Det hele begyndte vel egentlig for 6 uger siden – men det havde nok været undervejs i længere tid – måske endda helt tilbage fra forrige juleaften – nemlig tankerne om: hvem skal vi holde juleaften sammen med i år eller måske rettere og ganske upolitisk ukorrekt tænkt: hvem magter vi ikke til jul? Jeg tror, at de fleste har tænkt den tanke – måske bare i ny og næ – tænkt den skamfuldt eller totalt åbenlyst … som kvinden, jeg stødte på tilbage i november – for 6 uger siden – faktisk præcis d. 10. november – forøvrigt dagen efter murens fald – fejringen og markeringen af 30-året for jerntæppets endelig. Den dag stødte jeg på kvinden, der ikke magtede at holde jul med sin moster! Og i år var det da helt slemt – familien har nemlig fået hund og den kræver mosteren spærret inden i soveværelset hele juleaften, for hun kan nemlig ikke “tåle” hunde! Børn kan hun vist heller ikke li’, men det er en anden snak!
Åh åh åh – hjerternes fest – ho ho ho … der er trængsel i Bethelem – alt er optaget – man må tage, hvad man kan få … og det unge fødende par ender i en stald! En sikkert kold og fugtig en – sikkert også fuld af utøj, fnat og sånn og med garanti ganske ildelugtende.
Godt nok har tiden og den store moderkirke nede i Rom siden hen pimpet stalden op med sager og væsener, så meget endda så den forrige pave – tyskeren Von Ratzinger – måtte skrive en tekst med nøje og gennemtænkte overvejelser om, hvor mange dyr der egentlig havde været i den stald den første julenat – ordning muss sein, som tyskerne ofte siger – eller som vi tillæger dem! Så pludselig stod vi mennesker så der og skulle afgøre, hvem der måtte være med til julefesten i krybben! For sådan har det vist været alle dage, vi vil gerne gøre os til herre over hvem er inde og hvem der bare har at blive der ude! Faktum er så bare, at i Gudsriget er der ingen begrænsning! Inde og ude er ophævet. Ingen kan forhindre et udøbt menneske i at blive døbt – du kan komme ind fra gaden og få 3 håndfulde vand i håret og en håndspålagt velsignelse. Der er også altid plads nok omkring nadverbordet – der er rigelige mængder af både oblater (med og uden gluten), vin og nåde! #Bum som vi siger for tiden. Og alligevel vil nogen – inklusiv os selv – altid gerne sætte streger – opstille regler – opsætte hegn – og alt det der skiller frem for samler …
I min research gik jeg i gang med at undersøge, hvem folk verden over så gennem tiderne har inviteret med ind i stalden. Mange har måske set filmen: Love Actually – en sand juleklassiker — hvor den ene pige spiller hummer i skolens krybbespil og i min jagt på flere krybbe-udtryk, så fandt jeg en mexikansk en af slagsen, der både indeholder en tortilla-bager og interessant nok også en knaldrød djævel! Hvorfor nu denne spiel-verderber – jo, forklarer en ung mand mig: det er for at minde os om Guds almagt!
Julenat fødes den almægtige Gud som et lille barn – som et spædbarn der er totalt afhængig af andre – af voksne – af forældre og alle andre – der vil ham. Der vil passe på ham – trøste ham – fodre ham. Juleaften går bevægelsen fra almagt til afmagt – kristendommen vender hele historien på hovedet! Fokus flyttes fra at vise sin hengivenhed over for den almægtige til at drage omsorg for den afmægtige … i stedet for at stå med nakken tilbage og glo op i uendeligheden efter en guddomlighed – så sænk blikket og SE din næste – både den kendte og den ukendte – SE dit medmenneske! Og når du har set, så ved du, hvad du skal … resten giver sig selv! Det behøver denne prædiken ikke gå i moralsk og bedrevidende selvsving over. Eller også ved vi ikke, hvad vi skal … eller magter … for julen er i den grad følelsernes fest – nok har vi planlagt, købt, syltet, kviklånet, slagtet, æltet, bagt, braiseret – måske endda på den bæredygtige måde! For det skal være så fint og godt og vi skal ikke mangle noget … og så mangler der alligevel: en ven, et familiemedlem, en afdød, en stemning, et godt humør, et overskud … vi magter måske ikke setuppet! Skal vi aflyse, melde os syge – fingere et mavetilfælde, lukke hunden inde i soveværelset eller måske mosteren kunne blive bugseret derind! Og ved I hvad – i aften vil jeg simpelthen foreslå, at vi alle strammer os an og bare er sammen og giver slip på alle de der “magte-ikke-rynker og ditto tanker” – FOR ingen skal lukkes ude! Nu skal vi holde jul – og det på alle de mange mange forskellige måder, den kan holdes – og SÅ tænker jeg, at når der i den mexikanske krybbe er plads til både tortillabageren og en knaldrød djævel, så er der nok også plads til de fleste af os – også selvom jeg ikke magter det ene eller den anden eller for den sags skyld mig selv.
Barnets komme til verden er Guds budskab om, at de selvforglemmende øjeblikke, hvor vi giver plads til hinanden og SER hinanden, er de bedste! Og samtidig de sværeste – de mest sårbare – og nogen gang krop umulige, for vi er i bund og grund ikke så væsensforskellige fra det lille krybbebarn. Også vi er afhængige af hinanden – afhængige af, at nogen kærer sig om os og vil os i medgang og modgang – og på de ord ønsker I alle en glædelig jul!
GÅ DA FRIT... 