Det hele begyndte julenat med Jesusbarnet i krybben og i dag fuldendes på en måde kernen i kristendommen, når Jesus som det allersidste i dagens evangeliet siger: “(…) Menneskesønnen er opstået fra de døde”.
Liv, død og opstandelse! Fundamentet under os. Helt konkret i og uden omsvøb i begravelses-ritualets ord: Af jord er du kommet – til jord skal du blive – af jorden skal du igen opstå. Men også i dåbens ord, når det lyder, at den døbte er genfødt til det evige liv og syndernes forladelse … liv, død og opstandelse er det grundvilkår, vi alle er underlagt. Det ved vi, fordi vi lever efter den første påske, hvor Jesus i Jerusalem den ganske tid konsekvent vendte den anden kind til – holdt fast i ikke at slå fra sig – ikke forsvare sig – ikke stikke halen mellem benene – ikke smutte ud af bagdøren – MEN holdt fast i det, han selv prædikede og derfor endte på et kors! For så at genopstå søndag morgen!
Det er, hvad han lader de 3 disciple vide skal ske – iscenesættelsen lader ikke noget tilbage – det sker på et bjerg – lyset er mageløst – ja, det er vel nærmest bjergtagende. Det sker som en pendant til mødet mellem Gud og Moses på Sinaibjerget. Hvor den første tekst, der blev læst fra alteret lader os vide, at det var der, pagten blev sluttet! Moses står forøvrigt som den bærende søjle under prædikestolen her i Budolfi – ovenpå Moses læses evangeliet søndag efter søndag. Sammenhængen mellem pagten på Sinai og Jesu liv, død og opstandelse etableres. Derfor har biblen både et gammel testamente og et nyt! Men før bjergets herlighed udfoldes tillader jeg mig at gå ned fra bjerget og opholde mig i den erfarede verden, der hvor vi er fælles om at leve og dø!
I Jevgenija Ginzburgs erindringsbog “Min tunge vandring – en beretning fra personkultens tid” fortæller hun om årene under Stalins Store Terror, hvor hun blandt en af forfærdelig mange millioner borgere blev anklaget, manipuleret, anholdt, ydmyget, deporteret – kortsagt udrenset – og fik stemplet: fjende af folket! Ginzburg var historielektor på universitetet i Kazan, overbevidst kommunist og var klar til at gå i døden for sagen! Hun troede i begyndelse, at hun kunne få anklagen om “kontrarevolutionær forbindelse” ændret ved at opsøge de centrale myndigheder og får dem til at forstå, at sådan forholdt det sig slet ikke – at der ikke var noget at komme efter … men det gik også op for hende, at det samtidig ville være at miskreditere Stalin. Stalin havde sat tal på, hvor mange der skulle anklages i hvert distrikt over det ganske Sovjet-unionen, som var det en 5-årsplan … og dette kunne ingen sætte sig ud over.
Ginzburg overlevede på grund af sin “grådige interesse for livet i alle dets afskygninger, selv dets forvrængning, grusomhed og dumhed” (p100) – sådan blev hun i øjeblikke afledt fra sin egen lidelse. Ginzburg husker mange år senere en tysk kvinde: 57 år – Lidija – arresteret for 3. gang – “fanatisk tilhænger af syvendedagsadventisternes sekt” (p.99) – og beskriver – jeg citerer: “Endnu i dag ser jeg tydeligt for mig hendes store, brune øjne, fyldt med fortættet fortvivlelse. Når jeg så ind i disse øjne, mindedes jeg en fortælling (af Leonid Andrejev) om den opstandne Lazarus. I fortællingen berettes, hvorledes alle sad til bords og frydede sig over opstandelsens under, men Lazarus sad iblandt dem og betragtede alle med det samme udtryk i øjnene som Lidija, fordi han allerede havde erfaret, hvad det vil sige at dø” (p. 100).
Mit spørgsmål bliver nu, hvordan kan dagens evangelium forstås, hvis jeg er fyldt med fortættet fortvivlelse og ikke magter at se hverken lys eller Moses eller Elias eller Jesus eller lige får idéen om at smække et par hytter op?
Kristendommens svar er kort og godt, at livet fuldendes af opstandelsen. Det er måske et postulat – og de færreste af os kan nok ikke sådan lige helt konkret sige hvordan og hvorledes, at det skulle hænge sammen.
OG så alligevel – for tilværelsen med al dens med- og modgang leves altid i opstandelsens lys – vi lever her og nu i evigheden (trods synd og død), hvor paradoksalt det end måtte lyde. For hvad der begyndte med en barnefødsel julenat omsluttes på bjerget af evigheden. Gud siger fra sin himmel: Hør ham! citat slut. SE, det er nu, det bliver konkret – de 4 evangelier flyder over med ord til eftertanke – ord der vil os – ord der handler om os, som her og nu er samlet – præcis som i salmen lige før: “Væk de dorske – styrk de svage – tugt de trygge – trøst de spage” (DDS294). Måske bliver vi vækket og ser for en stund alting klart – gennemskuer endda på gode dage altings forfængelighed … måske styrkes vi og kan gå fra kirke med oprejst pande … måske får vi en tur for lopper, som min Mor kalder det, når de bibelske tekster napper og minder os om, at vi ikke er et hak bedre end naboen … måske den fortættede fortvivlelse trøstes.
Gudstjenesten er med andre ord forklarelsens bjerg. Det er her den slagne – den udstødte – den udskammede – den selvfede – ja, kort sagt: det er her mennesket igen og igen genrejses af Jesu ord! Gennem dåben får vi – uden videre – det evige liv! I nadveren repeteres syndernes forladelse,, som vi jo faktisk fik i dåben før vi vel egentlig for alvor fik brug for den. HØR HAM … så det bliver muligt at leve trods modløse øjeblikke … HØR HAM og gå så ud i verden … HØR HAM!
GÅ DA FRIT... 