En ting er, at Jesus forvandler – tryller om man vil – 5 fisk og 2 brød til et overdådigt måltid, der kan bespise 5000 mand MEN en anden ting er, at folk vil gøre Jesus til konge. Ja, de vil ikke engang bare gøre ham! De ville tvinge ham – sådan står der i dagens evangelium! De har med andre ord planer med ham! Han skal være deres konge med alt, hvad der følger – han skal genoprette den storhed, der engang herskede og han skal ikke mindst skaffe dem fred i verden! Og hvad gør han så – han går såmænd sin vej – han går op på bjerget for at være alene.
Jeg vil forsøge at skille de 2 fra hinanden – altså 1) maden for sig og 2) Jesu reaktion på det krav folk møder ham med.
Først maden! Billedet af bespisningen matcher det billede, som den første læsning fra det gamle testamente fortæller om. Folket er i ørkenen – de er langt hjemmefra – de har været på vej i 40 år efter at have været holdt som slaver i Ægypten. 40 års ørkenvandring – ufri – og dog på vej mod det land og det liv, som de længes efter – og med et må det regne fra himlen med manna og de sultne israelitter kan endelig blive mættet af denne honning-agtige blomst/frugt. Når man har prøvet at være rigtig rigtig sulten, så ligger der en art frihed i at blive mæt! Der akkumuleres overskud til at være – og dermed til at overskue.
Spise-billederne – både det nye med fisk og brød og det gamle med manna i ørkenen er symboler på Gudsriget! Billeder på at Gud – lidt popsmart sagt – er den glade giver – der generøst lader sin kærlighed – eller nåde som det hedder på kirke-sprog – regne over os – omslutte os! De 2 billeder vil fortælle os, at der vitterlig er nåde og kærlighed og velsignelse nok til os alle – dette omdrejningspunkt i kristendommen skal der ikke fedtes med – tværtom! Det er – også i dag – evangeliets glædelige budskab til os alle. OG så kunne min prædiken jo egentlig slutte her, så vi kunne komme videre med dagens gøremål – komme videre oprejste – opløftede … MEN der er lige noget mere, som vi skal omkring og det er den plan – karriereplan, som folket har med Jesus.
Han S K A L være deres konge! De ikke bare synes det – de vil tvinge ham til det! Derfor må han her og nu forlade dem! At være konge for dem indebærer åbenbart noget andet end det, som Jesus er sat i verden for at udrette – og oprette!
Men folket har forventninger til deres gud – til Guds søn! De har forventninger til den mand, der lige har mættet dem med så meget mad, så der endda var mere end nok! De har store forventninger til det menneske, der julenat kom til verden, som en baby født i en lurvet, loppebefængt og iskold stald … og den forventning går kort og godt ud på, at de her og nu vil have fred i verden! De vil, at Jesus på traditionel vis skal salves – for sådan gør man med en ægte konge, der er Guds – han skal salves og genoprette stordoms tider.
MEN nej, det er ikke, hvad Jesus kom til verden for at bruge sit korte liv på! Jesus liv var meget mere jordbunden! Fokus havde han på mødet og samværet med hin enkelte! Det var det enkelte menneske, der havde Jesu opmærksomhed. Han brød på alle måder med det gængse gruppe-tyranni. Når rettroende mænd kom slæbende med en kvinde, som de påstod havde været utro og derfor krævede hende stenet, så kiggede han på dem og sagde: Den, der er ren, kan kaste den første sten … vi er længe før #metoo – vi er tilbage i den tid, hvor kvinden var mandens ejendom – og hun var underlagt særlige sociale-regler. Vi er tilbage i et samfund og en tid, hvor sygdom blev anset som gudens straf – og derfor blev syge og anderledes mennesker isoleret fra det fælles liv. Det var bl.a. disse mennesker – som Guds søn – Jesus kom i møde. Det nye, han kom med, var imødekommenhed og kærlighed til enhver – det uanset køn, syg eller rask, social formåen, hvilken egn/land du kom fra etc.
Jesus kom ikke for at blive konge med pomt og pragt – han kom heller ikke for at blive stodderkonge – sådan en man havde i gamle dage, der havde til opgave at jage de fattige ud! NEJ, tværtimod – han kom til verden i en stald for at være det sande medmenneske! Det menneske der gik på tværs af regler og forordninger for at være sammen med den som forlods på grund af love var dømt ude! Hans opgave var ikke at smide den romerske besættelsesmagt på porten – det ville kræve vold – og han gik jo netop rundt og prædikede: Elsk dine fjender – vend den anden kind til! Jesus var ikke bestemt til en karriere indenfor stormagts-politik. Nej, Jesus metier var at være jorden tro – og det vil sige være det enkelte menneske nær! Være det enkelte menneske tro!
Han kunne selvfølgelig have ladet sig friste – friste af menneskenes tilbud! Fristes til at ændre kurs og lade sig hylde … hvilket kan også gjorde, da han på æsel red ind i Jerusalem – men den hyldest endte dog ganske anderledes! Den endte i oprør, kaos og skuffelse.
For det var jo sådan det endte – i skuffelse – Jesus blev ikke, som de havde planlagt – forventet! Han lod sig ikke forme i massens billede. Han skuffede såmænd ikke den enkelte – ikke de udstødte – ikke den forhadte tolder – ikke den halvdøde og forslåede, der lå og rodede rundt i grøften. MEN han endte med at skuffe den store mængde af mætte folk, der havde håbet på, at han som deres dessert – deres efter-mad – også lige fik smidt romerne på porten og atter gjort landet stort!
Han endte med at blive forhadt af de etablerede religiøse partier og trossamfund, der havde en fast skabelon for, hvordan guden var og hvad guden krævede af sit folk. At der ikke måtte arbejdes eller helbredes på helligdage – at de såkaldt urene mennesker (en kategori vi her i Budolfi ville tilhøre) ikke måtte være sammen med eller spise sammen med de såkaldt rene /de rettroende – at bestemte fødevarer ikke måtte indtages – og det altsammen i Guds navn.
Man kan sige, at Jesu komme til verden havde et formål – det var at rense Guds navn – at gøre det fri af alverdens menneskeskabte idéer – at sætte Gud fri! Sætte Gud fri så kærligheden igen kunne blive lige så uendelig som den oprindelig var tænkt – før vi mennesker satte sig på den og definerede den i egeninteressens billede – a la Gott mit uns eller gud er stor og i den dur. Jesus måtte forlade dem! Så de ikke kunne tvinge ham til at blive konge og dog endte de med at tvinge ham – for langfredag tvang de ham til at bære en torne-krone ikke på vej til storhed med på vej til fornedrelse – og de udråbte ham til at være jødernes konge – og derpå slog de ham koldblodigt ihjel! Først tvang de ham – for så at myrde ham! Første forventede de det helt store og da forventningen ikke gik i opfyldelse, så dræbte de ham i vrede!
Også vi har forventninger til Gud – når vi er på spanden, så må han gerne lige fixe os og vores verden. Fixe hvad der er uundgåeligt – trylle – forvandle – ændre tingenes gang! Når han nu kunne med 5 brød og 2 fisk … hvorfor kan han så ikke fjerne krig og vold og sygdom og uheld og alt det tilfældige, der går os imod? Når vi spørger efter meningen i det meningsløse … så får vi aldrig svar eller gør vi? Måske meningen dybest set ligger i, at vi er elskede – at vi er Guds – at vi er velsignelse og det om vi rager rundt forslåede i grøften – eller føler os sat udenfor af et samfund, hvor succes måles i effektivitet og bmi og en maraton på under 2 timer … hvor vi lægger planer for os selv og hinanden – ja selv for børn – der ikke engang er født! Hvor vi forventer, at små børn – og større – måske skal blive, hvad vi ikke selv blev.
Måske vores Gud – som vi kender ham i Jesus – barnet fra Betlehem – er de bristede drømmes gud – de krakelerede forventningers gud – og det gudsrige han viser os i dag – er der, hvor enhver er indbudt til at blive velsignet med brød og vin og ikke mindst i dåben lige før! Hvor vi modtager syndsforladelse i så rigelige mængder, at der er nok livet igennem og hvor vi samtidig modtager det evige liv! Et liv der altid er hos Gud! Se, det er kristendom! Det er den grundvold, vi kan vakle afsted på, når livet ryster os og bliver noget andet end det, vi håbede og planlagde! AMEN
GÅ DA FRIT... 