Midt i det hele sagde Jesus til Johannes: “Lad det nu ske”
Med lidt god vilje – kan der anes et ekko af den bøn, som Jesus senere lærer folk og som vi får med os i dåbsgave: nemlig fadervor, hvor det lyder: Ske din vilje! Ord der går igen fra den nat, da Jesus sad i Getsemane have i Jerusalem sammen med sine disciple efter de havde delt vin og brød. Der hvor Jesus sad hændervridende og badet i angst for hvad der ventede ham langfredag og med ordene bad sin himmelske far: Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje (Matt 26,42)
Også vi på vej mod langfredag og påskens store drama – 40 dage fra nu af … kristne verden over vil forberede sig på forskellig vis alt efter traditioner og skikke … hos os vil de kommende søndage byde på overvejelser over, hvem og hvad Gud er – sådan som vi møder ham i Jesus – og dermed over vores relation til ham!
I kristendommen er alt relation – i Jesu-dåb er relationen lodret: mellem Faderen og Sønnen, der udtrykkes gennem ordene: Du er min elskede søn, i dig har jeg velbehag. En sand kærligheds-erklæring – helt uden omsvøb.
Vandret er der relation mellem Johannes og Jesus. Den gamle og den nye teologi møder hinanden. For den ene kan ikke noget uden den anden. De er hinandens forudsætninger. Vi må leve med den gamle Jahve og alt hans væsen – tolke hans til tider underfundige svinkeærinder – hans ustyrlige vredesudbrud – og hvordan han så også må fortryde – forsøge at forstå, hvordan de gamle tolkede og levede med ham i både frygt og kærlighed …
Alt tager nemlig sit udgangspunkt i den bibelske kendsgerning, at vi alle som én er skabt i Guds billede. Det er jo vildt – og egentlig ganske overvældende! Guds billede – jeg er efterhånden ikke helt sikker på mere, hvad det egentlig vil sige at være skabt i Guds billede … nogen vil hævde, at det handler om vores evne til at skabe – ja, vores ligefremme pligt til at skabe … måske … eller også betyder det snarere, at vores fælles grund-lighed menneske menneske i mellem er ens – menneskeligheden ER universel! Nuvel, vi er forskellige – nogen af os endda meget forskellige – men hvad vi er fælles om er, at vi er Guds! Det er fundamentet. Ingen er eller kan være mere Guds end andre … og dermed kan ingen af os tage patent på Gud … og dog … vi gør det jo … igen og igen – lige præcis derfor ER vejen frem mod påske så forskellig for os i handling og tolkning.
Hvad vi skal ER at forstå, at vi både lever i en lodret relation med Gud, sådan som vi kender ham gennem Jesus. FOR også vi er Guds elskede skabninger. Dertil lægger der sig så lige den afgørende detalje, at ordene “din vilje ske” også gælder dig og mig!
Se, nu kan det blive rigtig svært for os selvkørende mennesker med super fri vilje, eventuelt krydret med et stort ego og en udpræget evne til at skabe os selv i vort helt eget billede … for er “din vilje ske” ikke sådan en hierarkisk tænkning … hører den ikke de rigtig gamle dage til!
Nej, er svaret – for hvad er da Guds vilje? Lad mig straks sige det: Det er ikke at efterligne Jesus. Jeg mener, at det er Søren Ulrik Thomsen, der engang sagde – da han var på besøg nede i krypten: at mange af os gerne vil ophøjes til gud (med lille g), men ingen af os ønsker at blive klynget op på et kors.
Vi kan altså slet ikke efterligne Jesus, måske vi knap nok kan efterleve hans ord. På gode dage sådan i det små – måske, men som oftest er vi vist os selv aller nærmest. Når vi f.eks trues på vores eksistens, så er der rent evolutionært ingen plads til andre end os selv …
Men en ting kan og skal vi lægge os på sinde og det er aldrig nogensinde at betvivle hinandens gudbilledlighed. Så er vi i den vandrette relation – relationen mellem dig og mig! Gudbilledligheden er universel – og det bliver vi bekræftet i igen og igen gennem de fortællinger, som evangelierne rummer, hvor Jesus møder en syg, en prostitueret, en landsforræder, en tolder eller en der har lovet mere end han kunne holde.
For i mødet med Jesus kommer det ikke an på at være træl eller fri – mand eller kvinde – jøde eller græker! SE, det er Guds vilje. Det betyder ganske enkelt, at evangeliet giver dig og mig lov til at være menneske, sådan som det blev os forkyndt i vores egen dåb. Syndernes forladelse kaldes det. Og tænk sig, den fik vi som spæde før vores fri vilje stak af med os og længe før vi både forstod og så os selv som en del af den verden, der ofte synes kaotisk og uoverskuelig – og fordi vi fik den før alt andet, så er vores identitet som Guds børn ikke afhængig af min gøren eller laden eller måden hvorpå jeg dyrker Gud … men ene og alene båret af Guds kærlighed til sin skabning: Thi du er mit elskede barn, i dig har jeg velbehag. AMEN
GÅ DA FRIT... 