Der findes efterhånden et hav af internationale mærkedage – 8. marts og 1. maj er de fleste vist efterhånden bekendte med – hvor henholdsvis kvinderne og arbejderne bliver hyldet. Af mindre kendte mærkedage kan nævnes “International krammedag” den 21. marts, “Ørnens dag” den 25. april og den for nogen af os så vigtige “Hundens dag” den 24. maj.
Kunne jeg udråbe en “Fællesskabets dag”, så ville jeg uden den mindste tøven vælge skærtorsdag, hvor Jesus og disciplene spiser sammen for sidste gang.
Kniber I øjnene godt sammen og skuer op mod alterets midte, så er de store påskebegivenheder samlet i 4 relieffer. OG nederst – lige under korsfæstelsen – sidder de sammen – de 12 og Jesus – skærtorsdag. De sidder der så fint med deres guldhår – på nær Judas, han har sådan noget helt almindeligt leverpostejfarvet grydehår.
De 12 var meget forskellige! Johannes, ham der altid hang eller direkte lå op ad Jesus, var yndlings-disciplen. Matthæus, var tolder før, at han mødte Jesus og havde dermed arbejdet godt og grundigt for besættelsesmagten. Simon Peter – ham der i dag får vasket fødderne – lovede meget mere end han kunne holde, og da det kom til stykket, så ville han slet ikke kendes ved Jesus – selvom han havde lovet aldrig nogensinde at svigte ham. Og Judas, ham uden guldhår, solgte Jesus for sølle 30 sølvpenge og sendte ham dermed op på korset og ud i den ultimative ensomhed … og så var der de øvrige 8 disciple. 2 af dem var brødre og de havde en uendelig emsig mor, der gik lige så uendeligt højt op i, at netop hendes 2 drenge hele tiden skulle tildeles fortrin af Jesus …
MEN på trods af disse meget slående – og for nogen måske genkendelige – karaktertræk – så holdt Jesus af dem – holdt af hver og én – han delte betingelsesløst brød og vin med dem – OG hos forfatteren til dagens Johannes-evangelium vaskede han deres fødder. Den kærlighed – som brødet og vinen og fodvasken symboliser – afspejlede præcis det gudsrige, som han repræsenterede. Det gudsrige der giver plads til hin enkelte uanset habitus. Jeg vil vove den påstand, at med kristendommen fødes hin enkelte eller individet om man vil.
Kerneberetningen for min påstand er historien om kvinden, der blev grebet i hor! I følge loven og traditionen skulle en sådan kvinden stenes. Men noget helt andet sker, da de skriftkloge og farisæerne kommer trækkende med hende og vil teste Jesu teologi. For han vender nemlig hele tænkningen på hovedet og siger: “Den af Jer, der er uden synd, kan kaste den første sten.” (Joh 8,7b). Og én efter én luskede mændene hver til sit. I denne meget meget lille og centrale passage sker der rigtig meget på en gang: 1) Steningen bliver afskaffet. 2) Mændene bliver bedt om at vende blikket indad – og granske eget hjerte og sind – før, at de fordømmer andre. 3) Kvinden får en rettighed.
Men med de rettigheder, der fødes ud af Jesu møde med mennesker, følger der også pligter! En af pligterne hedder, at DU skal forlige dig med din næste inden, du løber ind i kirken og fremviser din fromhed. Tilgivelse hedder det også og det er så her, at vi bliver udfordret igen og igen – i hvert fald nogen af os.
I Erling Jepsens roman ”Den sønderjyske farm” fortæller drengen Allan om glæden ved at få sine bedsteforældre på besøg (p. 180ff). Både hans Farfar og Morfar havde deltaget – som så mange andre sønderjyder – i 1. Verdenskrig– og når tiden i skyttegravene faldt dem lang og de manglede mad, så skød og spiste de solsorte.
Siden dengang i skyttegravene skød de ikke selv mere, de brød sig simpelthen ikke om det – de havde ”på en eller anden måde fået skudt det, de skulle skyde” -, så derfor fik de altid Allan til at skyde solsorte for sig, når de kom på familie-besøg. Farfaren, der havde været tre år ved vestfronten i Normandiet spiste dem gerne rå, mens Morfaren der havde været i russisk fangelejr under lidt bedre forhold insisterede på, at de skulle steges. Når de nu var samlet i Allans barndomshjem, tilberedte konerne dem med en smule trods i åbenlys smug og drengen Allan kunne ikke andet end betragte de to Bedstefædre, mens de med fingrene og ”et fjernt udtryk i blikket” spiste de tilberedte solsorte og samtidig smaskende fremsagde ”veltilfredse lyde”, og Allan måtte altid stille det samme spørgsmål: ”Kommer I så ikke til at tænke på noget dårligt fra krigens tid?”
Umiddelbart forstod de ikke spørgsmålet, men Farfar nedlod sig alligevel til at svar: ”Det gør vi alligevel”. For faktummet var, at hvad de havde oplevet og medvirket til dengang sad dybt inde i deres krop og sjæl. Og tillad mig her at citere et lille uddrag, hvor Allan fortæller:
“Min farfar havde et ar efter en kugle i maven. Noget han aldrig talte om. Og jeg troede længe, jeg vidste hvorfor. Det var selvfølgelig, fordi han ikke kunne lide at tænke på, hvad der var blevet gjort imod ham. Det var min mor, der rettede den misforståelse. Det, der plagede krigsveteranerne fra Første Verdenskrig, var ikke, hvad de selv havde lidt af kvaler. Det var, hvad de havde gjort ved andre. Der var noget, der hed blodrus, fortalte min mor, og det var noget, man helst ikke skulle have været med i” (p. 182). Hvad de havde gjort mod andre. Det var, hvad der tyngede dem mest og hvad de stadig kæmpede med på det helt personlige plan. Hvad de havde gjort mod andre – og hvad de IKKE havde forhindret blive gjort mod andre …
Meget i denne verden kan tilgives mennesker imellem – meget kan imødekommes og tales ned, snakkes til ro og tilrette, så relationer atter genoprettes og sårene langsomt bliver til ar – måske endda nydelige ar. Ja, meget kan virkelig forsones, så hjertet igen kan slå en behagelig takt. MEN hvad med det sagte og det gjorte, det som ikke kan genoprettes i hverken ord eller gerning? Måske fordi den anden er død, er borte eller simpelthen ikke magter eller vil kendes ved mit behov for forsoning. Det der på gode dage kan være lykkeligt fortrængt og som når vi mindst venter det, alligevel kan begynde at skurre i maven og køre i tanke-ring og holde en vågen den halve nat …
Hvad stiller vi op med den umulige tilgivelse? Vi overlader den slet og ret til Gud! Præcis som en ældre kvinde siger det i den norske fængelsespræst Salvesens bog: “Tilgivelse” (p. 70): “Mennesket kan ikke tilgive alt – så gør vi os lig Gud”.
Og så er vi tilbage ved fællesskabs-bordet sammen med de 12 disciple. Dem der trods svigt og svig og løgn og andet skidt blev elsket for dem, de var! De – og vi med dem – får skærtorsdag brød og vin og fodvask – som tegn på, at lige meget hvad der er sket og hvad som vil ske i morgen og i fremtiden, så er ethvert menneske skabt i Guds billede – skabt til at elske, leve og dø i troen på, at kærlighedens velsignende tilgivelse omslutter enhver levende sjæl – her som der. OG det er ALT nok.
GÅ DA FRIT... 