Vi er fem dage før jul. Den sidste adventssøndag før vi er helt i mål med alle julens praktiske og mentale forberedelser. Og hvis man ikke er til al den julehurlumhej med dens massive konsum-spektakel og det er der nogen, der ikke er, så er det hele snart overstået. Men i dag er stadig forberedelse- og ventetid og vi har åbnet den 4. låge i den store adventskalender. Og ud springer Johannes Døberen – ørkenråberen!
Johannes Døberen, den altid alvorligt strenge og asketiske mand: klædt i kamel hår og som ernærede sig med græshopper og honning. Han gik omkring og prædikede omvendelse og fortabelse uden omsvøb, alt imens han højt og tydeligt messede: ”Jævn Herrens Veje” eller Ban, som det hed i gamle dage: ”Ban Herrens Veje”.
Men al den snak om omvendelse og fortabelse skurrer nemt i et moderne menneskes øre, for det virker som gammeldags kristendom a la Hans Kirks ”Fiskerne”. Og en replik til Døberen kunne da også være: at han gør frelsen til menneskets eget ansvar. Og sådan var det måske også før Gud blev menneske? Hvor det rette sindelag og den rette trospraksis var alt afgørende for dit gudsforhold.
Og alligevel kan der siges meget mere om Døberen. For han er bestemt også en ydmyg tjener og ikke kun en streng prædikant – han ved, at noget stort er på færde – at frelsen er på vej og det ”Midt iblandt Jer”. Frelsen er dermed ikke vort eget ansvar. Den ligger udenfor os selv! Den blev født julenat i en krybbe i en stald under en stjerne. Og frelsen fik navnet Jesus!
Men inden den store fødseldagsfest på fredag, så må vi en tur omkring det spørgsmål, der blev stillet Døberen: ”Hvem er du?” – og det er slet ikke noget ringe spørgsmål, for også vi lever i en tid, hvor vi sådan omvendt – gerne vil fortælle de andre, hvem vi er: f.eks. på facebook eller vi skriver ligefrem vores biografi, fordi verden ”bør” vide, hvem jeg er… også selv om den – altså verden – ikke direkte ansigt til ansigt har gjort krav på denne viden.
Teologien og filosofien – ja, alle de store åndsvidenskaber og alle de mangeartede udtryksformer indenfor kunst har siden tidernes morgen forsøgt at besvare spørgsmålet: ”Hvem er jeg”. Og fra nyere tid må jeg fremhæve et andet berømt råb: nemlig Edvard Munchs berømte maleri: Skriget.
Det er et selvportræt af Munch, som forestiller et aldeles angst og fortvivlet menneske, som kun kan skrige, alt imens den angste holder sine hænder omkring hovedet, så det ikke sprænges. Omkring mennesket kan ses et duvende landskab i stærke farver, men som mennesket lever adskilt fra. Der er noget frygtelig indespærret ved at fremstille et skrig på et lærred – det er kantet inde. Det kommer til at fremstå uartikuleret. Det desperate menneske, som ikke kan komme ud og af med sin klage.
Sådan kan et liv være. Måske ikke den ganske tid, men i øjeblikke, i glimt og hos nogen kan perioden være lang, uendelig lang og angsten for, at det aldrig får nogen ende, smadrer enhver livsappetit. Når vi så har passeret og gennemlevet følelserne af angst, intethed, tilfældighed, død, meningsløshed og absurditet, alt hvad Munchs skrig rummer, så støder vi ind i GLÆDEN – ØrkenDøberens GlædesRåb: “Jævn Herrens Veje.”
Men se, den kan være sværere at beskrive. For når vi først begynder at sætte ord på glæden, så har den det med at blive banal og naiv. Vi kan ende i refrænet, som med sin evindelige gentagelse vil få glæden til at forekomme ligegyldig. Strindberg – en anden alvorlig mand (det er åbenbart deres dag i dag) – ligefrem hævder, at ”Glæden gør alting banalt”.
Nuvel; og fred med Strindberg. Men glæden kan også forstås som noget spontant. Og derfor er den måske svær at beskrive i ord og billeder. Den kommer, når vi mindst venter den, lyder en talemåde. Glæden er et noget eller måske nærmere en nåde, der kommer udefra – og havner ”midt iblandt Jer”. Som når H.C. Andersen om en juleaften kan skrive: ”naar Dørene gaa op og Træet lyser, straale Barneøjnene om kap med de funklende Lys”. Det er vist spontan og uforfalsket glæde ”midt iblandt Jer”.
Jeg er lidt i tvivl om juletræet i al sin glans kan sprede glæde mere i dag eller om det er endt som en obligatorisk rekvisit, hvis eneste formål er at balancere på gavebjerget. For 10 år siden var der i TV en reklame for et trævarefirma. Hele familien med børn, forældre og bedsteforældre sad omkring træet og var i fuld gang med den store gaveudpakning. Og da turen er kommet til bedstemor og hun pakker sin gave op forvandles hendes ellers så milde ansigt til et vredt sammenkrøllet medusahoved og hun ryger i vejret og kyler gaven tilbage i hovedet på den person (vist nok svigersønnen), som har købt den i håb om, at den måtte glæde gamle bedstemor. Men hun er slet ikke tilfreds, nej hun er voldsomt utilfreds, for det var ikke den gave, som hun havde ønsket sig – hun fik bare discountudgaven. Og reklamen sluttede af med firmaets logo og en speakerstemme: ”Giv gaver med glæde”.
Glæden er spontan – og den lader sig sjældent skjule hverken i sit nærvær eller fravær. Og nu begynder vi at nærme os dagens evangelium. Midt i al denne spørgen til hvem Johannes er – så svarer han nøgtern og uden indpakning: ”jeg er ikke Kristus”.
Johannes præciserer, at der er to parter i denne sag. Der er ham selv – Johannes, som har brugt sit liv på en lang ørkenvandring og så er der Jesus Kristus. Der er et ”jeg” og der er et ”du”. En relation. Der er dig og mig!
At alt er relation er hele kristendommens omdrejningspunkt. Derfor er intet menneske overladt til sig selv. Alle som én hænger vi sammen som ærtehalm. Alle som én er vi Guds. Så kan det godt være, vi synes, det er svært, det der med guden. OG spørgsmålene melder sig om, hvordan vil han helst ha os? Som rene i tanken, hvide i skylden, retfærdige i forstanden, moralske i kødet eller som trodsige syndere, der slår rommen i glasset eller tja… mulighederne er mange. Måske handler det slet ikke om ”mig” og min habitus. Hver især må vi stole på dåbens løfte om syndernes forladelse og det evige liv og ha nok i det.
Måske handler det i virkeligheden om Døberens råb: ”Jævn Herrens Veje” for det er “midt iblandt Jer”, at frelsen er. Præcis som da vi alle stod omkring dåbefondet ”fyldt af glæde over livets under” og var vidner til den lille piges dåb. For i kristendommen er det altid den Anden, der er den vigtigste.
GÅ DA FRIT... 