Salmer: 336 – 447 – 674 v. 1+2 – 752 v. 4+5
Covid-19-gudstjeneste på max 30 minutter
Faste og fristelse hænger sammen – ikke kun i dagens evangelium – men fra gammel tid var det tid til at spæge sig – af den simple grund, at der ikke var ret meget mere mad tilbage; alt hvad der var produceret sidste år af kød og korn og grønt og frugt etc var stort set spist og den sidste del af forrådet skulle strække sig. Religionen så det som et smart træk til også at lægge en åndelig faste ind, hvor tiden skulle bruges til at vende sig fra verden og kun tænke på Gud – og sige selv …
Ja ja og så gik der tid med det! Luther afskaffede den religiøse faste og denne holden sig i skindet fra al verdens herligheder. Tilbage står vi så med evangeliet om Jesus i ørkenen, der udfordres af Djævlen selv. Hvad vi lærer er, at Jesus er sin himmelske Fader tro – en tro der er så solid, at den sender den onde selv ud af ørkenen. Teologisk mener jeg endda, at den også sender Djævlen ud af kristen-troen. Jesus tog det store opgør for os den dag i ørkenen – og det gjorde han en gang for alle. Vi er for altid flyttet over i gudsriget med både det evige liv og syndernes nådige forladelse – præcis som ordene lød i dåben lige før. AMEN – kunne jeg så sige – men med muligheden for, at vi kommer til at overskride de 30 af myndighederne bestemte gudstjeneste-minutter, så bliver jeg nødt til at dele en overvejelse mere – og den lyder: Fristelsen for at give andre skylden ER altid en mulighed og det for ethvert menneske. Første gang det sker er, da Adam i skabelses-myten ikke vil stå ved, at han spiste af æblet – det æble der var mennesket forbudt at smage på. Eva får skylden og sidenhen slangen – og derfra er der så spundet teologiske ender om både djævle og arvesynd – og kvinden har i nogle religioner ovenikøbet fået prædikatet frister, derfor skal hun pakkes ind og væk – og bestemte embeder regnes hun ikke for egnet til.
I Julian Barnes bog “Tidens Støj” om den russiske komponist Dmitrij Sjostakovitjs liv under Stalin herske angsten for regimet. Når sovetiden falder på iføre voksne familiefædre sig overtøj – stedet for pyjamas – og går ud i opgangen eller på gaden med pakket kuffert. Så er de klar, når Magten – som det kommunistiske rædsels-diktatur kaldes – kommer efter dem! Det er bedre at fremstå klar og ikke skulle hives ud af sengen, mens kone og børn ser det og fortvivles. At fremstå klar gør, at man bedre vil kunne forsvare sig i forhøret. Angsten lurer hele tiden og som Barnes skriver det, så avler angst egoisme – enhver bliver sig selv nok! Derfra bliver næste træk så at falde for fristelsen til at give andre skylden. Med den evige trussel om nakkeskud og arbejdslejr og sindssygehospitaler og blive erklæret for “persona non grata” altså ikke-eksisterende, SÅ var angst og egoisme djævelske grundvilkår i et system, der troede fast på, at mennesket kunne formes efter menneske-ingeniør-tænkning – som komponisten selv kalder der – og blive et rent redskab for Magten.
Fristelsen til at give andre skylden – den er altid en menneskelig mulighed – især når vi selv eller andre trænges op i et hjørne – men skal vi tage Gud på Ordet – på det dåbs-Ord han giver os, så er vi sat fri. Vi må hjertens gerne have al den skyld, der hører det levede liv til. For et levet liv kan nemlig slet ikke gennemleves skyldfrit, SE, det vidste vores Gud så udmærket og det helt fra skabelsens morgen – kun hans enbårne Søn Jesus Kristus kunne være skyldfri. Du og jeg – vi ER skyldige – vi er menneskelige – og vi er det vel at bemærke under Guds velbehag – og derfor behøver vi ikke i angst eller af anden grund sende skylden på rundtur hos hinanden … Amen
GÅ DA FRIT... 