(med stor tak til inspiration fra Leise Christensen, sognepræst i Skt Johannes kirke i Århus)
Mellem påske og pinse er det forfatteren til Johannes evangeliet, der har ordet! Og han har sin helt egen næste meditative – og gentagende – måde at skrive på … i dagens tekst taler han igen og igen om at være ET! Faderen og Sønnen … de 2 er ET … Enhed er dagens tema!
Jesus taler om, at han og Faderen skal være ét, og at menigheden, dem, der var kommet til Jesus, skulle være ét. Ét med hinanden og med Jesus og med Faderen.
Vi får også fornemmelsen af en sammenhæng mellem enhed og enighed i teksten fra Apostlenes Gerninger, som var den 2 læsning fra alteret: Efter Jesu himmelfart holdt disciplene sammen i enighed. De nævnes endda alle ved navn og de var sammen med Maria, Jesu mor, og nogle af de andre kvinder og jeg citerer: “De holdt alle i enighed fast ved bønnen”.
Hvordan går det så i dag med sætningen “alle i enighed”? Den hænger vist mildt sagt lidt i bremsen den enighed. Så længe de dengang ikke var flere end de var i den lille stue dernede i Jerusalem, så var der stort set enighed – ja, vel ligefrem fred og fordragelighed. Så længe man kendte hinandens navne så var der ingen problemer. Så længe man kendte til folks tilhørsforhold og slægt, ja så var der ro og ingen fare … Men det kom der … kirkens historie har i den grad været præget af indre uro, krig, splittelse, forfølgelser, bandlysninger, intriger og hvad der ellers høre den boldgade til …
Den første kirkens enhed – som Jesus også taler om og ind i, varede kun ganske kort. Jo flere kristne, jo flere holdninger, jo flere tolkninger. Men lad os lige blive i Apostlenes Gerninger – havde vi læst videre, så havde vi hørt følgende: ”Hele forsamlingen af dem, der var kommet til troen, havde et hjerte og en sjæl; ikke en eneste kaldte noget af det han ejede for sit eget, men de havde alle ting til fælles.”
Tilbage i slut halvfemserne – i forrige årtusinde – lavede Carlsberg en reklame, hvor en lalle-glad hippie – spillet af Ulf Pilgaard – iført lilla kjortel og pandebånd, åbnede døren for at sige HEJ til den nye beboer … og derpå vise ham rundt: Her er Mao – vores hund – den sad forøvrigt i en hængekøje … Her er vores TV, som vi er fælles om ikke at betale licens til … her er vores bad, fyldt med nøgne mennesker, der fornøjede sig lystigt … og her er vores tandbørste, som en af kollektivisterne havde i brug …
Til slut kom de ind i det værelse, hvor den glade kjortelklædte hippie boede. Der stod en kasse øl på sengen … og den nye beboer siger glad: Nå, det må så være vores øl, hvorefter festen slutter og hippien løber hen og griber kassen: “Hov hov det der er mine øller – dem holder du bare snitterne fra!”
Dem var altså ikke noget fælles over. Tandbørste, hund, tøj, penge, hinanden JO JO, men øl, nej – dem holder du bare snitterne fra. Her var grænsen for fællesskabet – for enheden og enigheden. Det punkt møder vi alle før eller siden – det har kirken også gjort. Ur-menigheden i Jerusalem, dem der sad i den lille stue, ligner på en måde et stereo-typisk 1970’er kollektiv med fælles livsførelse. På et afgørende punkt var der slægtskab mellem ur-menigheden og kollektivet som karikeret i reklamefilmen, og det var, at “den menneskelige natur” ikke fornægtede sig nogen af stederne. I kollektivet gik grænsen ved mandens øl, som han under ingen omstændigheder ville dele, og i ur-menigheden rakte fællesskabet også kun nogle år.
Når jeg inddrager reklamen – som naturligvis er en parodi, så er det fordi den også rummer en snert virkelighed. Kollektiverne gik til grunde – jo mere kollektive i ånden, jo hurtigere død, kan man vist godt sige. Den teoretiske baggrund for både kollektivet i Jerusalem og de politiske flipper-kollektiver ca. 2.000 år senere har visse men ikke ubetydelige lighedspunkter. Lad mig forklare, hvad jeg mener:
I Jerusalem kunne man udholde at skulle dele alt, selvom det egentlig byder menneskenaturen imod. Det kunne man (dele alt), fordi man regnede med, at Jesu genkomst stod lige for døren. At tiden med den nye himmel og den nye jord kun var et spørgsmål om meget kort tid. I 70’ernes kollektiver kunne man også udholde fællesskabet på alle niveauer, ikke fordi man regnede med den nye himmel og den nye jord i døbt kontekst, men man regnede dog alligevel på en måde med en ny himmel og ny jord, idet kapitalismen vil dø og dermed sætte mennesket fri, så et nyt samfund vil bryde frem på ruinerne af det gamle! På den måde var paradis-længslen den samme.
Hverken ur-menigheden eller de senere kollektivister fik indfriet deres forventninger, og de sociale og økonomiske fællesskaber gik i opløsning. Den menneskelige natur med griskhed og egoisme krævede sit, for sådan er det jo med os mennesker. Vi vil – og undskyld, hvis jeg nu krænker nogens selvbillede – vi vil grundlæggende os selv og sjældent medmennesket, selvom vi af og til kan være gode nok – og donere en hund til Afrika eller traske afsted en 20 fattigere med Hus Forbi i indkøbsnettet. Vi vil og selv og derfor kniber det også gevaldigt med vedblivende at bekende sig til fællesskaber, der kræver ALT af os – det være sig en jerusalemitisk ur-menighed eller et 70’er-kollektiv. Men ikke nok med, at det økonomiske fællesskab gik tabt i Jerusalem, det gjorde også enheden … eller i hvert fald ensheden. Den åndelige arv med enhed forsvandt snart fra menigheden i den forstand, at mange forskellige menigheder skilte sig ud. Det store skisma kom, da Østkirken i 1054 skilte sig ud fra det, der blev den romersk katolske kirke, det næste store skisma kom, da de evangelisk-lutherske skilte sig ud fra de romersk katolske i 1517, og selv i den protestantiske menighed, som vi tilhører, er der utallige retninger, der ikke er enige i ret meget på trods af årelange læresamtaler, som de så smukt benævnes. Indenfor folkekirken er der teologiske uenigheder – nogen nægter stadig at forestå vielsen af fraskilte -og par af samme køn! Nogen insisterer på, at kun døbte bliver såkaldt frelst og at der gives en fortabelse … Man kan derfor med rette spørge: Hvad blev der egentligt af den enhed, som Jesus taler om i dagens tekst? Blev det egentlig til noget – eller er enhed varmluft – endnu et buzzword som hører til på den efterhånden store bullshit-bingo-plade? Man kan i hvert fald sige så meget, at den enhed, der ifølge Jesus, består … ikke består i kraft af os – sådan som de i øvrigt udmærkede kollektivister mente, men snarere på trods af os. Johs. Møllehave skrev engang, da han lige havde fem minutter til overs, et lille digt, der illustrerer dette – jeg reciterer:
“Vi trækker streger og sætter skel
I mellem andre folk og os selv
Vi taler om børn, som vi kalder ægte
Og andre, hvis ægthed vi vil benægte
I evangeliet får vi at vide,
Han stillede sig på de uægtes side.
Og alle dem, der faldt udenfor stregen,
Dem slog han følge med hele vejen.
Så ingen af dem, som Vor Herre skabte,
Skal kaldes udenfor og fortabte.
Han fjernede grænser og slettede skel,
Og derfor slog de ham også ihjel.
Han satte en streg over hver en streg,
Som sættes i mellem dig og mig.
Det danner et kors naturligvis,
Og det blev hans kærligheds høje pris.”
Vi trækker streger og sætter skel. Vi gør det hvor som helst og når som helst … i det verdslige landskab – i det religiøse – i det politiske – i familien – i vennekredsen – på jobbet – i foreningslivet – overfor naboen med ligusterhæk eller i værste fald pigtråd… vi trækker streger og sætter skel!
Og alligevel insisterer Jesus på, at enheden består – han insisterede på det hver evig eneste gang, han mødte et menneske, der var udenfor på grund af sygdom eller forkerte tanker eller forkert oprindelse eller forkert køn eller eller såkaldt forkert livsførelse – ja, som var ekskluderet af den magtinstans – den religiøse vel at mærke, som mente, at de – at netop de har retten til at trække streger og sætte skel …
Enheden består, ikke på grund af os. Den består på trods af os. Den består i, at Gud Fader via sin søn streger vore streger væk. På trods af ævl og kævl, så består enheden i Guds uendelig kærlighed til mennesket – mennesket som skabt i kærlighedens billede – mennesket som døbt i kærlighedens navn … enheden består i, at vi alle som en er sat fri fra at skulle jagte en enshed ud i at være menneske – i at skulle gå i takt og have samme habitus – vi er sat fri til at være individer, og som individer skal vi hver især og sammen finde modet til at lade os gribe af den kærlighed, der tror alt, håber alt og udholder alt … AMEN
GÅ DA FRIT... 