Nytår 2012

Der er noget herligt befriende over, at Vor Herre Jesus Kristus beder os om at holde mund: ”Lad ikke munden løbe, som hedningerne gør det …”. Holde mund med hvad – kunne én så konkret spørge til. Mulighederne kunne jo rent faktisk være mange … men det vil jeg overlade til hver enkelt selv at afgøre sig for og i stedet holde mig til emnet på denne nytårsdag: bøn

Bøn er på mange måder et interessant emne i tiden. For aldrig før er der udgivet så mange bønnebøger på hverdagsdansk. Hvor det i en årrække indenfor litteratur har været krimierne, der har været favoritgenren hos læserne, så er bønnebøgerne indenfor den praktisk-teologiske genre hot stof… i hvert fald hos forfatterne og udgiverne!

Der bliver udgivet ”bøn for begyndere” og det moderne menneskes stress-prægede liv er nu også sat på bønnevers i forhold til samlivsproblemer, bleskift, arbejdsmarked og hvad der ellers kan presse os i bund. Der bliver afholdt bede-uger med andre kirkesamfund og udbudt kurser i fri bøn, hvor vi stille skal lære at tale direkte til Gud fra vort hjerte. Faren ved fri bøn i for eksempel gudstjenesten er, at det bliver prædikantens egne længsler og behov, der bliver fokus. Bønnens almene karakter bliver privatiseret og så kan menigheden ellers efterlades som tilskuere til en omgang åndeligt strip og det er sjældent et kønt syn …

Og hvad nu hvis vi ikke aner, hvad vi skal sige til Gud? Hvad nu hvis vi er typen, der ikke sådan kan krænge hjertet op, fordi vi ikke tør eller blot er generte og blufærdige eller har det så skidt, at vi ikke kan hive et eneste ord frem fra talecenteret og ud over vores læber? Eller hvad nu, hvis vi synes, at det er fjollet at inddrage realkreditforeningslån og andre hverdagstrivialiteter overfor Gud?

Ja, så ligger trøsten og hjælpen i, at vi har Fadervor. Den bøn som er forud for alt andet og som Vor Herre Jesus Kristus gav sine disciple, da han holdt sin store bjergprædiken. Den bøn som vi kvit og frit får i dåben, når vi tages i favn og velsignes af Gud Fader selv. Med Fadervor fritages vi fra at skulle finde den rette grimasse og den passende tale frem overfor Gud. Vi slipper midt i vores elendighed eller simple afmagt for selv at skulle være kreative og eller bruge ord, som forekommer os fremmede.

Fadervor er den enkle og enfoldiges bøn som slægter før os har bedt. Den er oversat til alverdens sprog. Den indgår i enhver kirkelig handling: bryllup, begravelse, konfirmation, højmesse med dåben og nadveren. Den forbinder vores timelige liv og død med Guds evige og uudsigelige nåde.

I Fadervor bliver der på en jævn og hverdagsagtig måde bedt om det alt afgørende som et menneskeliv har brug for: 1. det daglige brød, 2. syndernes forladelse, 3. hjælp i fristelse og 4. befrielse fra det onde. Disse 4 holder vore verdenshjørner på plads både, når vi overvældes af glæde og når lidelsen og sorgen indhenter os. Disse 4 er grundlæggende hjørnesten i vores liv med hinanden. Lad mig kort udfolde dem:

Om det daglige brød skrev Luther, at det er alt det, som hører livets ophold og nødvendighed til. Han opremsede derefter – og jeg citerer her en smule efter hukommelsen: mad, godt vejr, gode tjenestefolk, en god ægtefælle, søde børn. I et moderne sprog kunne vi også sige, at det daglige brød er det, der virkelig er med til at give vort liv mening.

Syndernes forladelse har vi brug for, når vi lover hinanden mere end vi kan holde eller når vi direkte gør hinanden ondt! Syndernes forladelse betyder helt konkret, at du skal – med fed streg – under SKAL – tro dig elsket af Gud! Tro at du er Guds og det helt til verdens ende, som det er blevet dig sagt i dåben. Hvad du derfor har gjort dig skyldig i overfor andre, det må du få modet til at leve videre med. Leve videre med – vel at bemærke altid under Guds nåde.

Hjælp i fristelse, når vi helst vil mele egen kage. Når vi glemmer hinanden, glemmer, at den anden – din næste – altid er den vigtigste af os to. Vi mennesker er fra naturens side skabt til at ville os selv. Det hele sker pr. automatik i reptilhjernen, det er her vores basale gøren og laden sidder: sex, mad og forsvar/angreb. Men gudskelov har evolutionen udstyret os med mere hjerne. Der iblandt den del, hvor medfølelsen har sit lønkammer. At vi så alligevel kan føle trang til at blive i ur-hjernen er så en anden snak.

Luther skrev om ”hjælp i fristelse”: “Men vi beder i denne bøn, at Gud vil vogte og bevare os, for at Djævelen, verden og vort kød ikke skal bedrage os og forføre os til vantro, fortvivlelse og andre store skader og misbrug. Og selvom vi angribes, at vi så alligevel må vinde til sidst og beholde sejren.” Citatet er før hjerneforskningen kortlagde alt det vi har mellem ørene, men Luther-citatet vidner for mig om, at menneskets alle dage har gjort sig tanker om, hvad der er på spil, når vores ego tager over.

Befrielsen fra det onde. I ethvert menneskeliv er der død, sygdom og undergang. I Fadervor beder vi af hjertet om, at vi må få den fornødne styrke til at stå imod. Død, sygdom og undergang forsvinder ikke – bøn er ikke tryllesalt, hvor det bare handler om at bede nok med den helt rigtige bede-attitude og så forsvinder al smerte – men bøn er et inderligt håb og et ønske om, at vi på trods må komme igennem tilværelsen med de ar som livet efterlader enhver af os med – også selv om det betyder, at vi efterlades med erfaringer om svigt og skuffelse og savn og sorg.

Fadervor er om noget afmagtens bøn, og jeg tror bestemt, at det er en af grundene til, at den generation efter generation har været al bøns moder. For i bønnens faste ordlyd erkender vi, at vi er afmægtige overfor Gud og overfor os selv. Gud er, hvor han skal være: Han er i sin himmel, hans navn er helligt, hans rige kommer, hans vilje sker. Guds evighed er stabil – SÅDAN er det bare og intet kan eller skal vi gøre overfor Gud – andet end ”at være” det menneske, som vi nu engang er skabt som med al vores almindelighed, dødelighed, skrøbelighed og ængstelighed.

Når vi derfor her i kirken eller i vores private sfære beder et Fadervor, så er det i troen og håbet om, at hos Gud finder vi det urokkelige og evige JA til os. Det JA som aldrig vil eller kan ændres, om vi så får nok så store og forkromede ideologiske og filosofiske indsigter. Guds store JA er aldeles uafhængig af vore religiøse eller kommercielle trends. For Guds evige rige er uforanderligt og dermed er forholdet mellem Gud og hans skabninger også evigt uforanderligt. Den nådige ramme der er lagt om dig i din dåb er for altid. Vandet på dit barnehoved, korsene der blev slået for din forstand og dit hjerte og velsignelsen vil for altid følge dig … hvorhen din vej så end må gå i det nye år. Godt nytår!