(I anledning af 1200 året for Ansgar)
Hva så nu? Jesus har været her – han er død – han er opstået. Missionen er sådan set fuldført – så hva nu? Svaret er kort og godt: budskabet om Guds kærlighed til mennesket skal ud i verden. Tilsigelsen til hver enkelt af os om det evige liv og syndernes nådige forladelse skal spredes, sådan som det lyder i dåbsbefalingen: Gå ud i verden og gør alle folkeslag til mine disciple – og som Jesus andetsteds siger det: “I har fået det for intet, giv det videre for intet” (Mt 10,8b). OG med det opdrag blev det også tid til at gøre nordboerne kristne. Det er den historie, vi markerer – og fortæller – i dag! 1200 året for Ansgar! Så jeg beklager, at der nok går lidt historie-time i den.
Om Ansgar ved vi følgende: han var benediktiner munk – og havde egentlig, som klosterreglen foreskrev, fuld fokus på at bede bønner og lægge afstand til verden. Omstændigheder gjorde, at han blev forflyttet og langsomt fyldtes af trangen til at drive mission. Europa blev styret af Karl den Store og mod nord kæmpede danernes vikingehøvdinge konstant og indædt om magten – Karl havde tænkt, at blev danerne omvendt til kristendommen, så kunne en fælles tro forhåbentlig føre til fredeligere tider …
For at gøre en lang og noget kringlet magtkamp kort: så allierede den ene part sig med svenskerne og den anden med frankerne. Karl var i mellemtiden død og hans søn Ludvig den Fromme sad solidt på hele kejsermagten. Det var denne nye alliance, der løb med sejren. Den fromme Ludvig forlangte, at Harald Klak lod sig døbe i 826. Med hele sit følge på 400 mand sejlede han på dragehovedsmykkede vikingeskibe ned ad Rhinen mod Ingelheim, hvor Ludvig stod fadder til ham, da han blev døbt. Det fortælles, at kejser Ludvig selv løftede danernes Harald op af dåbsvandet og således blev den første vikingekonge kristen. OG politisk afhængig af den kejserlige magt.
Ludvig spurgte derpå Ansgar, om han ville oplære Harald i den kristne tro – og om han var villig til rejse med ham til Danmark for at holde gudstjenester og prædike evangeliet for de vilde danerne … læg vel at mærke til, at Ansgar blev spurgt, hvilket betød, at han kunne have afslået! “Fordi det på den tid blev anset for afskyeligt og uretfærdigt at tvinge nogen mod sin vilje til at leve blandt hedninger” (Bramming p.104). Ansgar tænkte sig om i et par dage og valgte så af fri vilje at påtage sig kaldet og rejste derpå afsted med Harald! Missionen var i gang …
MEN den nydøbte danerkonge Harald Klak havde stort set ingen indflydelse på noget som helst – og knap et år senere blev han fordrevet og der stod Ansgar så i en helt anden kultur end den verdensfjerne klostertilværelse, som havde formet ham. Historikeren fra begyndelsen af 1000-tallet Adam af Bremen beskrev så detaljeret danerne. OG i en tid hvor der er gået sport i at definere danskhed i Vort Puslingeland, så får Adam ordet – jeg beklager det lidt lange citat:
“… i den grad er de troløse over for hinanden, og så snart en har fanget sin næste, sælger han ham uden barmhjertighed som træl til ven eller fremmed. Danerne har også meget andet både i deres love og skikke, som strider mod ret og billighed; men det har ikke forekommet mig formålstjenligt at omtale andet deraf end det, at kvinderne straks bliver solgt, hvis de har bedrevet utugt; men hvis mændene bliver anklaget for en majestætsforbrydelse, vil de hellere halshugges end piskes. Der findes dér ikke anden straf end økse eller trældom, og selvom en domfældes, gælder det for en hæder at være glad; thi tårer, klage og andre modgangstegn, som vi regner for gavnlige, afskyr danerne i den grad, at det ikke engang er nogen tilladt at græde for sine synder eller for sine kære afdøde.” (KD 31.08.18 /Bramming).
Det var blandt disse, at Ansgar skulle virke. Folk dyrkede den nordiske tro med Odin og Thor i spidsen – mændene havde langt hår og langt skæg, der tit var flettet. Og der stod Ansgar med sin obligatoriske tonsur: den religiøse frisure – en art kronragning midt på issen. Ansgar lignede alt andet end en viking på sin vej rundt mellem gårde og steder og byer befolket af bønder og søfolk og krigere. Der var stor vækst i områderne: “varer” eller retteligen tyvekoster efter vikingernes togter blev omfordelt i Hedeby (tæt på Slesvig) og i Ribe. Hedeby blev den største og vigtigste handelsby i landet og bar præg af de fremmede, der ufrivilligt kom med vikingerne. Her blev kvinder og slaver solgt og der blev handlet med alt.
Det var så også her, at en konge (ganske vist udøbt) gav tilladelse til, at de første kirker kunne bygges: I Hedeby i 848 (som der dog aldrig er fundet spor efter) og i Ribe 855 (hvor der er fundet spor). En pragmatisk løsning der slet og ret handlede om, at handelsfolkene sydfra ikke ville handle med de barbariske vikinger. Man ville, at de bogstaveligt skulle krybe til korset eller i det mindste afsværge sig de hedenske ritualer. Det tog dog et par hundrede år – men i slutningen af vikingetiden omkring 1050 blev stort set alle døbt.
Det fortælles, at Ansgar led af frygtelige mareridt om ikke at slå til … for det var ikke nogen nem opgave, han havde påtaget sig. Vikingerne gad ham ikke og på en måde er det lidt af et under, at han overlevede missionen. Efter to år hastede han videre til Birka i Sverige. Sidenhen skulle det vise sig, at han faktisk evnede diplomatisk gavmildhed og gerne rådgav de danske konger.
I min skoletid lærte vi, at det i 965 var Harald Blåtand, der gjorde danerne kristne. Han rejste Jellingestenen, som benævnes Danmarks dåbsattest (i passet er Jellingestenen med den krøllede Kristus-figur gennemgående på alle siderne). Men i virkeligheden har arkæologi og andre kilder påvist, at det skete tidligere: Udenrigs- og handelspolitik, nye magt-alliancer med frankerne og de kristne strømninger sydfra gjorde, at Harald Klaks dåb og det efterfølgende samarbejde med Ansgar i år 826 alligevel skabte en forsigtig åbning og gav asatroen et første nok meget lille modspil. I middelalderen og siden den katolske kirkes opløsning forsvandt Ansgar stille og roligt ud i glemslen. (Schwarz Lausten p.20).
MEN se for Grundtvig var Ansgar helten! Og hvorfor så det: jo “han følte sig kaldet til at vække det danske folk ved hjælp af den nordiske mytologi og kristendommen” (p.217). Derfor iværksatte han en art genkomst for Ansgar med digte og foredrag, som kulminerede i 1826 med den store 1000 års fejring, hvortil han skrev Den signede dag og Tusinde år stod Kristi kirke. Ansgar passede ind i den national-romantiske forståelsesramme. Han var for Grundtvig den åndelige kriger, der havde tændt lyset og ført danerne på rette vej …
I dag på denne søndag markerer vi sammen med andre kirker 1200 året for Ansgar – her i Budolfi har historien også lydt. Der findes ikke ret mange kilder, der dokumenterer ret meget udover et par breve og et helgenskrift af kollega Rimbert. Meget andet – måske det meste – bygger på myter og formodninger og ikke mindst Grundtvigs re-branding af Ansgar. Når det er sagt, så havde Ansgar og alle kristne før og siden hen et fælles: nemlig dåb og evangeliet, der til stadighed lyder: “I har fået det for intet, giv det videre for intet” OG som vi hørte det, da de to små blev døbt: “gå ud i verden og gør alle folkeslag til mine disciple idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Det var vel, hvad Ansgar forsøgte og måske også lykkedes med i det små … og resten tja …
Hvad vi skal ihukomme i dag er, at Ansgar er en del af den store kirkehistorie – en mand, der kort satte et lille spor. Han er ingen helgen, dem kender vi ikke til efter reformationen. Kristus er al nok – dåbens løfte om evigt liv og ikke mindst syndernes nådige forladelse vil og kan bære vort liv på jorden med hinanden i medgang og modgang. Det er så også svaret på det indledende spørgsmål: Hvad så efter Jesu liv, død og opstandelse? Hvordan kommer vi videre herfra? Som altid ved at gå ud af kirkedøren, når postludiet lyder. Gå ud i verden … og lev! Lev under Guds nåde og hav nok i den. AMEN
(salmer: 402 – 375 – 447 – dåb – 343 – prædiken – 325 – 407
GÅ DA FRIT... 