder: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Barmhjertigheden omkranser vort liv. Det er barmhjertigheden, der binder Gud og mennesket sammen. Barmhjertigheden er den muskel, der banker i den gode relation eller slet og ret savnes i den elendige. Jesus udvider barmhjertigheden til også at gælde de både besværlige og direkte fjendtlige relationer: Elsk din fjende – og på den måde danner barmhjertigheden grobunden for den fredelige sameksistens os mennesker imellem. Barmhjertigheden gør os seende – ja måske endda klogere!
Barmhjertighedens modsætning er blindhed og dårskab. Og med historien om de to blinde på nethinden forestiller jeg mig, hvordan vi skubber hinanden forvildede og forvirrede rundt i verden i en uløselig afhængighed – som oftest med de bedste intentioner. Blindheden gør det umuligt at realisere alt det, som vi – sammen med disciplene – pålægges af Jesus – jeg tillader mig at repetere fra evangeliet: Vær barmhjertig – Døm ikke – Fordøm ikke – Tilgiv – Giv! For at realisere disse 5 kræves der klarsyn.
Vi kan lige så godt se det i øjnene før eller siden – det handler om at tage ansvar overfor vores næste – vær barmhjertig – døm ikke – fordøm ikke – tilgiv – giv. Sådan som det beskrives i den gammel testamentelige tekst, vi hørte før børnene blev døbt. Her hører vi profeten Nathans domsord til David. Forhistorien er, at David ser sig lun på Urias’ kone Batseba. David beordrer Urias placeret på den yderste frontlinje (en uriaspost), så han med stor sikkerhed kan blive dræbt og dermed ikke mere står i vejen for Davids vej ind i Batsebas seng. Som planlagt dør Urias og David tager Batseba til sig. Nathan kan efterfølgende retligt og moralsk dømme David, han slipper ikke uden om sit ansvar: ”Du er manden”. Kort og kontant.
MEN ups … døm ikke! Hvad er det så Nathan lige har gang i der? Med Nathan forholder det sig dog anderledes – han er udsendt af Gud – eller Jahve som han kaldes af de gamle – han er udsendt som profet og derfor SKAL han udsige dom! For han gør det på Guds vegne … og han gør det for at vi skal blive klogere.
Jeg bliver SÅ lige nødt til at indskyde, at en del mænd og kvinder har sidenhen gerne villet give den som profet og ment sig kaldet til at udsige domme på Guds vegne … såkaldt amoralske folk har fået skyldes for en hel del tornadoer – epidemier har nogen konsekvent udråbt som Guds straf over vores syndige gøren og laden. Den slags profeti vil jeg rask væk kaste i gryden af falske – de er uden saft og kraft – de er barmhjertighedsløse – og vil ingen noget godt – jo, måske de i bund og grund bare vil fremhæve den selvudråbte profets ego … OG for dem handler det dybest set – som for os andre om, at vi selv har et ansvar for at hive bjælken ud af eget øje … før vi går i gang med at pege fingre – udråbe syndere – dømme til undergang – smide på bålet – jagte den vi ikke forstå med en konkret eller en symbolsk høtyv.
VI har selv hver især et ansvar for at blive seende … og i kirken tror vi på, at vi bliver seende gennem at lytte! Lytte til hinanden – lytte til evangeliet – lytte til det, som Jesus giver disciplene og dermed os i opdrag: Vær barmhjertig – Døm ikke – Fordøm ikke – Tilgiv – Giv! Disse 5 gør seende … giv … siger Jesus! Giv hvad vil den opmærksomme replicere: Jesus nævner ikke noget om hverken: skjorter, mad eller penge – det gør han så i andre tekster. MEN her i dag – på denne sidste søndag i juni 2021 er han ikke konkret – og så alligvel. For måske handler det om, at vi skal give hinanden plads. Det er kun muligt, hvis vi hverken dømmer eller fordømmer. Men hvordan giver vi så plads? Som tidligere nævnt så er vi uløseligt forbundet som mennesker – og det i enhver tænkelig som utænkelig konstellation. SÅ et spørgsmål i dag som vi hver især – hvis vi synes – kunne overveje: Hvordan ser du dig selv i forhold til de andre? Hvem og hvad giver du rum til? Hvad kræver du af din næstes rumopfattelse? Hvem skal rumme hvem?
“Det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med” … Vi er altid i proces med hinanden … og der er på en måde altid afregning med det samme. Når vi træffer et valg om f.eks. hvem og hvad der er rum til … så er nogen og noget valgt fra … sådan er det bare! Vores eksistens med hinanden er ikke nem – nogen gange er den direkte hundesvær – der gives ingen nemme løsninger – den barmhjertighed som Jesus prædiker – den prædiker han med god grund – han ved, at den er svær for os – og derfor bliver den gentaget for os igen og igen – og det med mange forskellige eksempler i ligninger og gerninger. Og tillad mig en generalisering: enhver kan være barmhjertig – kan føle og græde i sit hjerte – MEN måske er barmhjertighed noget vi skal gøre – noget vi skal øve os på – og turde fejle i – og da er det os, der har brug for tilgivelsen – den tilgivelse der en gang for alle i dåben har genfødt os til et levende håb. AMEN
GÅ DA FRIT... 