Midt i en covid-tid / realisme versus poesi!
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling … en ordre oppefra og ned om, at folket skulle tælles! I Betlehem blev de talt, så Rom – besættelsesmagten – kunne opkræve de skatter, som en besættelsesmagt altid gør krav på. Alle folk var derfor på vej til den store folke-tælling, som siden er blevet vores vigtigste fortælling. Vores helt uundværlige jule-fortælling. En fortælling om lys i mørke – om hvordan det lille menneskebarn – Guds egen lod sig føde i en stald!
Vi andre tælles også i tiden – i smittetal og mørketal og vaccinetal og stik 1 og stik 2 og boosterstik og virus-varianter og indlæggelser og udskrivelser og areal-meter og så videre og så videre – nuvel det er alt sammen sat i værk og befalet for vort bedste – folk omkring os knokler i døgndrift for, at verden kan gå sin skæve gang – og ind i mellem må vi måske bæve over om det nu også går:
Om vi inden nytårskoncerten og ski-hopperiet fra Garmisch Partenkirche er sendt på værelset i isolation som nærkontakt eller noget i den dur … eller nok snarere mol.
Eller om vi resignerende og jule-deprimerede trækker tæppet op over nakken – og først ønsker at stå op engang, når det atter bliver forår …
Eller bare irriteret grænsende til det arrige over, at nogen oppefra og ned igen befaler og forordner og indskrænker vores bevægelsesfrihed – trætte over at skændes om person-størrelsen på en smittefri familie-boble og så videre og så videre.
I ved med garanti, hvad jeg mener … for alle er vi hængt op af at tage hensyn og måske gå på kompromis – og når bølgerne går højt, så må nogen måske gå på gaden, råbe og slå på gryder og protestere mod befalingerne – eller stille os i en vejkant og råbe op om, at det hele er fup … og hele gedemarkedet krones så med, at nogen bliver udstyret med sølvpapirshatte og på den måde bølger vore menneskelivet frem og tilbage med hinanden.
I guder hvor vi – eller mange af os – egentlig bare trænger til en vis form for normalitet eller god gammeldags ro, hvor vores følelser måske fylder mere eller væsentlig mindre – hvor hverdagens rutinerer rutineret fører os gennem vores gøremål … OG så på trods så er det alligevel blevet jul, sådan som det hvert år bliver jul … og igen i år hører vi om det unge forældrepar – Josef og Maria som er på vej – som er befalet på vej og da de når frem er der trængsel og ingen plads og mange står sikkert i kø – ikke test-kø – men tælle-kø og vente-kø og 1-2-3 så banker veerne på – Maria skal føde og de må søge mod udkants-Betlehem og der finder de en stald. En stald som traditionen sidenhen har pyntet op med hygge, kulørte lamper og alverdens dyr – nogen husker måske at der også er 2 hummere – og en enkelt gang er jeg også stødt på både gløgg og æbleskiver! MEN lad os for en stund blive i den realisme, som vores samtid her-og-nu dagligt minder os om. Stalden var alt andet end hyggelig; den var mørk og kold, men der var et leje og der kunne Maria føde! OG hun fødte en lille dreng – Jesus – krybbebarnet – OG se nu er det så, at verden for en stund ændrer karakter – FOR i et splitsekund åbnede himlen sig og der midt i trængslen og larmen og kulden lød den smukkeste og enkleste englesang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!
OG den fred skal være en glæde for hele folket! Hele folket – ikke kun for hyrderne på marken – ikke kun for de mange i Betlehem – ikke kun for dem, der var gået og gået for at blive talt – men også for dem, der havde beordret og befalet – for magthaverne – for dem der sætter regler og forordninger – en FRED – ikke kun den nat tilbage i tidernes morgen! MEN en fred der stadig og for altid er omdrejningspunktet i kristendommen og centrum for den tælling der blev vores fortælling, der hver eneste julenat verden over igen og igen må deles for at skabe glæde.
Midt i altings ukontrollable uorden sker der noget anderledes – i et splitsekund bryder noget andet ind i vores verden – udefra – ind i vores covid-trummerum – som det skete på marken for hyrderne – ENGLENE kommer til os med budskabet om FRED – en FRED der vil glæde hele folket. Uanset hvem og hvor vi står eller går i mink, uld, bambus eller sidder med and, gås eller kål – er til vaccine eller ej – tænker fup eller fakta – GLÆDEN er kommet for at fortælle dig og mig om den Guds fred, der i nat vil skinne som et lille lys i mørket. Vil værne om den mørkerædde og langsomt fortrænge det formørkede – og minimere frygten for det ukendte – og forhåbentlig fylde os med mod til at tåle ventetiden! Give os tålmod – tålmodighed – og bare være. Mens vi venter så kan vi lade os drage ind i det univers som Grundtvig digter om i salmen ‘Velkommen igen, Guds engle små’, vi sammen skal synge om lidt. Det univers hvor englene vandrer op og ned på tonestigen i klædt dejlige solskinklæder – hvor vi byder dem indenfor på lidt øl og lidt tør kage – og hvor vi alle – store som små – blot er en flok puslinger, der må synge om lærker … lyden af forår … og vor vi sammen beder om, at julesorgen slukkes!
Lad det være vores bøn – at julesorgen i vort eget og andres hjerte må slukkes – så vi bare i aften og måske i morgen tør give slip på al den urolige uorden. GLÆDELIG JUL!
GÅ DA FRIT... 