Salmerne: 736 – 168 v 1+2 – (Motet: 482) – 168 v 3+4
Med påsken i ryggen er vi på vej mod pinse og den vej er altid fyldt med mere eller mindre kringlede tekster fra Johannes-evangeliet. Tekster der skal belære os om, at faderen og sønnen teologisk hænger sammen – tekster der specifikt nævner talsmanden og varme op til helligåndens komme – til pinsens fest med tunger af ild og glosomani – folk, der pludselig taler alverdens sprog.
Men i dag er vi på en måde lige tilbage i påsken! Hele to gange siger Jesus om sig selv: Jeg er den gode hyrde! Første gang er ren påske: hvor hyrden sætter sit liv på spil … og anden gang med fokus på forholdet mellem Jesus og fårene!
Hyrdemotivet er oldgammelt! Men det har som så meget andet ændret sig. Engang var det blodig alvor – passede hyrden ikke sine får, så blev de ædt! Ulven holdt sig ikke tilbage – der var blod-rus og fare-momenter og ulykker overalt.
Hopper vi så lige i de helt store syvmilestøvler og frem TIL romantikken – perioden fra 1800 og så cirka 50/60 år frem, så handlede det om, at hyrden levede harmonisk og i pagt med naturen. Hyrden ligger nær en skovsø på ryggen og snitter sig måske også en lille fløjte, senere springer han let drømmende afsted for at finde sig en hyrdepige. En tanke slår mig pludselig: selv-realisering eller måske snarere natur-realisering. En tanke der stadig lever i bedste velgående – opvakt er den ihverfald blevet – måske i takt med, at vi har slidt mere end godt er på naturen – vi længes efter at genskabe fortidens landskaber med vilde blomster og ur-skove og hu-hej-vilde dyr, der bare passer sig selv – dog i afgrænsede områder … nå ja og ulve, der også bare tudser rundt – og godt nok i ny og næ høvler en hel fåreavlers hjord … og så skændes vi om det … og der går politik i det! Og alle vil vi være hyrder og lede fårene … vil vil vejlede og bestemme … og det er der heller ikke noget nyt i! En kollega nævnte i denne sammenhæng alle disse såkaldte influencere – det er de mere eller mindre kendte for nogen – ukendte for andre – mennesker på de sociale medier, der hele tiden arbejder på at få os til at følge dem og deres budskab, idé, tro, filosofi, kost, motion, mindset eller hvad de kalder det – og gerne kombineret med, at de så også gør reklame for bestemte produkter, som følgerne så skal købe …
DE er vor tids hyrder – af kød og blod – jo flere følger de får jo bedre fungerer deres butik! Og ved I hvad, det er der sådan set heller ikke noget nyt i. Tænk på glosen pastor, der betyder hyrde – gennem tiden har nogen præster set sig selv som den, der skulle lede menigheden / fårene. Skulle sætte dagsordenen – moralen – normen – forståelsen af kristendommen – administrere tilgivelse – vejlede i hverdagens dilemmaer etc. …
PROBLEMET med os mennesker er bare at bestemme vil vi rigtig gerne – også over hinanden. Men når alt kommer til alt, så vil meget få af os sætte hele livet på spil for fårene – menigheden – gruppen – følgerne – naboen – menneskeheden … og så er vi tilbage i påsken, hvor Jesus var den eneste, der kunne gå planken ud! Hans budskab om uselvisk kærlighed til næsten – om at kristendommen handler om altid at vende den anden kind til – sendte ham direkte på et kors og derfra i døden … en død han trodsede efter 3 dage, fordi kærligheden til livet ikke kunne eller kan dræbes! Guds vilje til livet ER stærkere end vores menneskelige trang til magt og oppustethed.
I Peter Seebergs historie fra 1970 “Hyrder” møder vi en kommunal socialarbejder Leo Gray. En nat på vej hjem i bil fra sin elskerinde kommer han ud for en trafikulykke og mister både førlighed og stemme. Leo Gray reduceres herefter fra billedligt talt er være hyrde for andre til at være et får, der selv har brug for en hyrde til at tage vare på sig. Det gør hans kone Viola blandt andet. Hvad Seeberg forsøger at fortælle os er, at vi ikke egenhændigt rummer nøglen til vores frelse. Meningen med livet må søges i vores relationer og vores altid gensidige omsorg for hinanden.
I kristendommen er vi på en måde alle får i hinandens liv – nogen gange mere får end andre gange – og vi er det i en tro på, at Guds egen søn er vores eneste sande hyrde – vores vertikalen relation – oppe fra og ned der hvor evigheden rører vores liv her og nu. Det er Jesu, der fortæller os, at enhver – uanset hyrde-klæder – vil han redde og det gør han ved igen og igen at sætte sit eget liv på spil for mennesket – ved at hente det glemte og forkastede får ind – og evig og altid give plads til os utilpassede – AMEN
GÅ DA FRIT... 