Forbilleder eller rollemodeller var i en periode in i det offentlige rum! For måske 10 år siden blev der f.eks. udpeget danskere med anden etnisk herkomst, som ved officielle ceremonier arrangeret af lokalpolitikere og satspuljemidler, naturligvis under fuld presse-blitz, blev fremhævet som et eksempel til efterfølgelse for og på grund af særlige kvaliteter, personlige egenskaber eller almindelig dygtighed. Deres opgave – altså forbillederne – var så – at forblive uplettede og lydefri i al evighed, så de kunne fremstå, så andre – danskere af anden etnisk herkomst – kunne bruge dem som pejlemærke og tænke: Kan han eller kan hun, så kan jeg også. De senere år er denne trend dalet, forbillederne fylder i hvert fald ikke så meget i mediebilledet mere eller også er nogen af os blot holdt op med at se dem.
I det hedengangne DDR blev rollemodellerne også dyrket! ET menneske der havde gjort noget ekstra ordinært i den store sags tjeneste blev udråbt til månedens arbejder eller student eller spejder og kom så i glas og ramme og hang til offentlig beundring og ikke mindst opmuntring, så de øvrige borgere kunne se, at det nyttede at gøre en særlig indsats.
Tænk sig hvis vi også havde sådan et system i folkekirken, altså her i sognet eller på stiftsplan. En gang i kvartalet ville der så blive udpeget kristne rollemodeller, som skulle opmuntre os andre til efterfølgelse! Hvilke kriterier kunne man forestille sig, at der kunne vælges ud fra ? – stor tro, kontinuerlig kirkegang, inderlighed eller antal fødder, du havde badet i årets løb eller hvor meget du havde puttet i kirkens bøsse ? Nej, det er naturligvis en absurditet at forestille sig en sådan kvartalets super-kristne i Budolfi! For med den lutherske fortolkning af kristendommen slås det gud ske tak og lov fast, at overfor Gud er vi alle lige! Enhver der er krøbet ud af dåben er både præst, biskop og pave. Basta.
Vi har en Herre og det er Jesus Kristus. Han er det forbillede, som siger til os: ”I skal gøre, ligesom jeg har gjort imod jer.” og det siger han vel at mærke efter, at han har vasket fødderne på de 12. De 12 der i ord, tanke og handling allerede er blevet fællesskabets svageste led! DE har allerede solgt ud af loyalitet og svoren troskab og er omklamret af natten til langfredags fortvivlende angst og fortvivlelse. Præcis den angst som ethvert fællesskab kan blive udsultet af og som gør, at vi hver især – bevidst eller ubevidst – retter blikket mod nærmeste flugtvej med det grønne EXIT-skilt og så må de andre sejle deres egen sø.
Det er midt i tekstens rituelle fodbad, at Gud viser os sit sande ansigt! Han ved, hvad der er ham i vente. Han ved, at menneskeheden under spottende tilråb vil aflive ham på et kors i løbet af få timer. Og alligevel giver han sig tid til at tjene det menneske, som han selv har skabt i sit billede. Dig og mig. Hvor guder normalt helst lader sig hylde og beundre – så er den kristne gud, sådan som vi kender ham i Jesus Kristus, tilstede for at være os mennesker tro!
”I skal gøre, ligesom jeg har gjort imod jer.” Betyder det så rent faktisk, at vi burde have linet op med vandfade i Budolfi/Klosterkirken her i dag? NEJ, på ingen måde. Jesus siger ikke, at I skal vaske hinandens fødder. Men han siger, at vi skylder! Dette skylder skal efter min mening tolkes langt bredere og meget mere konkret end genopførelsen af et symbolsk fodbad. Det skal forstås som, at du og jeg – vi skylder hinanden ALT – hensyn, omsorg, forståelse, tid, svar, alvor, ja eventuel modsigelse af selvdestruktiv adfærd. Vi skylder hinanden, fordi vi indgår i relation på kryds og tværs som venner, familie, bekendte, flygtige, forbipasserende, ja, sågar også som uvenner og fjender. Skylder fordi også vi er underlagt fællesskabets svageste led med indbyggede muligheder for løgn, svigt, svig, forråelse og måske det allerværste: nemlig ligegyldighed overfor hinanden.
Bliver skylden stor nok eller på anden vis sætter sig på tværs i os og blokerer for udsynet, så er det, at vi liner op i køen ved en helt anden vask og med en helt anden legemsdel – nemlig ved håndvasken sammen med Pontius Pilatus (aka ham der dømmer Jesus og godt ved, at det er en fejl). For der at forsøge at vaske os selv rene. Problemet er bare, at det er umuligt at vaske skylden af sig selv. Lige meget hvor længe du vasker og i hvor koncentreret en brun sæbe, så går skylden ikke bort, for den er indvortes – den kører rundt i blodbanerne og passerer hjertes center for samvittighed på den stikkende måde.
Lady Macbeth er et kendt litterært eksempel derpå. Hun har i den grad ambitioner på sin mands vegne og sammen myrder de sig vej til den skotske trone. Lady Macbeth gribes til sidst af en skyldfølelse, der ikke kan andet end sende hende direkte ind i sindssygen. Hun begynder at se blodige pletter på sine hænder, som hun tvangspræget og i vanvid vasker og vasker og intet nytter det. Lægen bliver tilkaldt og forsøger at tale med hende. Men det nytter heller ikke og han må konstatere: ”Denne sygdom ligger uden for min kunst” (p.87) – alt i mens Lady Macbeth rabler videre og endelig går i seng må lægen konkludere: ”Hun har jo mere brug for en præst end læge. Gud se i nåde til os” (p.88)
Ja, Gud se i nåde til os på denne skærtorsdag! For kun Gud kan vitterlig befri Lady Macbeth – og kun Gud kan vaske os rene. Hive os ud af køen ved vasken og i stedet tilbyde os sig selv og sin kærlighed i form af brød og vin!
Jesus Kristus er det sande forbillede på Gud! Den Gud i hvis billede vi alle som en er skabt. Det er ham der midt i altings påskekaos tager sig tid til os – selvom vi er det svageste led – tager sig god tid selvom han ved, at han er eftersøgt og at han snart vil blive taget til fange, forhørt, pint og nådesløst banket op på et kors.
Skærtorsdag er med andre ord fællesskabets sejr! For det er her, Gud fastholder os og vil, at vi alle skal spise livets brød sammen! Trods forskelligheder – på trods af om vi er gode eller slette rollemodeller eller måske slet ikke værd at følge efter – på trods af om vi har blodige hænder eller ej! Spise sammen i erkendelsen af, at vi SKYLDER hinanden – og det vi konkret skylder hinanden er ikke vandfade eller udnævnelser af præmie-kristne som ægte forbilleder. MEN derimod skylder vi hinanden plads. Det er det ansvar Jesus rækker disciplene og sidenhen os! Vi skylder hinanden plads rundt om bordet – alle som en.
Intet menneske skal nogensinde føle sig udelukket fra dette kærlighedens måltid! For det er her på knæ – vi er lige overfor Gud – det er her på knæ, at vi heles, når hjertet brister. Det er her AL vor synd bliver os forladt så vi sammen og hver for sig igen kan rejse os og med løftet hoved går hver til sit. Det er det Vor Herre Jesus Kristus – Guds forbillede – gik i døden for. AMEN
GÅ DA FRIT... 